03/02/2025

Store trawlfrie områder varsler lysere tider for Danmarks hav

Regeringens længe ventede fiskeriudspil vil skabe bedre betingelser for biodiversiteten i vores farvande med mindre bundtrawl og en handlingsplan mod spøgelsesnet. Det er mærkesager, som WWF har kæmpet for i årevis.

17 procent af Danmarks havareal skal friholdes for trawl.

Det lægger regeringen op til i sit udspil til fremtidens fiskeri i Danmark. Bælthavet, Herthas Flak og det ikoniske Kims Top og Den Kinesiske Mur i Kattegat skal være trawlfri ifølge regeringen. Det er alle områder, som WWF Verdensnaturfonden har peget på som fantastiske naturperler, der bør holdes fri for naturskadeligt fiskeri med bundslæbende redskaber.

Derfor vækker udspillet også glæde hos generalsekretær Mikkel Aarø-Hansen:

”Det er første gang i over hundrede år, at store dele af den danske havbund får fred i det omfang, som regeringen lægger op til med indførelse af trawlforbud i store områder af vores farvande,” siger han.

WWF Verdensnaturfonden har desuden peget på områderne som oplagte at udpege til marine naturnationalparker.

Slut med spøgelsesnet

Udspillet til fremtidens fiskeri indeholder også en lang række andre initiativer, der vil skabe bedre betingelser for biodiversiteten i havene omkring Danmark.

Det gælder blandt andet en national handlingsplan mod tabte fiskeredskaber, såkaldte spøgelsesnet. Flere tusinde danskere har skrevet under på, at spøgelsesnet skal væk fra de danske farvande.

“WWF har kæmpet for at få fjernet spøgelsesnet efter forureneren betaler-princippet i årevis. Derfor er det meget positivt, at der nu ser ud til at blive taget ansvar for fortidens havforurening med tabte fiskeredskaber,” siger Mikkel Aarø-Hansen.

I de kommende måneder skal regeringens fiskeriudspil forhandles mellem partierne på Christiansborg.