Den danske havforsker, Johannes Schmidt, løser et af ålens store mysterier. Han finder ud af, at den europæiske ål yngler i Sargassohavet i farvandet mellem Bermuda og de Amerikanske Jomfruøer. Larverne føres herefter med Golfstrømmen, og den atlantiske vestenvindsdrift, til Europas kyster – en rejse på 5.000 km. Her tilbringer de det meste af deres liv, indtil de vender tilbage til Sargassohavet for at yngle.

I 2001 anbefaler Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) stop al fangst og opdræt af ål. En anbefaling, de siden har fastholdt. I 2007 vedtager EU en genopretningsplan for den europæiske ålebestand, og i 2008 kommer den europæiske ål på IUCN’s rødliste som kritisk truet. I 2022 er det imidlertid fortsat tilladt at fiske efter ål.

I 2021 estimerer man, at bestanden af unge ål (også kaldet glasål) er reduceret med 98 % siden 1980. I Nordeuropa er det særligt slemt. Her er antallet af glasål blot 0,6 % af, hvad det var i 1980. Det skyldes blandt andet fiskeri, ødelæggelse af ålens levesteder samt vandkraftværker og dambrug, der forhindrer ålen i at vandre op ad vandløbene til levestederne. Alligevel bliver der i dag fanget ca. 200 ton ål om året kommercielt og 100 ton om året rekreativt i Danmark.

I perioden 1889-1927 igangsætter man i Danmark et stort sælbekæmpelsesprogram. Årsagen er, at sælerne tager de fisk, der går i fiskernes redskaber. Den danske regering og Danmarks Fiskeriorganisation støtter nedslagtningsprogrammet ved at levere billige eller gratis rifler og ammunition til fiskere og jægere. Der udbetales desuden dusører for dræbte sæler og store præmier til de mest effektive jægere. Det fik bestandene af gråsælen og spættet sæl til at falde markant.

Hvor man i starten af århundredet skønner, at der er 100.000 gråsæler alene i Østersøen, anslår man, efter en optælling i 1970, at det samlede antal er nede på 1500-3000 spættede sæler. Og gråsælen er stort set forsvundet i danske farvande. Efter fredningen af gråsælen i 1967, og spættet sæl i 1976, vokser bestandene igen. Og i dag skønner man, at der er ca. 40.000 gråsæler i hele Østersøen og 20.000 spættede sæler i de danske farvande.

Både gråsæler og spættede sæler er beskyttede af EU’s Habitatdirektiv. Dog gives der i 2020 tilladelse til at regulere ‘problemsæler’, der beskadiger fangster i nettene eller svømmer op i åer. Én gang om året kan man søge om tilladelse til at regulere 5-10 sæler.

Sildehajen, sømrokken og rokkearterne, tærbe og skade, er alle særdeles udbredte mange steder i Danmark. Skader er så store og almindelige, at det bliver fortalt, at man bruger tørrede skader som køreunderlag på klitterne.

Før anden verdenskrig var der skadefiskeri i Nordsøen. Men fangsten af skader falder drastisk i perioden fra midten af 1960'erne til 2008. Pighajen er ligeledes udsat for et målrettet fiskeri i Nordsøen og går også stærkt tilbage. Det samme gælder sildehajsfiskeri, hvor fangsterne i løbet af få år falder fra 2.000 tons til 600 tons i 1955. Og omkring 1970 opgiver de fleste danske fiskere rokker og hajer, da fangsterne er blevet for små.

I 2019 inkluderes en række saltvandsfisk for første gang på den danske rødliste over truede arter. Pighaj og sildehaj erklæres ‘truede af udryddelse’, og dværgskade regnes for ‘regionalt uddød’. Flere rokke- og hajarter, som ikke er på listen, er stort set også forsvundet. Ikke overraskende, da rokker og hajer vokser meget langsomt og kønsmodnes sent og derfor ikke når at yngle, før de bliver fanget.

TORSKEN ER EN AF DE MEST ALMINDELIGE ARTER
Zoologen Henrik Krøyer beskriver i 1845 torsken som en af de mest almindelige arter i de danske farvande. Den lever både langt fra og tæt på kysten. Og da den også tåler meget lave saltholdigheder, lever den også langt inde i mange af de danske fjorde. Mange steder er der så mange torsk, at den er en nøgleart i økosystemet. Torsken får lov til at leve længe og vokser sig meget stor.

Tidligere var torsken en af de mest udbredte fiskearter i Danmark. Men overfiskeri, forringelse af levesteder med mere, fører til et dramatisk fald i torskebestandene. I 1993 anbefaler Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) fuldt stop for torskefiskeri i den østlige del af Østersøen. Men anbefalingen bliver ikke fulgt. Først i 2019 lukker EU-Kommissionen helt for torskefiskeri i området.

Torskebestanden i Kattegat er i 2002 faldet så drastisk, at Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) anbefaler en nul-kvote. Men torsk er en uundgåelig bifangst ved jomfruhummer-fiskeriet. For ikke at lukke dette fiskeri helt beslutter man derfor at tillade en vis mængde torsk som bifangst. Men i 2019 står det så dårligt til med Kattegat-torsken, at politikerne indfører kameraovervågning af jomfruhummer-fiskerne.