Stor WWF-sejr: Regeringen vil have flere marine naturnationalparker
Den nye regering vil udpege mindst fem nye naturnationalparker i de danske farvande. WWF har samlet en række bud på, hvor de kan placeres.


WWF Verdensnaturfonden har i årevis kæmpet for marine naturnationalparker i Danmark. Først i 2021, hvor vi foreslog Danmarks første marine naturnationalparker i Øresund og Lillebælt. Siden med forslag om, at vi bør have lige så mange naturnationalparker i havet som på land.
Derfor bliver det mødt med stor begejstring, at den nye regering i sit regeringsgrundlag forpligter sig til at udpege mindst fem marine naturnationalparker i den kommende regeringsperiode.
”Vi skal have naturen i havet tilbage, og vi skal genskabe forbindelsen mellem livet over og under vand. Derfor har vi brug for marine naturnationalparker, der både kan bidrage til at forbedre betingelserne for biodiversiteten i vores hav, og samtidig kan være folkelige flagskibe for naturformidling og friluftsliv. Det er derfor meget positivt, at regeringen vil styrke indsatsen for marine naturnationalparker,” siger generalsekretær Mikkel Aarø-Hansen.
Her kan parkerne placeres
WWF Verdensnaturfonden har tidligere peget på 20 områder i de danske farvande, hvor der er oplagte muligheder for marine naturnationalparker.
Det er områder såsom Sejerø Bugt, Djurslandsfarvandet, Det Sydfynske Øhav, Limfjorden og Vadehavet. I alle de udpegede områder er der både eksisterende naturværdier samt stort potentiale for naturgenopretning og formidling.
”Danmark er omgivet af enestående farvande, og der er mange oplagte marine naturnationalparker. I WWF har vi peget på i alt 20 områder, og vi kunne have peget på endnu flere. Vi er glade for, at det nu er havets tur til at få flere naturnationalparker. Danmarks hav er 2,5 gange større end landarealet, så der er både plads og potentiale til flere,” siger Mikkel Aarø-Hansen.
Der bør ifølge WWF Verdensnaturfonden laves individuelle afgrænsninger og udformninger af de marine naturnationalparker i dialog med både eksperter og lokale kræfter, men alle direkte naturskadelige aktiviteter bør ikke tillades.
Organisationen understreger desuden, at marine naturnationalparker ikke bør stå i vejen for den helt nødvendige igangværende udpegning af beskyttede og stærkt beskyttede områder.
Her er alle WWF Verdensnaturfondens forslag til marine naturnationalparker:
Skagens Gren, Hirsholmene, Nordlige Læsø, Jammerbugt, Limfjorden, Aalborg Bugt, Anholt, Kims Top og Istidslandskabene, Djurslandsfarvandet, Storebælt, Sejerø Bugt, Hundested-Rørvig og Ertholmene, Gule Rev, Doggerbanke, Det Sydfynske Øhav, Vadehavet, Det Sydsjællandske Øhav.


