WWF sætter tigere ud i Kasakhstan efter 70 års uddøen
For første gang er vilde tigere blevet genintroduceret i et land, hvor de ellers er uddøde. Det er WWF, der sammen med Kasakhstans myndigheder står bag det omfattende naturgenopretningsprojekt.
I mere end 70 år har tigeren været forsvundet fra Kasakhstan, men nu er verdens største kattedyr vendt tilbage. Fredag den 20. september blev to amurtigere sluppet fri i naturområdet Ile-Balkhash som de første tigere i det, der skal blive en helt ny bestand i landet.
WWF står sammen med myndighederne i Kasakhstan bag projektet, der er det eneste af sin art i verden. Aldrig før er vilde tigere blevet genintroduceret i et område, hvor de ellers er uddøde.
Genintroduktionen af tigere i Kasakhstans natur er den foreløbige kulmination på et årelangt samarbejde mellem WWF og landets myndigheder om at genoprette naturområdet Ile-Balkhash, der strækker sig over mere end 400.000 hektar. Som en del af indsatsen er truede arter som bukharahjorten og transkaspisk vildæsel blevet sat ud og udgør i dag levedygtige bestande. Til sammen skaber det levesteder og fødegrundlag for tigeren og dermed optimale betingelser for, at bestanden kan udvikle sig.
”Tigeren er et truet dyr, som stort set er blevet udryddet, fordi deres levesteder er forsvundet og samtidig bogstavelig talt har været jaget vildt i hele Asien. Derfor er det så fantastisk, at vi er lykkedes med at genoprette natur og levesteder for tigeren, så den kan vende tilbage til Kasakhstan,” siger WWF Verdensnaturfondens miljøfaglige direktør Jacob Fjalland.
Det er målet, at der i 2035 er mindst 50 tigere i Kasakhstans natur.
Tigeren er i fremgang
For et enkelt århundrede siden fandtes der flere end 100.000 tigere i naturen. På få årtier blev arten reduceret til blot 3.200 i 2010, og dens oprindelige udbredelsesområde indsnævret med hele 95 procent.
Læs mere om WWF’s arbejde for tigeren her
I dag er tigeren heldigvis i fremgang, og der lever knap 6.000 tigere primært i det sydøstlige Asien og Indien. På nær i Indien, hvor mere end halvdelen af tigerne lever, er de øvrige bestande små og sårbare, og derfor er udbredelsen af tigeren til flere områder et vigtigt skridt til at genoprette arten, forklarer Jacob Fjalland.
”Tigeren er stadig truet af særligt krybskytteri og tab af levesteder. Derfor skal vi genoprette og beskytte store naturområder, hvor tigeren kan leve i fred for os mennesker. Det kommer ikke bare tigeren til gode, men også en lang række andre arter og lokalbefolkningen, som er dybt engageret i projektet.”
WWF er blandt initiativtagerne til Global Tigers Initiative, der siden 2008 har arbejdet for at beskytte tigeren.
Tre hurtige om tigeren:
… Der findes ni underarter af tigeren, hvoraf tre er uddøde
… Amurtigeren lever primært i Rusland, men der er også nogle få i Kina – og nu også i Kasakhstan
… Den malaysiske tiger er verdens mest truede underart med færre end 200 tigere tilbage i naturen
Du kan også støtte WWF’s arbejde for tigeren. Køb et naturgavekort her. Så er du med til at gøre projekter som tiger-udsættelsen i Kasakhstan mulig.