Stenbideren skal fredes
WWF Verdensnaturfonden anbefaler sammen med Danmarks Naturfredningsforening og Dyrenes Beskyttelse et totalt stop for fiskeri efter stenbider, så de truede danske bestande får en chance for at genetablere sig.
2024 blev endnu et rædselsår for stenbideren i Danmark, der er eftertragtet på grund af sine rogn. Fangsten har i år sat ny bundrekord, og stenbideren i Danmark vurderes nu at være kritisk truet.
WWF Verdensnaturfonden, Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Naturfredningsforening anbefaler derfor et totalt stop for fiskeri efter stenbider.
”Selv en mindre kvote vil reelt spille hasard med de danske bestande af stenbider. Bestanden er så presset, at blot en smule fiskeri kan få bægeret til at flyde over. Det er også derfor, vi sammen forslår et omsætningsforbud på stenbideren fanget i danske farvande, så alt incitament til at fange den forsvinder,” siger Thomas Kirk Sørensen, havbiolog hos WWF Verdensnaturfonden.
Fiskeriministeren sidder anbefaling overhøring
Anbefalingen fra WWF Verdensnaturfonden, Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Naturfredningsforening læner sig op af DTU Aquas vurdering. Allerede sidste år anbefalede forskerne et totalt stop for fiskeri efter den truede fisk, men fiskeriministeren sad dengang anbefalingen overhørig. I år anbefaler forskerne igen et totalt stop for stenbiderfiskeri.
”Situationen er meget alvorlig. Det er dybt uansvarligt, hvis ministeren, ligesom sidste år, vælger at ignorere de videnskabelige anbefalinger for en kritisk truet art. I så fald må vi spørge os selv, om regeringen virkelig vil have, at danskerne spiser truede havdyr,” siger Nicolaj Lindeborgh, havbiolog hos Dyrenes Beskyttelse.
Fra 2012 til 2022 var gennemsnitsfangsten af stenbider omkring 252 ton om året. I 2024 blev der sat hidtil bundrekord med en fangst på 24 tons.
”Nedturen for vores stenbiderbestand er voldsom, og det løser hverken stenbiderens eller fiskernes problemer at fiske bestanden yderligere ned. Stenbideren er en ikonisk fisk i det danske hav og en vigtig del af den danske natur. Vi mister noget værdifuld, hvis den forsvinder”, lyder det fra vicepræsident i Danmarks Naturfredningsforening Sebastian Jonshøj.
Nedbring bifangst
Først og fremmest anbefaler WWF Verdensnaturfonden, Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Naturfredningsforening et totalt stop for målrettet fiskeri efter stenbider. Men organisationerne mener også, at ministeriet bør se på, hvordan man nedbringer bifangsten af stenbidere i andre fiskerier.
DTU Aqua nævner i sin rådgivning, at en fangstkvote på 5,2 ton kan være lav nok til, at bestanden på lang sigt kommer tilbage i en sundere forfatning. Den utilsigtede bifangst af stenbider i andre fiskerier ser allerede ud til at kunne overstige denne kvote.
Derfor mener Dyrenes Beskyttelse, Danmarks Naturfredningsforening og WWF Verdensnaturfondens eksperter, at den eneste forsvarlige forvaltning af stenbideren, udover et stop for det målrettede fiskeri og et omsætningsforbud, også involverer en bifangstkvote, der er betydeligt lavere end 5,2 ton.