06/07/2024

Naturen set med fotografens linse

Stop op, og lad dig betage af årets bedste natur- og dyrefotos kåret på verdensplan. Her får du et lille udsnit af de smukke og tankevækkende vinderfotos fra udstillingen Wildlife Photographer of the Year 2024.

UGLEHUS

af Carmel Bechler, Israel

Vinder af Young Wildlife Photographer of the Year samt vinder i kategorien ’Unge fotografer 15–17 år’

Carmel Bechler finder adskillige slørugler i en forladt betonbygning tæt ved en befærdet vej.

Carmel og hans far vendte tilbage til stedet, hvor de året før havde set en slørugle, og nu brugte de familiens bil som fotoskjul. Carmel fik mest muligt ud af det naturlige lys og brugte en lang eksponeringstid til at fange lyssporet fra de forbipasserende biler.

Israel har verdens tætteste bestand af slørugler. Som led i et nationalt projekt er der opsat redekasser nær marker for at tilskynde fuglene til at yngle dér. Det har reduceret landmændenes brug af pesticider, fordi uglerne jager gnavere, som æder såsæd og afgrøder.

Lokation: Hof HaSharon, Israel

LIVET PÅ KANTEN

af Amit Eshel, Israel

Vinder i kategorien ’Adfærd: Hvirvelløse dyr’

Amit Eshel overværer et dramatisk sammenstød mellem to mellemøstlige stenbukke.

Amit klatrede op til et godt udsigtspunkt på en klippetop, listede sig langsomt nærmere og brugte sit vidvinkelobjektiv til at afbilde opgøret mellem to mellemøstlige stenbukke mod den dramatiske baggrund. Kampen varede omtrent et kvarter, før den ene han kapitulerede, og de to skiltes uden nogen alvorlige skader.

Op til brunsttiden bliver en del af hannens pels mørkere, og halsmusklerne bliver kraftigere. Rivaler rejser sig på bagbenene og støder hovederne så hårdt sammen, at hornene nogle gange knækker.

Lokation: Zin-ørkenen, Israel

DE VÆRGELØSE

af Karine Aigner, USA

Vinder i kategorien ’Bedste fotoreportage’

Karine Aigner dokumenterer de årlige jagtkonkurrencer i Texas, USA.

For nogle amerikanere er jagt på vilde dyr en hobby. I Texas er der stramme regler for jagt på arter betegnet som ‘vildt’, men nogle rovdyr såsom rødlosser, pumaer og prærieulve er ikke beskyttede af lovgivningen og må dræbes når som helst og med hvad som helst.

I denne fotoreportage dykker Karine ned i de konkurrencer og stævner, der fejrer drabene på disse ubeskyttede og udskældte arter og undersøger forholdet mellem dyr og mennesker.

Lokation: Texas, USA

DET SIDSTE ÅNDEDRAG

af Lennart Verheuvel, Holland

Vinder i kategorien ’Havet: Det store billede’

Lennart Verheuvel viser en strandet spækhuggers sidste øjeblikke. Spækhuggeren lå på siden i brændingen og havde ikke langt igen.

Den var ellers blevet reddet, men strandede snart efter igen og døde. En undersøgelse afslørede senere, at den ikke bare var alvorligt underernæret, men også meget syg.

Forskning har vist, at spækhuggere i europæiske farvande har verdens højeste koncentrationer af PCB i kroppen. De giftige stoffer er nu forbudte, men findes i havets fødekæder i mange år efter, hvor de svækker immunforsvaret og skader forplantningsevnen hos hvaler, marsvin og delfiner.

Lokation: Cadzand-Bad, Zeeland, Holland

DEN GYLDNE HESTESKO

af Laurent Ballesta, Frankrig

Fotoet ’Den gyldne hestesko’ er en del af fotoserien ’Den gamle sømand’ af Laurent Ballesta, Frankrig. Hovedvinder af Wildlife Photographer of the Year samt vinder i kategorien ’Bedste portfolio’.

Laurent Ballesta gik på jagt efter dolkhaler i det fredede farvand ud for Pangatalanøen i Filippinerne.

Havbiolog og fotograf Laurent Ballesta har viet sit liv til at udforske havet og åbenbare dets vidundere for os gennem sine fotos. Han har stået i spidsen for en række store ekspeditioner, der har budt på videnskabelige mysterier og dykkermæssige udfordringer. Resultatet har været billeder helt uden sidestykke.

Den tretornede dolkhale har levet på Jorden i over 300 millioner år. Nu er den truet af ødelagte levesteder og rovfiskeri. Dyret er stærkt eftertragtet for sit blå blod, der bruges til at spore dødelige bakterier i vacciner. I de beskyttede farvande ud for Pangatalan er der håb om, at de kan overleve.

Lokation: Pangatalanøen, Palawan, Filippinerne


Du kan se alle vinderbillederne sammen med de øvrige finalister på Statens Naturhistoriske Museum netop nu og frem til 8. september 2024