8 højdepunkter fra tigerens år
Tigerens år slutter officielt den 21. januar, og det har været et travlt år i tigerens tegn. Vi har derfor lavet en liste over de otte ting, der har rykket kampen for klodens vilde tigere i den rigtige retning.
For 100 år siden var der ca. 100.000 vilde tigere i naturen. Et antal, som siden hen er styrtdykket, blandt andet på grund af krybskytteri og tab af levesteder. Derfor har WWF siden 2010 arbejdet målrettet på at øge det tilbageværende antal af tigere i naturen. Et arbejde, som begynder at bære frugt. Det har krævet og kræver fortsat et omfattende arbejde i de lande, hvor det store kattedyr stadig lever. Men også støtten fra resten af verdens lande, inklusive et lille land som Danmark, bidrager til et øget fokus på, hvor stort problemet reelt set er samt med midler til at løse det. Læs med og få indblik i alle højdepunkterne fra tigerens år, som WWF har været involveret i.
Mere plads til tigerne
Hvordan ser det ud, når man mister 95 procent af éns hjem? Det er realiteten for vilde tigere på tværs af Asien, som kun har fem procent af deres levesteder tilbage. WWF har vist, at det er muligt at vende udviklingen for tigernes levesteder. I en analyse udarbejdet af WWF vurderes det, at der er potentiale for at udvide de eksisterende levesteder med 1,7 millioner kvadratkilometer. Det er ikke kun gode nyheder for tigerne, men også for alt det andet liv, der trives i tigerlandskaber.
Nepal fordoblede tigertal (og lidt til)
På den internationale tigerdag i juli 2022 annoncerede Nepals regering, at de har mere end fordoblet landets vilde tigerbestande. I 2009 havde Nepal en bestand af vilde tigere på cirka 121 individer og antallet af tigere var i frit fald. Fast besluttet på at vende udviklingen sluttede Nepal sig til den globale forpligtelse om at fordoble deres vilde bestand inden 2022. Nepal har bevist, at med politisk vilje og de rigtige bevaringstiltag er det muligt at fordoble tigerbestandene.
Tiger med fire unger fotograferet i Malaysia
Dybt inde i Malaysias jungle strejfer de sidste af landets kun 150 vilde tigere rundt. Derfor var glæden stor, da et kamera monteret i den vilde natur fotograferede en tigerhun med fire sunde og raske unger.
Malaysia har skruet op for deres aktiviteter for at bevare de vilde tigere. I begyndelsen af 2023 blev en national taskforce grundlagt, og regeringen har afsat ressourcer til rangers og beskyttelse af tigerlevesteder.
Thailands udsatte byttedyr
Sambarhjorte er de ideelle byttedyr for tigere i Thailand, men mange steder er bestandene ganske enkelt for små. De kan simpelthen ikke kan følge med den stigende tigerbestand. I 2022 satte WWF i Thailand derfor over 40 sambarhjorte ud i nationalparken Mae Wong. Her genopretter WWF også græsningsarealer og lægger saltsten ud, så hjortene kan trives. Formålet er at skabe de bedste betingelser for hjortene, så de kan understøtte en tigerbestand i fremgang.
Ny vision for tigerne
De seks internationale NGO’er, som er involveret i tigerbevarelse og som støtter Global Tiger Recovery Program, gik sammen om at skabe et visionsdokument, som blev delt med de lande, hvor der lever vilde tigere. Det sker for at sætte gang i tankerne om næste Global Tiger Recovery Program 2022 til 34. Visionen blev lanceret i februar 2022 og indeholder en vision, som skal sikre en langsigtet bevarelse og økologisk funktionelle bestande af vilde tigere i beskyttede levesteder. Levestederne skal være respekteret og værdsat af mennesker og være et symbol på naturen i al dens skønhed, kompleksitet og undren for fremtidige generationer.
Snarekrisen blev belyst
En rapport udarbejdet af WWF og TRAFFIC satte tal på snarekrisens konsekvenser for Asiens store kattedyr. Rapporten dokumenterede, at minimum 387 store kattedyr (tigere, leoparder, sneleoparder og asiatiske løver) på tværs af syv asiatiske lande var blevet fanget i snarer. De fleste tilfælde blev registeret uden for beskyttede områder. WWF og TRAFFIC brugte rapporten til at presse regeringer i tigerlandene til at prioritere tiltag, der i tilstrækkelig grad adresserer snarekrisen.
Nye tigertal viste vækst
IUCN annoncerede i løbet af tigerens år, at den globale tigerbestand er steget fra cirka 3.200 i 2010 til i 2022 at ramme et gennemsnit på 4.500. Der vil i løbet af 2023 bliver offentliggjort nye estimater på antallet af vilde tigere, herunder lande som Bhutan og Indien.
IUCN er en uafhængig international naturbeskyttelsesorganisation, der løbende gør status over hele verdens biodiversitet og dens tilstand.
Kendis satte spot på tigerne
Herhjemme fik vi hjælp til at sætte fokus på snarekrisen af skuespiller Trine Dyrholm og fotograf Marie Hald, der i en billedserie viste, hvordan det ser ud, når tigerne går i fælden. Kampagnen samlede penge ind til WWF’s arbejde for klodens vilde tigere og fjernelse af snarer i Sydøstasien. Med den store støtte fra danskerne kan vi nu fjerne cirka 20.000 snarer fra tigerens levesteder.
Vil du være med til at sikre en fremtid for klodens vilde tigere? Støt WWF’s arbejde her.