Borneos elefanter er truet
Der er 0mkring 1.000 elefanter tilbage i Borneos regnskove. Det er særligt produktion af palmeolie, der truer elefanterne, som nu vurderes som truede.
For få årtier siden var der flere tusinde elefanter på den sydøstasiatiske ø Borneo. I dag er der kun i omegnen af 1.000 elefanter tilbage i øens regnskove.
For første gang har den internationale naturbevarelsesorganisation IUCN vurderet Borneos elefanter, og den er ifølge WWF Verdensnaturfonden desværre som forventet: De er truet.
Når elefanterne er truet, så påvirker det hele regnskoven, fortæller Sofie Tind Nielsen, der er WWF Verdensnaturfondens ekspert i skov.
“Borneos elefanter kaldes ”skovens gartner”, for de er meget vigtige for hele økosystemet i regnskoven. De spreder frø og laver lysninger som fremmer vigtig ny beplantning i skoven. Når elefanterne forsvinder, påvirker det derfor hele skoven og dens robusthed,” siger Sofie Tind Nielsen.
Palmeolie truer elefanterne
Elefanterne på Borneo er særligt truet af skovrydning på grund af palmeolieproduktion. Over 80 procent af verdens palmeolie produceres i Indonesien og Malaysia, og en stor del af denne på Borneo.
“Regnskoven på store dele af Borneo er ødelagt af palmeolieproduktion, og den tilbageværende regnskov er meget fragmenteret. Det er enormt kritisk for elefanter, der har behov for at kunne bevæge sig over større afstande,” siger Sofie Tind Nielsen.
Skal elefanternes fortsatte eksistens sikres på Borneo, kræver det ifølge eksperten en bæredygtig palmeolieproduktion, der beskytter elefanternes tilbageværende levesteder og skaber korridorer for elefanterne gennem palmeolieplantagerne. Som forbruger her i Danmark kan man også hjælpe Borneos elefanter ved at gå efter produkter med bæredygtigt certificeret palmeolie.
Vidste du…?
… at Borneos elefanter er en underart til den asiatiske elefant?
… at elefanterne på Borneo er verdens mindste elefanter og også kaldes pygmæ-elefanter?
… det var i mange år teorien, at elefanterne kom til Borneo i 1700-tallet, men WWF-research har påvist, at elefanterne kom til øen for mere end 300.000 år siden?