Det er midt på dagen i eftermiddagssolen i den beskyttede nationalpark Queen Elizabeth. Det høje, tørre græs svajer stille i vinden, mens fuglene svæver i luften og hapser de mange summende insekter. Thomas har været på jagt i tre dage, men han har ikke fanget noget. Endelig lyder der en raslen fra et stort dyr bag en busk. Det er en afrikansk elefant. Han sniger sig ind på det store dyr og står pludselig lige foran den. Ene mand dræber han den med sit spyd. Hvad han dog ikke ser er, at der er en anden elefant lige i nærheden.

I løbet af det næste sekund er den helt tæt på ham. Han lader sig falde, og mens han ligger på jorden, prøver elefanten at spidde ham med sine stødtænder. Det mislykkes kun, fordi afstanden mellem dem er så stor. Thomas ruller rundt, kommer op og løber væk i en fart. Sådan beskriver Thomas Kabarebe på 70 år de sekunder, der fik ham til at genoverveje sit liv som krybskytte. Hans seriøse omend rolige blik emmer af brogede historier. Han er iført en pæn hvid skjorte, et par sandfarvede chinos og en nusset blazer.

GIFT OG FAR TIL SEKS BØRN

Ved siden af sidder hans yngre ven Nelson Tugumenawe på 44 år i et par lange, sorte gummistøvler, lysegrønne bukser og en stribet polo T-shirt. Han har et stort ar i panden, der vidner om en tid med flere sammenstød. Både Thomas og Nelson har været krybskytter i 30 år i den store nationalpark Queen Elizabeth, der ligger i det sydvestlige Uganda langs ækvator, og de har jagtet alt fra bøfler, antiloper og skovsvin til flodheste og elefanter.

DE HAR KRYBSKYTTERI I BLODET

De mødtes altid 10 til 15 mand lige uden for nationalparken og tog afsted samlet. Thomas’ tre hunde førte an. “Jeg holdt mine to skarpe spyd og fulgte hundene. De angreb altid først og kæmpede, indtil de havde svækket dyret.” Når de havde dræbt bøfler og flodheste, grillede de dyrene på bålet for at reducere deres vægt. Derefter slæbte de kødet med hjem til landsbyen. De har begge krybskytteri i blodet. Deres fædre tog dem med flere gange om ugen og trænede dem i at håndtere et spyd og bruge hunde til at opsnappe lugten af vildt. Deres storebrødre havde vist dem vejen til nationalparken, og allerede som teenagere var det naturligt for dem at droppe ud af skolen og blive krybskytter. På den måde kunne de hurtigt få status ved at hjælpe familien med at få mad på bordet.

VI VAR ALTID BANGE

Nelson fortæller, at han begyndte som 14-årig. “Jeg dræbte seks bøfler på min første dag. Jeg var så spændt.” Han husker tilbage på en episode, hvor de efter flere dages jagt var faret vild, mens de var på flugt fra parkbetjente, der var på en af deres overvågningsoperationer. Thomas og Nelson havde deres bytte på slæb og brugte fem dage på at finde en anden vej ud af nationalparken. “Vi var altid bange for, at vi ville ende i hænderne på parkbetjentene, men det var vilkårene. Vi kunne ikke efterlade vores bytte.” De to krybskytter var heldigere end mange af deres venner, som enten blev dræbt af vilde dyr eller arresteret af parkbetjente. Thomas fortæller, at de betragtede deres dræbte venner som helte, men at livet som krybskytte kunne være ensomt. “Jeg var ofte isoleret i mange dage, men når jeg endelig kom hjem med kød, følte jeg mig til gengæld som landsbyens store mand.

EFTERSPØRGSLEN ER ENORM

Det er nemt at dæmonisere krybskytter for deres handlinger, når man hører de to mænds beretning og samtidig ved, hvor ødelæggende konsekvenser krybskytteri har for det vilde dyreliv i Uganda. Ifølge Uganda Wildlife Authority (UWA) er krybskytteri i mange tilfælde den primære årsag til, at vilde dyr risikerer at blive udryddet. Det er for eksempel tilfældet med den afrikanske elefant, hvoraf mere end 100.000 blev dræbt i Afrika på bare tre år mellem 2010 og 2012.

Det kan virke som en håbløs kamp at gøre en ende på krybskytteriet, når man tænker på de stærke kræfter, der står bag efterspørgslen på vilde dyr. Ifølge Interpol (red.,The International Criminal Police Organization) er handlen med vilde dyr verdens fjerdestørste ulovlige industri, kun overgået af våben-, narko og menneskehandel eller handel med forfalskede varer. Ulovlig handel med vilde dyr genererer ifølge FN for op imod 126 milliarder kroner årligt. Bag det svimlende tal gemmer sig en global efterspørgsel på vilde dyr, der dog er særlig stor i Kina og Sydøstasien. Her bliver vilde dyr brugt til traditionel medicin, religiøse formål, eksotiske retter til eliten og som kæledyr.

DE SULTNE SKYDER

Selvom efterspørgslen på vilde dyr er meget stor i Asien, skriver TRAFFIC, som er skabt af WWF og IUCN som led i bekæmpelsen af handel med vilde dyr, i en rapport, at vilde pattedyr i Uganda dog hovedsagelig bliver jagtet for bushmeat. Det betyder, at kødet fra de vilde dyr ender på bordet hos de lokale eller bliver solgt videre med tanke på konsum. 41 procent af Ugandas befolkning lever ifølge Verdensbanken i fattigdom. Tilmed lever 75 procent af befolkningen langt væk fra byerne og tæt på den dyrebare natur.

Lokalsamfundene er ofte nogle af de økonomisk dårligst stillede, hæmmet af mangel på infrastruktur og med begrænsede økonomiske og sundhedsmæssige muligheder. Den manglende viden om seksuelle og reproduktive sundhedsrettigheder er med til at øge den ikke-planlagte høje befolkningstilvækst i Uganda.

Den hastigt voksende befolkning vil ifølge FN stige fra cirka 44 millioner mennesker i dag til over 100 millioner inden 2050. Befolkningen i Uganda er den næstyngste i verden efter Niger med næsten halvdelen af befolkningen under 15 år. Mange fattige familier kæmper for at have råd til at sende deres børn i skole. Adgang til uddannelse af høj kvalitet mangler, og arbejdsløsheden blandt unge er stor. Det er derfor langt mere sandsynligt, at de unge griber til ulovlige aktiviteter og fastholder fattigdomscyklussen.

DET ER REN OVERLEVELSE

Ligesom mange andre unge mænd blev Thomas og Nelson taget ud af skolen til fordel for krybskytteri. De skulle hjælpe med at brødføde deres familier, som der altid havde været tradition for.
“Vi er nødt til at kigge på, hvad der driver krybskytterne ud i nationalparken i første omgang, og det er sult,” fortæller Martin Asiimwe, som er koordinator for skov og biodiversitet i WWF Uganda.

For Nelson var det langt fra drømmen om den store profit, der drev ham ud i krybskytteri. Det var behovet for føde, og i sidste ende gjaldt det hans families overlevelse. “Det eneste, jeg kunne tænke på, var, at min familie ville sulte, hvis jeg stoppede. Vi var altid på jagt efter kød, som vi kunne spise og sælge i landsbyen, men hvis vi kom forbi en elefant, så gik vi efter dens stødtænder.” Nelsons kone levede i frygt for sin mands sikkerhed i mange år og ville gerne have, at han stoppede med at jage. Han frygtede selv for sit liv, men frygtede også for det hårde liv uden vildt kød. Indtil han besluttede sig.

WWF VISER VEJEN

Hvis vi skal krybskytteri til livs, handler det om at give krybskytter bedre muligheder for at forsørge deres familier. “Vi bliver nødt til at vise dem, at det kan svare sig for dem at ændre deres levevis,” fortæller Martin Asiimwe. Og det er netop det, WWF arbejder på. Vi laver oplysningskampagner og afholder workshops, der gør krybskytterne klogere på alternative måder at tjene penge på, heriblandt muligheden for at blive selvstændig. Det var sådan en workshop både Thomas og Nelson deltog i. Her blev de introduceret til biavl, klimasmart landbrug, økoturisme og te- og kaffedyrkning. Alle sammen erhverv, der også hjælper med at reducere konflikter mellem mennesker og vilde dyr.

Nelson fortæller, at forløbet med workshops gjorde ham bevidst om en række ting, og at hele landsbyen, som deltog, blev opmærksom på farerne ved krybskytteri. “Men jeg blev også meget bevidst om, at der var mange fordele ved at ændre måden, jeg lever på.”

BIERNE GØR LIVET BEDRE

I dag har Thomas og Nelson begge afleveret deres jagtudstyr, inklusive alle deres våben, og de har afgivet løfte om at blive uden for den beskyttede nationalpark. Nu lever de som mange tidligere krybskytter af nyt arbejde.

De blev begge vilde med biavl, som passede perfekt til dem, fordi de i forvejen havde plantet træer og frøplanter, der kunne tiltrække bierne og tilbyde dem den fornødne nektar.

“WWF støttede vores ekskrybskyttegruppe med 60 bistader og hjalp os med at sætte dem op på grænsen til nationalparken,” fortæller Thomas, der fik mod på at starte som biavler efter et besøg hos nogle etablerede biavlere, som WWF havde arrangeret.

Nelson fortæller stolt, at alle gruppemedlemmerne var begejstrede, og især kvinderne i landsbyen. “Mit liv er blevet meget bedre. Vi kan sælge honning og andre produkter fra vores bier og stadig have til os selv. Bierne bestøver vores afgrøder, og vi får et langt højere udbytte.”

WWF har desuden hjulpet med at få kontakt til en lokal biavlerforening, som kan assistere med kontinuerlig læring, så de omvendte krybskytter kan blive endnu bedre honningproducenter.

Sidenhen er gruppen af tidligere krybskytter i området blevet styrket og har fået flere medlemmer.

For Martin Asiimwe er det meget tilfredsstillende at se, når det lykkes at ændre en krybskyttes tankegang og motivere ham til skifte levevej. “Mange bliver selvstændige gedehyrder og landmænd, og omkring 60 procent af dem engagerer sig i biavl, hvor de både har en øget indkomst og bedre vilkår.”

Det helt afgørende for at få succes med at omvende krybskytter er dog, at de relativt hurtigt oplever, at deres nye erhverv giver afkast. Det kan modvirke deres behov for at vende tilbage til krybskytteri, som giver afkast uden nogen investering.

DE LOKALE BAKKER OP

WWF har siden 2013 omvendt over 1.600 krybskytter fordelt på 16 eks[1]krybskyttegrupper i de beskyttede områder omkring Queen Elizabeth, Kalinzu, Bwindi, Maramagambo og Rwenzori Mountains, og det har været en stor succes. “I dag er der flere krybskytter, der lægger deres våben, fordi de kan se fordelene ved det,” fortæller Martin Asiimwe.
James Okware er senior parkbetjent for Uganda Wildlife Authority (UWA) i Rwenzori Mountains Nationalpark, og han mener, at faldet i krybskytteri kan tilskrives WWF’s arbejde med at forbedre lokales levevis og give dem alternative indkomstkilder. Der er sket et drastisk fald i antallet af drab på vilde dyr inden for de seneste år. Samtidig har arbejdet fået de lokale til at sætte pris på naturens værdi. “Der er allerede sket en stor forbedring, og der har været en positiv reaktion fra lokalsamfundet i kampen for at gøre en ende på krybskytteri.”

Omkring 400 har opgivet krybskytteri i Rwenzori Mountains, og det har medført et fald i ulovlige aktiviteter med 10 procent, fortæller Martin Asiimwe. De lokale støtter op om succesen. “De ved godt, at det ikke kan svare sig at jagte de vilde dyr. De mest efterspurgte vilde dyr som elefanter, flodheste, løver, bøfler og antiloper er samtidig de største turistattraktioner.” Det har en positiv indvirkning på væksten af dyreliv, og det forbedrer muligheden for turisme i fremtiden, forklarer han.

Ifølge TRAFFIC’s Alessandra Rossi er netop turismen vigtig i fremtiden. “Uganda er afhængig af sit vilde dyreliv og sine naturressourcer for at støtte dets økonomi, vækst og udvikling gennem turisme. Bevaring af vilde dyr og mere bæredygtig brug af økosystemer er derfor altafgørende for landets globale udviklingsmål.”
WWF planlægger at skalere projektet yderligere op ved at tilbyde en fordelspakke for eks-krybskytter og inkludere længerevarende erhvervsfaglig udvikling for unge eks-krybskytter og enker af eks-krybskytter og bushmeatsælgere.

ET FORANDRET LIV

Som erfaren eks-krybskytte og formand for gruppen af tidligere krybskytter er Thomas bindeled mellem parkmyndighederne og lokalsamfundet. Han spiller i dag en stor rolle i at styrke relationerne, så de undgår konflikter mellem de to parter. Han er glad for, at han kan bidrage til at mobilisere så mange i naturbevarelse som muligt. Han taler ofte til fællesmøder om sine erfaringer og går fra dør til dør for at omvende nuværende krybskytter. “Jeg angrer stadig alle mine synder fra de 30 år, jeg var krybskytte.”

Nelson bruger heller ikke sin fortid forgæves. “Nogle gange tager jeg med parkbetjentene rundt på patrulje og tager dem med til forskellige steder, hvor jeg mistænker, at der kunne være krybskytter.”

Thomas tænker ofte tilbage på sin fortid, men er optimistisk omkring fremtiden som biavler. “Livet før var altid et liv med bekymringer. Hvis jeg ikke blev dræbt af parkbetjente, så ville jeg blive det af vilde dyr eller en oprører. I dag tænker vi kun på at forfine vores honning, så vi hele tiden gør den mere attraktiv.” Ambitionen er at distribuere honningen til de nationale og internationale markeder inden for et år eller to.

Tidligere på året var der præsident og parlamentsvalg i Uganda, og her engagerede de sig begge ved at få kandidaterne i tale og påvirke deres taler for at sikre, at de åbent fordømte krybskytteri og opfordrede befolkningen til at omfavne andre alternativer til forbedring af deres levevilkår. “Vi vil gerne være med til at stoppe krybskytteriet i alle de lokalsamfund, der lever tæt på den vilde natur. Hellere i dag end i morgen,” fortæller Nelson.