19/12/2025

Drop truede arter til jul og nytår

Ålen og torsken bør ikke være en del af jule- eller nytårsmiddagen. WWF guider dig til, hvad du kan servere med god smag i munden.

For mange danskere er det en tradition at servere ål til julefrokosten og torsk på nytårsbordet. Men begge arter er henholdsvis kritisk truet og truet i de danske farvande. Derfor anbefaler forskere og det internationale havforskningsråd ICES også, at man helt ophører med at fiske efter arterne i Danmark.

Alligevel er det tilladt at fange både torsk og ål, men i WWF Verdensnaturfonden opfordrer man til, at du går udenom dem og i stedet serverer andre fisk og skaldyr til årets sidste højtider.

”Torsken og ålen har det ikke godt i Danmark. Indtil torskebestandene får mere ro til at genoprette sig, skal vi vænne os til at spise noget andet, og heldigvis har vores farvande faktisk en hel del at byde på stadigvæk,” siger havbiolog Henrike Semmler Le.

Hun anbefaler, at man i stedet går efter østers, muslinger og blæksprutte som alternativer til en festlig nytårsmiddag.

Brug WWF’s Fiskeguide

Henrike Semmler Le anbefaler, at man spørger sin lokale fiskemand efter fisk i sæson og fisk, der er fanget med skånsomme redskaber, hvis man skal have fisk på bordet. Man kan også med fordel bruge WWF’s Fiskeguide til at vælge fisk fra sunde bestande.

Gå til Fiskeguiden

Hvis torsken skal have en chance for at genetablere sig i de danske farvande, kræver det ifølge havbiologen blandt andet, at vi fisker færre torsk og kraftigt begrænser fiskeri med bundslæbende redskaber samt reducerer kvælstoftilførsel. Ét af redskaberne til at få torsken på ret køl er områder, hvor naturen kan forskånes for menneskelige presfaktorer.

Spis gerne: Østers, nuslinger dyrket på line, blæksprutter og pighvar fra opdræt eller garnfanget

Undgå helst: Torsk, jomfruhummer (medmindre de er fanget med tejner), stenbiderrogn, ål