10/10/2023

Levende Natur, oktober 2023

Naturen er en fighter

Vi ser gang på gang, at naturen formår at rejse sig, selv når det ser aller mest sort ud, og den er banket helt i knæ. Tag for eksempel et af klodens største dyr, finhvalen, hvis eftertragtede spæk gjorde den til jaget vildt. Fra at svømme i havene overalt på kloden, blev den presset helt til kanten, og bestanden nåede helt ned på én til to procent, før en fredning i 1976 satte en stopper for den intensive jagt.

Selvom det så mere end sort ud, så har finhvalen formået at kæmpe sig tilbage til vores have – også de danske. Det er fantastisk, og finhvalen står ikke alene. Vi har flere eksempler på, at målrettet beskyttelse batter, når vi skal bringe truede dyrearter tilbage fra udryddelsens rand.

Sørg for at slå op på side 14 i denne måneds magasin, hvor vi netop har fokus på fem dyr, der har gjort stort comeback og igen trives i naturen.

Faktisk er hele magasinet denne måned pakket med positive artikler. Læs for eksempel om, hvordan vi i samarbejde med en dronevirksomhed redder thailandske elefanter fra at døden og bliv klogere på, hvordan vi bygger fremtidens rev, som skal bringe livet tilbage i Nordsøen.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg også fremhæve vores artikel om, hvordan vi genopretter vigtige økosystemer til fordel for både mennesker og dyr i lande som Uganda, Madagaskar og Vietnam.

Rigtig god læselyst

Maria Andersen, redaktør