Nye rev kommer til verden i et laboratorium
Naturgenopretning finder også sted i et laboratorium i Nordjylland. Her udvikler forskerne såkaldt biogene rev, der udgør vigtig levesteder, som er gået tabt i danske farvande.


I et laboratorium ved Limfjorden arbejder et hold forskere fra DTU Aqua på et projekt, der vil gøre en forskel for biodiversiteten i havet.
Forskerne udvikler innovative metoder til at få hestemuslinger til at formere sig i laboratoriet, men det er vanskeligt at gøre i stor skala. Samtidig arbejder forskerne med at teste forskellige strukturer, som yngel af fladøsters kan udlægges på i felten, og den første pilottest kom for nylig i vandet. Strukturerne kan være gamle østersskaller, som østerslarver kan hæfte sig på og samtidig være beskyttede, imens de vokser sig store.
Udlægning af hestemuslinger og fladøsters skal blive til såkaldt biogene rev – rev bestående af levende organismer. Engang var Danmarks farvande fulde af biogene rev, men i dag er de stort set alle forsvundet og med dem også afgørende levesteder for vores mange pressede arter i havet.
Sammen med Ørsted og DTU Aqua har WWF Verdensnaturfonden siden 2022 arbejdet på #BioReef-projektet, der skal genskabe biogene rev og give en tiltrængt hjælpende hånd til den marine biodiversitet i Nordsøen.
Et rev ved Hirsholmene
En stor udfordring har været at finde et område, der både historisk har været hjemsted for banker med de to arter og forsat er egnet til biogene rev. Samtidig skal området være beskyttet mod aktiviteter, der kan true de nye rev. Men inden 2027 er det ambitionen, at det første biogene rev udlægges i et beskyttet område ved Hirsholmene ud for Frederikshavn.
Forhåbningen er, at etableringen af biogene rev ved Hirsholmene kan medvirke til at udvikle nye metoder til at skabe lignende rev i forbindelse med marine naturgenopretningsprojekter andre steder i Danmark og resten af verden.