22/02/2023

5 dyr der bliver høje

Vi mennesker har mere til fælles med dyrene, end vi måske lige går og tror. Og når det kommer til vaner, deler vi faktisk samme svaghed for rusmidler med mange dyr. Læs med her, og bliv høj på viden om dyrene.

Mange nyder en kop kaffe for at vågne om morgen. Eller et glas vin for at falde ned om aftenen. Så hvorfor skulle dyrene ikke gøre det samme? Flere dyr, end du måske lige tror, bruger også rusmidler og simulanter til at komme igennem hverdagen.

 

1. Jaguaren bliver en legesyg kattekilling

I Amazonas kan den ellers kødspisende jaguar godt finde på at gnave på bladene fra den sydamerikanske slyngplante yage (Banisteriopsis caapi). Men slyngplanten indeholder meget mere end mineraler og vitaminer. For efter at have gnasket lidt på de grønne blade, slynger yage-planten jaguaren ind i en rus, som får Amerikas største kattedyr til at opføre sig som en lille legesyg kattekilling. Planten er nemlig rig på hallucinogene stoffer, herunder stoffet harmalin, som gennem flere århundreder er blevet brugt af shamaner i Sydamerika til at komme i trancetilstand.

Læs om WWF’s arbejde for jaguaren

 

2. Tykhornsfåret stener ud

I bjergkæden Rocky Mountain i Canada lever tykhornsfåret. Og som navnet afslører, kan denne vildtlevende fåreart kendes på sine tykke horn, som kan veje helt op til 14 kilo. Men det er ikke kun derfor, at fårene indimellem er tunge i hovederne. For tykhornsfåret er meget glad for en sjælden, narkotisk plante. Det kan tage et helt årti for planten at gro frem på stenoverflader, men det tager ikke længe for fåret at støvsuge stenens overflade med tænderne. Planten får tykhornsfåret i en ekstaselignende og euforisk tilstand efter få bidder. Og den er faktisk villig til at trodse farlige og ålesmalle klippeafsatser for at nå fjerne afkroge af bjergene, hvor planten gror.

 

3. Brunhåret kænguru springer over, hvor gærdet er lavest

Når føden er knap, er det ikke et sjældent syn, at den brunhalsede kænguru i Tasmanien tyr til stærkere midler. Den har nemlig gennemskuet fordelen ved at bo ved verdens største producent af lovligt dyrket opium. Og den er ikke bleg for at snige sig over markernes hegn for en bid af planternes berusende hoveder. Opiummen får det lille pungdyr til både at falde rundt og hoppe i cirkler.

 

4. Rensdyret bliver flyvende på svampe

På tundraen langt mod nord kan du støde på rensdyr, der, udover at guffe blade og bark i sig, også er vilde med den røde fluesvamp. Svampen indeholder giftige, hallucinogene stoffer, som er skadelige for os mennesker. Men fluesvampen giver rensdyrene et kick uden lige, der får dyrene til at bryde ud i en mærkværdig form for spjætdans.

 

5. Silkehale drikker sig en kæp i øret

Umiddelbart forbinder man ikke et dagligt indtag af alkohol med en sund livsstil. I hvert fald ikke når det kommer til de mængder, som denne lille fugl indtager hver dag. For selvom den ikke er særlig stor, har den opbygget en så stor alkoholtolerance, at den snildt kan indtage gærede rønnebær og hyben – helt uden at vise tegn på at være beruset. Og fik vi nævnt, at de gærede bær kan indeholde helt op til til 3 procent alkohol? Det er ikke langt fra den gennemsnitlige alkoholprocent i øl. Men når man, som silkehalen, er en udpræget bærspecialist og udstyret med en stor lever, er der langt fra tale om uforsvarlig spiritus-flyvning.