02/09/2022

Et sjældent syn: Tigere, næsehorn og leoparder vandrer mellem Nepal og Indien

En massiv indsats for at skabe sammenhæng mellem to naturområder i Nepal og Indien har fået dyrelivet i området til at blomstre.

På grænsen mellem Bardia-nationalparken i Nepal og Katarniaghat-vildtreservatet i Indien udgør en 24 kilometer lang sti en såkaldt korridor mellem de to naturområder.

Korridoren tillader vilde dyr som tigere, næsehorn og en række andre forskellige arter at flytte sig i deres søgen efter vand, mad og parringsmuligheder.

For blot to årtier siden var Khata-skoven et stærkt forringet naturområde, men i dag er skoven et frodigt landskab med træer, buske og græsarealer, og det får dyrene til at vandre fra sted til sted.

Takket være et samarbejde mellem lokalsamfundene, Nepals regering og WWF om at genoprette og beskytte korridoren har dyrelivet i området fået markant bedre betingelser.

Herunder kan du se nogle af de dyr, som er fanget på WWF’s kameraer, som er monteret i Khata-korridoren.

Den største af alle næsehornsarter, det indiske næsehorn, var tæt på at uddø i starten af det tyvende århundrede. I dag er bestanden på omkring 4.000 individer, og det er én af de største succeshistorier for bevarelse af arter i Nepal og Indien.

En leopard og dens unge udforsker Khata-korridoren. Leopardunger bliver ved deres mor i cirka to år, indtil de har lært at jage og være selvstændige. Leoparder hviler sig i trætoppene, men bevæger sig på jorden, når de vandrer til nye områder for at finde føde.

Tigere er toprovdyr og spiller derfor en afgørende rolle for hele dyrelivet i korridoren. Tigere skaber balance i hele økosystemet, både når det kommer til byttedyr og vegetation.

Tigeren kræver et meget stort areal at bevæge sig på, så korridoren er vigtig for tigerens udbredelse i området. At tigeren er til stede i Khata-korridoren vidner derfor om et velfungerende økosystem.

     

Korridoren emmer af dyreliv. På billederne kan ses en plettet hjort og en grå langur-abe. Lokalt arbejde for at stoppe krybskytteri har været én af drivkræfterne bag genopretningen af Khata-korridoren.

Med et vingefang på næsten to meter spreder og fordeler næsehornsfuglen frø fra områdets planter, mens den flyver over landskabet. Det er med til at sikre en levende vegetation i korridoren.


Vil du være med til at skabe lignende succeshistorier i naturen? Støt WWF’s arbejde her.