12/01/2021

Bengalsk tiger fotograferet i svimlende højder

Det er intet mindre end en rekord, at en bengalsk tiger er spottet så højt oppe i bjergene. Meget tyder på, at flere og flere tigere indtager nye jagtområder i højderne. 

 

I november sidste år er en bengalsk tiger – ganske usædvanligt – blevet fotograferet i 3165 meters højde i et skovområde i Ilam-distriktet i det østlige Nepal. Det er første gang, at en tiger ses så højt oppe i de nepalesiske bjerge.

Den noget uventede gæst blev fanget af kamerafælder, der egentlig var installeret af organisationen Red Panda Network, som arbejder for at bevare den røde panda. Og det glæder Anton Thorsen, seniorrådgiver for internationale bevaringsprojekter i WWF Verdensnaturfonden, at en bevaringsindsats for den røde panda kan bidrage med vigtige oplysninger om tigeren i Nepal.

”Det her er enormt interessant og et sandt lykketræf, at undersøgelser af én art kan føre til helt nye perspektiver for en helt anden art.”

“Vi ved, at tigeren er meget tilpasningsdygtig, men for at den kan leve et sted, kræver det, at der er tæt koncentration af byttedyr og dermed et sundt økosystem. Så hvis tigeren begynder at søge op i højderne, kan det være et sundhedstegn for de højtliggende områder,” fortæller Anton Thorsen. Og ifølge Anton Thorsen kan tigerens entre på en ny scene have stor indflydelse på, hvilke områder WWF skal kæmpe for at få beskyttet i fremtiden.

Hjælp os med at hjælpe tigeren

”Der er tale om en ikonart, som er enormt vigtig for det område og økosystem, den lever i. Hvis det viser sig, at tigeren har udvidet sit habitat, kan det få stor betydning, når vi skal argumentere for, at et yderligere område skal beskyttes,” forklarer Anton Thorsen. Derfor skal vi også have fundet ud af, om det er et forbipasserende individ, eller om der rent faktisk er tale om en udvidelse af de steder, hvor tigeren kan leve.

Tigerne finder nye levesteder

Inden for det seneste år er der observeret tigere højt oppe i bjergene i Indien, Bhutan og Nepal, hvilket tyder på, at tigerens udbredelse ændrer sig.

”Med de her eksempler, kan vi slå fast, at tigerne søger op i højderne. Det kan skyldes klimaforandringer, men vi ved det endnu ikke med sikkerhed. Det er bestemt spændende og afføder mange spørgsmål, der skal undersøges nærmere,” siger Anton Thorsen.

De seneste tilfælde i Indien og Bhutan er forbundet med landskabet i Ilam-distriktet, hvilket samtidig åbner op for en bevaringsindsats på tværs af landegrænser.

”Når vi har at gøre med såkaldte transboundary landscapes, altså internationalt forbundne landskaber, er det med til at understrege, hvor vigtigt det er at beskytte de korridorer, der på smuk vis forbinder naturen,” siger Anton Thorsen.

Tigeren er afhængig af vores bevaringsindsats

Historisk set ved vi, at tigerne har specialiseret sig i at overleve i klimatiske ekstremer, fra de varme, tropiske jungler i Sydøstasien, de kolde, ubarmhjertige skove i det russiske Fjernøsten til de høje, ufremkommelige højder i Himalaya. Men tigeren er dybt afhængig af funktionelle økosystemer og klimarobuste landskaber for at kunne overleve på den lange bane.

Læs mere om vores bevaringsprojekt TX2 her.