21/10/2021

‘Europas Amazonas’ – verdens første 5-nationers biosfærereservat

I over 20 år har WWF kæmpet for at beskytte et naturområde på tværs af fem europæiske lande, som blandt andet er hjemsted for den kritisk truede stør og en vigtig rasteplads for over 250.000 trækkende fugle. Nu har UNESCO erklæret naturområdet for et biosfærereservat. Verdenshistoriens første biosfærereservat, som er fordelt over fem lande.

Tekst: Lilian Gikandi

Der er skrevet historie. De tre floder, Mura, Drava og Donau, der strækker sig 700 km gennem fem europæiske lande (Østrig, Slovenien, Kroatien, Ungarn og Serbien) og et samlet areal på næsten 1 million hektar i den såkaldte ’Europas Amazonas’, er af UNESCO blevet erklæret for et biosfærereservat, hvilket gør det til største flodbeskyttede område på kontinentet og det første 5-nationers biosfæreområde i verden.

UNESCO definerer biosfærereservater som læringssteder for bæredygtig udvikling – beregnet til at levere lokale løsninger på globale udfordringer. Mura-Drava-Donau-reservatet gør netop det. Det opretholder ekstraordinært både biodiversiteten og levebrød for 900.000 mennesker. Det er hjemsted for Europas højeste koncentration af ynglende havørne, oddere, bævere og den kritisk truede stør, og er et vigtigt mellemlandingssted for mere end 250.000 trækfugle hvert år.

Biosfærereservatets spektakulære, uberørte landskaber frister også et stigende antal besøgende til naturområdet, som understreger potentialet for udviklingen af bæredygtig naturbaseret turisme.

Det nye biosfæreområde er et resultat af mange års dedikeret arbejde fra myndighederne i de fem lande med betydelig støtte fra WWF, Mava Foundation, UNESCOs MAB-program (Man & Biosphere Program) og mange lokale partnere. Det er et sandt vidnesbyrd om de fordele, mennesker og natur høster, når vi alle løfter i flok for et fælles mål.

“I mere end 20 år har WWF investeret ressourcer i at opnå en bedre beskyttelse af disse floders naturværdier, og vi er meget stolte over denne udpegning, som vil bevare disse unikke Mura-Drava-Donau-floder for os og fremtidige generationer,” sagde Arno Mohl, leder i Mura-Drava-Donau-programmet hos WWF og en fortaler for beskyttelsen af området helt fra begyndelsen.

”Det er imidlertid vigtigt at understrege, at kun hvis disse floder får lov til at blive ved med at flyde frit og dermed fortsat kan opretholde den unikke natur og liv i lokalsamfundene, der er afhængige af dem, vil biosfæreområdet virkelig gå over i historien som en europæisk model for succes, ” tilføjer Arno Mohl.


Vil du hjælpe os med at beskytte endnu mere natur? Bliv Naturvogter her.