06/02/2022

Royal fødselsdag giver danskerne mere vild natur

Den danske natur har brug for hjælp. Derfor giver WWF Verdensnaturfonden med støtte fra danske fonde en helt særlig naturgave til danskerne. Det sker i anledning af organisationens præsident, H.K.H. Kronprinsessens, 50-års fødselsdag.

Den danske natur har brug for hjælp. Der er kun få procent rigtig vild natur tilbage, og mange arter er i hastig tilbagegang. Den udvikling ønsker WWF Verdensnaturfonden at vende. Derfor lancerer WWF Verdensnaturfonden i samarbejde med danske fonde fire naturprojekter rundt om i landet, der genopretter og bevarer danske naturområder, som bliver frit tilgængelige og dermed til glæde for alle danskere.

Projekterne er placeret på Knudshoved Odde i Sydsjælland, Geding-Kasted Mose ved Aarhus, Nationalpark Vadehavet og Spodsbjerg Havn på Langeland. Her får den truede sortterne, den fredede løvfrø og flere sjældne arter af sommerfugle og biller en ny chance i den danske natur, når de opdrættes og sættes ud i de nye levesteder.

Projekter lanceret ved storstilet TV-show

De fire danske naturprojekter blev lanceret søndag aften i TV 2’s store fødselsdagsshow, hvor H.K.H. Kronprinsessen blev fejret. Her præsenterede skuespilleren Ghita Nørby og naturelskeren Sebastian Klein naturgaven til danskere, der har en værdi på cirka 10 millioner kroner – doneret af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Holch Povlsen Foundation og QATO Fonden.

”Naturen har altid været en vigtig del af mit liv. Ligeså kraftfuld naturen er, ligeså skrøbelig er den. Vi skal nyde naturen, men også passe på den og dens mangfoldighed. Jeg glæder mig over, at der i anledning af min 50-års fødselsdag igangsættes initiativer, der kan bidrage til at passe på naturen og de udsatte dyrearter. Jeg håber, det bliver til stor glæde for danskerne,” siger H.K.H. Kronprinsessen.

Alle danskere er velkomne

”Danmarks hårdt pressede natur har virkelig brug for hjælp. Derfor er jeg begejstret for, at vi kan give den danske natur en stor ekstra håndsrækning med fire naturprojekter spredt ud over Danmark. Her vil WWF Verdensnaturfonden sammen med lokale partnere genoprette en række ødelagte naturområder og levesteder, der derefter bliver tilgængelige for alle danskere. På den måde får vi både mere og vildere natur i Danmark,” siger Bo Øksnebjerg, Generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, og fortsætter: ”Det stopper endda ikke her. En stor andel af Danmarks vilde arter er truede og i kritisk tilbagegang. I anledning af Kronprinsessens fødselsdag etablerer WWF Verdensnaturfonden derfor samtidig nye bestande af sjældne dyrearter, der i dag er i kritisk tilbagegang flere steder, og giver dem samtidig deres naturlige levesteder tilbage.”

Løvfrø og dagsommerfugle får hjælp

De ni danske dyrearter, der får en tiltrængt håndsrækning med de nye naturprojekter er: Tre dagsommerfugle (markperlemorsommerfugl, okkergul pletvinge og brunlig perlemorsommerfugl), løvfrø, markfirben, sortterne, to sjældne biller (sort og grøn pragttorbist) samt danske fisk som for eksempel torsken.

Naturgaven til danskerne markerer ikke kun H.K.H. Kronprinsessens fødselsdag, men er samtidig startskuddet til WWF Verdensnaturfondens ambition om at sætte endnu mere fokus på at genoprette den pressede danske natur.

Vi skal skrue op for indsatsen

”Alle har ret til fede naturoplevelser, og vi står netop nu i en afgørende fase for dansk natur. Danmark dumper i 17 ud af 19 internationale naturmål fastsat af FN, og 1.844 danske arter er truede, mens 389 allerede er uddøde. Det er alvorligt. Derfor vil vi skrue op for vores indsats i Danmark og sætte endnu mere fokus på at genoprette og bevare vild dansk natur og truede arter. Vi vil arbejde hårdt på at sikre den danske biodiversitet, så også fremtidige generationer kan få glæde af vores danske natur og mange plante- og dyrearter,” siger Bo Øksnebjerg.

Læs mere om de danske naturgenopretningsprojekter her.