21/10/2026

Rasmus Munk er ny ambassadør for WWF

Verdens bedste kok vil fremover være med til at sætte fokus på fremtidens innovative og transformative fødevarer i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden.

I spidsen for restaurant Alchemist, der serverer eksperimenterende gourmetmad, har Rasmus Munk vundet prisen for verdens bedste kok – to gange. I madlaboratoriet Spora udvikler han blandt andet kakaofri chokolade af rester fra ølbrygning. I spidsen for fonden JunkFood har han serveret over en million varme måltider lavet af overskudsmad til gadens hjemløse.

Rasmus Munk har som internationalt anerkendt kok, iværksætter og restauratør dedikeret sit professionelle virke til at skabe forandring i fødevaresystemet. Som ambassadør for WWF Verdensnaturfonden vil Rasmus Munk fremover være med til at styrke menneskers relation til naturen gennem mad, gastronomi og innovation.

Samarbejdet mellem verdens største naturbevarende organisation og verdens bedste kok vil særligt fokusere på innovative løsninger i fødevaresystemet, så det i højere grad end i dag er i balance med naturen.

”Vi behøver ikke ødelægge vores planet for at producere fødevarer. Tværtimod kan mad skabe positive forandringer for mennesker, naturen og klimaet, når det produceres og anvendes rigtigt. WWF arbejder over hele kloden for at skabe disse forandringer, og derfor er det utrolig meningsfuldt for mig at være med til at sætte fokus på den helt nødvendige transformation af fødevaresystemet, så det i fremtiden er i balance med naturen,” siger Rasmus Munk.

WWF vil forandre fødevaresystemet

Den måde, mennesker producerer og forbruger mad på i dag, er en af de primære årsager til tab af natur og klimaforandringer.

For at standse og vende den udvikling kræver det drastiske forandringer af vores fødevaresystem. WWF arbejder på tværs af hele kloden for blandt andet at bremse skovrydning og naturødelæggelser relateret til fødevareproduktion og støtte lokalsamfund i at udvikle naturpositivt og klimaresilient landbrug. Samtidig har WWF i partnerskaber med store virksomheder som Lidl, Carlsberg og Knorr sat fokus på at begrænse virksomheders fodaftryk på planeten.

Med andre ord er WWF involveret i fødevaresystemet på tværs af værdikæden, fra produktion til restauranter og detailhandel. Med Rasmus Munk i ambassadørrollen styrker WWF sin stemme for fremtidens fødevarer.

”Jeg er overbevist om, at Rasmus Munks enestående platform og evne til at formidle fødevarers mange facetter kombineret med WWF’s allerede stærke arbejde med fødevaresektorens fodaftryk danner grundlag for et visionært samarbejde, der vil skabe forandring ikke bare i Danmark, men også internationalt,” siger generalsekretær Mikkel Aarø-Hansen fra WWF Verdensnaturfonden.

Over en tredjedel af verdens landareal er i dag landbrugsjord, og en femtedel af al mad produceret på verdensplan går årligt til spilde.

Foruden Rasmus Munk er også Andrea Elisabeth Rudolph og Mille Gori ambassadører for WWF