På mange måder er Dawna Tenasserimland- skabet i Thailand noget af en succeshistorie. De seneste årtier er det lykkedes WWF og den Thailandske regering at bremse den voldsom- me fældning af skoven, stoppe tabet af biodiversitet og gøre kæmpestore områder til beskyttede nationalparker, hvor ikoniske arter som malajtapir, elefanter, leopard og tigere trives og kan leve i fred. Og det er noget af en bedrift. Skæver du til resten af regionen, ser det nemlig ikke for godt ud. I både Cambodja, Laos og Vietnam er naturen gået voldsomt tilbage, og de seneste 25 år er tigeren helt uddød i de tre lande. “Thailand har beskyttet omkring 20 procent af sit areal, og det har haft helt afgørende betydning for en art som tigeren, der kræver masser af sammenhængende natur for at trives, ” fortæller Anton Thorsen, som er senior projektleder i WWF Verdensnaturfonden. De seneste tigertællinger viser, at Dawna Tenasserim- landskabet huser over 180 tigere og dermed over 90 procent af Thailands tigere. “I de thailandske nationalparker Mae Wong og Khlong Lan, hvor WWF har arbejdet i mange år, har antallet af tigere ligget stabilt længe. Og det er jo rigtig godt, at vi ikke mister tigere til krybskytter. På den anden side ser vi heller ikke en stigning. Der er simpelthen for få tigere, der får unger, og for få af de unger, der bliver født, der er levedygtige,” siger Anton Thorsen.

Særligt pattedyrene forsvandt

Rent biologisk er tigeren faktisk ganske god til at reproducere sig selv set i forhold til mange andre arter. Den kan få helt op til fire unger i et kuld med ganske få år imellem. Men kun hvis forholdene er gode nok.  Og her har vi problemet, for selvom en forholdsvis stor del af Thailands natur i dag er beskyttet, så gjorde skovhugst, kommercielt krybskytteri og rydning af skov til landbrug et stort indhug i naturen i slutningen af det 20. århundrede.

I den periode gik mange arter kraftigt tilbage. Det gik særligt ud over de store pattedyr, og arter som elds hjort, banteng og svinehjort forsvandt helt fra naturen. Selv almindelige arter som sambarhjorten var der pludselig meget langt imellem. “Skovene er langt fra tomme, men nogle af de vigtigste pattedyr mangler stadig i økosystemet. Det er netop dem, som er helt afgørende for, at tigerbestanden kan vokse,” forklarer Anton Thorsen. “Huntigeren har brug for et rigt og varieret føde- grundlag. Det er ikke nok bare at overleve. Hun skal have energi til at føde og opfostre sine unger. Faktisk kræver det to til tre gange mere føde at opdrætte unger end blot at klare sig selv. ”

Ungerne overlever sjældent

Rungnapa Phoonjampa er WWF programansvarlig i Thailand. Hun fortæller, at hendes team de seneste 11 år har lavet et af de længstvarende og mest omfattende overvågningsprogrammer for tigere i Sydøstasien. Ved hjælp af kamerafælder har WWF fulgt 33 voksne tigere og 18 tigerunger. Undersøgelsen viser, at overlevelsen for huntigerne er høj, over 83 procent. “Så her ligger vi på niveau med beskyttede og sunde tigerbestande i både Indien og Nepal.

Til gengæld får hver tigerhun kun én unge hvert andet år – og kun 31 procent af dem overlever til at blive voksne,” fortæller Rungnapa Phoonjampa.

Gode forhold til hjortene

For fem år siden besluttede WWF sammen med den thailandske regering at give tigeren og skoven en vigtig håndsrækning. Det resulterede i et samarbejde om ni avlscentre, hvor vi opdrætter både sambarhjort, elds hjort, banteng – som er en af verdens største vilde kvæg – og goral, et lille hovdyr, der trives i bjergene i nord. Alle dyrene, der er hjemmehørende til området, bliver opdrættet med henblik på at skulle udsættes i naturen.

“Både Kinesisk goral og banteng står på IUCN’s liste over sårbare og truede arter, så både opdræt og udsæt- telse af dem er i sig selv et arbejde for at bringe truede arter tilbage – ikke kun skaffe byttedyr til tigeren,” siger Anton Thorsen.

Sideløbende med opdrætningen var der også et stort forberedende arbejde i gang i naturen. “Inden vi kunne udsætte dyrene, måtte vi forberede naturen ved at sørge for salt- og mineralkilder og skabe græsland,” fortæller Rungnapa Phoonjampa, der er ærlig omkring udfordringerne ved at opdrætte bytte- dyr og den ambitiøse plan om at genoprette balancen i området.

“Det kræver først og fremmest en stor portion tålmodighed, for det tager tre år, før du kan udsætte en sambarhjort. Moderen er drægtig i omkring et år, og så tager det halvandet – helst to år – før hjorten er klar til at blive sat ud.”

Forud for selve udsættelsen er der en karantæne- periode, hvor hjortene bliver bragt tættere på den natur, de skal lukkes ud i. Her skal de langsomt vænne sig til de nye omgivelser i lidt større indhegninger, lige som de også gennemgår adskillige sundhedstjek for at sikre, at de er raske og kan klare sig i den vilde natur.”

Lidt mere naive

I juni 2025 udsatte WWF 10 sambarhunner og 10 hanner. Fem hunner fik GPS-halsbånd på for at kunne overvåge deres bevægelser og overlevelse.

“Overlevelsesraten er ret god. 50 procent overlever i løbet af de første år. Vi kan registrere, at når de dør, så er det, fordi de opfylder deres rolle som bytte for tigeren. Det er ikke krybskytter, der nedlægger dem, så det er rigtigt godt,” fortæller Rungnapa Phoonjampa.

Hun vurderer, at første generation af de udsatte sam- barhjorte nok er lidt naive. “De er ikke helt vant til at klare sig ude i naturen og opføre sig behørigt over for farer og rovdyr. Så de er nok lidt nemmere bytte. Men vi kan se, at anden generation klarer sig bedre.”

Fra 2022 til 2025 blev der observeret syv sambarunger i naturen. Den første unge, Rungnapa Phoonjampa så på et vildtkamera, skabte glæde. “Det var et stort øjeblik. Der kunne vi med egne øjne se, at de kan klare sig i naturen og også få unger. Det gav virkelig håb.”

Men spørgsmålet er, hvornår der er føde nok i land- skabet til tigeren? Ifølge Rungnapa Phoonjampa er der et stykke vej endnu. WWF måler løbende på udbredelsen og ‘tætheden’ af byttedyr i området.

I dag findes sambarhjorte i omkring 30 procent af området, hvilket er mere end for fem år siden. Udsætningerne har øget både udbredelsen og antallet af den vigtige bytteart, men bestanden er stadig for lille til for alvor at understøtte tigerbestanden. Derfor er målet at udsætte mindst 200 hjorte på flere steder i de beskyttede områder.

Hvornår målet er nået, tør Rungnapa Phoonjampa ikke sætte en fast dato på. “Det afhænger af vores ressourcer. Som nævnt er det et langsigtet arbejde at opdrætte både hjorte og kvæg. Samtidig skal vi fortsat patruljere og monitorere dyrene i området med rangere.”

Anton Thorsen medgiver, at arbejdet kræver mange muskler. “Men lad os være ærlige. Det her er den positive del af arbejdet. Vi beskytter ikke bare naturen fra akutte trusler. Vi genopbygger og bringer truede arter tilbage. Vores arbejde har potentiale til at gøre et kæmpe område på 18 millioner hektar lige så storslået og fantastisk, som før vi mennesker ødelagde det. Den mulighed må vi ikke forpasse.”