Først ses kun en hånd. I to timer og ti minutter er den det eneste synlige, så der er god tid til at betragte hånden, som næsten kunne have tilhørt et særligt behåret menneske. Indimellem for- svinder den bag grønne blade i trækronerne, og man kan høre en smaskende lyd. Orangutangen Jeff suger på hånden, fordi hans pegefinger er skadet, fortæller Hera Hidayat, en af fire unge orangutangspejdere fra den nærmeste landsby, der har fulgt Jeff i en uge. Siden klokken fire i morges har de noteret hver eneste bevægelse. Allerede klokken 08.47 begyndte aben at bygge rede. Det er usædvanligt tidligt, men det kan hænge sammen med, at Jeff er skadet og har brug for ekstra hvile i løbet af dagen.

Hvorfor blev han så ikke bare i gårsdagens rede, kunne man spørge. Men orangutanger bygger nye reder hver dag – ofte både en dagsrede og en natterede. Det er en måde at undgå rovdyr som pytonslanger og træleoparder, forklarer spejderne. Menneskebørns fascination af hulebygning føles pludselig meget naturlig.

Jeffs rede er en grøn klump, lidt som en kæmpestor fuglerede, helt grøn, fordi han har flettet den af levende grene, som stadig sidder fast på træet. Bunden er en ‘madras’ at ligge på, og derefter kan detaljer som ‘tag’, ‘pude’ og ‘tæppe’ tilføjes. Orangutangspejderne har selv spændt hængekøjer ud mellem træerne for at vente på Jeff. Hængekøjerne hænger over sort-rødt vand, der glimter mellem træerne i denne sumpskov i det sydlige Borneo lige uden for nationalparken Sebangau. Man kommer hertil med en båd, der ikke er meget bredere end en kajak, og den sidste strækning må man vade i knæhøjt vand med kondisko.

Så sker det: En knagen og en hvislen fra grene, der svinger. Jeff er på jagt efter føde og læner sig fra et træ, der bøjer perfekt, så han kan nå det næste. Af og til høres også knaselyde. De grønne blade er sprøde som frisk hvidkål. Det hele ser lækkert og nemt ud.

Mens vi kæmper os gennem skovbunden og snubler over undervandsrødder, bevæger Jeff sig roligt og ubesværet, som var han i sin dagligstue, på trods af sin skade. Vi, de klodsede mennesker, virker så åbenlyst underlegne, og alligevel er det os, der bestemmer over skovens fremtid. Verdens underlige orden sender et sug igennem kroppen, når Jeff kigger ned med sine sorte øjne.

På flugt fra klimaet

Her går en uges rejse op i en højere enhed. Mange timers bumpen på røde lerveje, gliden ad mørke floder og vandring over hvidt, pulveriseret, udpint land. WWF har fremvist deres enorme arbejde med at skabe en redningskorridor for Jeff og hans artsfæller. Her i Sebangau Nationalpark lever over 6.000 orangutanger, hvilket gør det til en af de største bestande. Klimafremskrivninger forudser, at havet om få årtier vil være steget så meget, at halvdelen af parken vil stå under vand.

“Da vi så disse prognoser, indså vi, at vi måtte handle hurtigt for at give orangutangerne en chance for at slippe væk herfra,” siger Rosenda Chandra Kasih (kaldet Sendy), leder for tre af WWF’s distrikter på Borneo. Sammen med lokale myndigheder begyndte WWF at undersøge mulige ‘flugtruter’ for orangutangerne og næseaberne i Sebangau.

Cirka 200 kilometer mod nordvest ligger Bukit Baka Bukit Raya Nationalpark, som hænger sammen med en stor bjergkæde i det indre Borneo. Her bor kun omkring 200 orangutanger, men mange flere kunne leve her. Mange af nationalparkerne ligger som øer i et hav af palmeolieplantager og andet land, som orangutanger har svært ved at krydse. Men mellem Sebangau og Bukit Baka Bukit Raya findes stadig en grøn vej.

“Det her er det eneste sted på indonesisk Borneo, hvor der stadig findes en næsten sammenhængende skovkorridor mellem to nationalparker. Men skoven svinder hvert år. Vi forstod, at det her var en kamp, vi måtte kæmpe – og vinde,” siger Sendy.

For at vinde må de dog hverken tale om ‘kamp’ eller ‘korridor’, forklarer hun.

“Hvis folk fik fornemmelsen af, at vi prøvede at bestemme over deres jord, ville de straks gå i baglås. Så vi var nødt til at gå varsomt frem og begynde dialog med alle parter.”

Et liv i og af skoven

For at besøge nogle af disse parter kører vi ad noget, der ligner en strand med store sten mere end en egentlig vej. Ofte forsvinder den i gigantiske mudderpøle. Det er over to timer, siden vi sidst så et beboet sted, og det virker usandsynligt, at nogen bor for enden af denne vej. Men til sidst dukker landsbyen Habangoi op – en af de 17 landsbyer, WWF samarbejder med i korridorprojektet. Nogle huse er ikke malet, mens andre er i glade farver som lilla, grøn, gul og pink. De står på høje pæle for at modstå flodens oversvømmelser, og husene har verandaer ud mod hovedgaden, hvor to scootere med nød og næppe kan passere hinanden.

Siden tidernes morgen har landsbyboerne brugt skoven langs floden, og siden midten af 1980’erne har landsbyen haft formel ret til at forvalte al jord 500 meter fra bredden. Denne smalle skovstrækning løber mange kilometer til næste landsby. Derudover forvalter de næsten 4.000 hektar skov, som ligger i korridoren mellem de to nationalparker.

WWF vil hjælpe landsbyen med at kunne leve af skoven uden at ødelægge den. De kan blandt andet sælge rattan og drageblod, en mørkerød frugtsaft med kræfthæmmende egenskaber. For nylig har de også indgået aftale om at sælge deres drikkevand.

“Vandet kommer fra en kilde i Bukit Baka-bjerget, som er et helligt bjerg for dayakerne. Navnet betyder enormt og evigt,” siger landsbyboeren Idae. Bjerget har også givet navn til den nationalpark, som korridoren skal føre til; orangutangernes planlagte fristed, som ligger på den anden side af den grønsorte flod.

Et hav af palmeplantager

I lange træbåde sejler vi opstrøms til en smal bæk, hvor en række landsbyboere går i land for at vise, hvor vandet kommer fra. En sort plastslange følger bækken, og turen går opad – i klipklapper over glatte sten og væltede træer.

Der bliver grinet og råbt, hver gang nogen glider, og det sker ofte. Lydene er som taget ud af en regnskovs-CD: cikader, en gulkronet skægfugls kalden og lyden af rislende klart vand. Et par kilometer oppe ender slangen i en blå plastdunk med et groft net, der filtrerer blade fra. Landsbyboerne stiller sig op med stolte smil, og de har god grund til at være stolte. Vandet smager koldt og rent.

Dagen efter følger en lige så stor gruppe med på udflugt langs floden for at vise det væksthus, WWF har hjulpet landsbyen i gang med. Væggene er kun net – klimaet på Borneo er allerede som et drivhus. Her gror orangutangernes yndlingsfrugt durian samt rattan, appelsintræer, guava og kaffe. Tanken er at plante huller i landsbyskoven til, så de kan høste mere. WWF støtter også kurser i traditionel madlavning og rattanhåndværk.

Alt dette lyder hyggeligt, men er det virkelig en effektiv måde at bevare orangutanger på?

“Ja,” siger Sendy uden tøven. “Landsbyboerne er de eneste, der har lov til at fælde i denne skov, og der er mange, der prøver at overtale dem til at gøre det for deres skyld. Vi vil styrke dem, så de ikke lader sig manipulere. Og vi vil hjælpe dem med at bruge skoven uden at forbruge den.”

Sendy ville ønske, at hendes egne bedsteforældres landsby havde fået den hjælp, inden det var for sent. I dag er den omgivet af palmeolieplantager, og mange af indbyggerne er flyttet til byen.

Stop for palmeolie og guldudvinding

Samarbejdet med dayaklandsbyerne er kun en del af korridorprojektet. Myndigheder, virksomheder, fiskerkooperativer, universiteter og mange andre er også involverede. En stor sejr er, at de lokale myndigheder har forstået idéen bag korridoren og har sagt ja til ikke at tillade flere palmeolieplantager i området. Næsten en femtedel af provinsen er allerede dækket af palmeolieplantager, som ifølge WWF udgør den største trussel mod orangutangerne.

En anden trussel mod skovkorridoren er guldudvinding i mindre skala. Nogle steder langs ruten breder hvide ørkener sig, hvor jorden ser så udtømt ud, som jord overhovedet kan blive. Det føles som et landskab fra det vilde vesten, og solen brænder ubønhørligt over den afblegede, pulveriserede sand. Her og der findes små lavninger fyldt med kviksølvforgiftet vand, hvor der engang var høje regnskovstræer.

Det er svært at udpege en syndebuk, for mange fattige mennesker går ind i den ulovlige jagt på guld for at overleve. På et besøg i et pilotprojekt, hvor landsbyboere prøver at restaurere en tidligere guldmine med støtte fra myndigheder og WWF, spørger jeg, om nogen kan forklare, hvordan man udvinder guldet. Folk smiler genert og peger på hinanden. Alle ved det.

Efter en uges rejse på bumpede veje er det fristende at ønske sig en orangutangs krop. Det ville være så meget lettere at bevæge sig gennem korridoren fra trætoppene. Jeff sidder i et figentræ og spiser den indre bark, som han flår af med fingrene, fordi der ikke er nogen frugt. Han ville have flyttet sig til et bedre sted, hvis han var rask, mener WWF’s orangutangekspert Ari Meididit, som har oplært de lokale orangutangobservatører for at få detaljeret viden om, hvordan orangutangerne lever her. Målet er at finde ud af, hvilke af Borneos cirka 3.000 forskellige træarter, der er vigtigst i deres hverdag, og om der er særlige forhold for orangutangerne i Sebangau, man skal tage hensyn til i korridorarbejdet.

Lidt længere nede ad floden sidder en flok næseaber tilbagelænet i træerne med deres posede næser og runde maver. Men dem, der lader sig narre af deres maver, bliver chokeret, når næseaberne pludselig gør et elegant spring til det næste træ mange meter væk. Næseaber findes ingen andre steder end på Borneo. Også de vil kunne bevæge sig langs den korridor, som WWF arbejder på sammen med mange andre usandsynlige arter, der hører hjemme her i jordens varme, frodige navle.