30/07/2020

Filmpremiere: David Attenborough – A life on our planet

Verdenspremiere: Mandag den 28. september får David Attenboroughs nye dokumentarfilm premiere i 10 udvalgte lande – heriblandt Danmark. Helt eksklusivt til premieren vil biografgængere opleve en samtale mellem David Attenborough og Michael Palin.

Det er netop blevet offentliggjort, at David Attenboroughs nye dokumentarfilm David Attenborough: A Life On Our Planet får premiere i biografer over hele verden – herunder også Danmark – mandag den 28. september 2020. Filmen, der er David Attenboroughs vidneberetning om naturen og vores planet, bliver udover Danmark vist i udvalgte biografer i Storbritannien, Holland, Island, Irland, Norge, Sverige, Finland, Australien og New Zealand. Senere vil den også kunne opleves i andre biografer i de pågældende lande.

De biografgængere, som oplever David Attenboroughs beretning på det store lærred den 28. september, får samtidig en enestående mulighed for at se og høre en eksklusiv samtale mellem David Attenborough og Michael Palin, som kun vil kunne opleves i biografen. De to legendariske formidlere deler passionen for at udforske vores vidstrakte verden og ønsket om at beskytte og bevare den til kommende generationer.

Filmens instruktør og medstifter af Silverback Films Keith Scholey udtaler: “Vi har alle sammen oplevet konsekvenserne af COVID-19 på det seneste – en ødelæggende følgevirkning af vores forkludrede forhold til naturen. Nu er vi i gang med genopbygningen efter pandemien, og David Attenboroughs betragtninger og budskaber fyldt med håb kunne ikke være mere vedkommende og relevante. Han beskæftiger sig ikke kun med, hvorfor vi skal skynde os at få genoprettet et ordentligt forhold til naturen, men giver også løsninger på, hvordan vi skaber en sikker og bæredygtig fremtid for Jorden og dens befolkning. Vi glæder os til at vise David Attenboroughs beretning i biografer over hele verden til efteråret.”

94-årige David Attenborough har besøgt alle verdens kontinenter og dokumenteret den levende verden med alle dens mirakler og mangfoldighed. Nu reflekterer han for første gang over både de definerende øjeblikke i sit liv som naturformidler og de ødelæggende forandringer, han har været vidne til.

David Attenborough: A Life On Our Planet er en ærlig, afslørende og bydende nødvendig film; en stærk førstehåndsberetning om menneskets indflydelse på naturen og et budskab fyldt med håb til fremtidige generationer.

Se traileren her

Filmen er blevet til i et samarbejde mellem den prisbelønnede producent af naturhistoriske film Silverback Films og Verdensnaturfonden. Efter biografpremieren vil filmen til efteråret kunne ses på Netflix verden over.

Læs mere om premieren her

NB: David Attenborough: A Life On Our Planet skulle oprindeligt have haft premiere i april 2020, men blev udskudt på grund af COVID-19.