23/12/2022

Hvad sker der, hvis elefanten forsvinder?

Den afrikanske savanne-elefant lever i det centrale og sydlige Afrika og er verdens største landlevende pattedyr. Desværre er elefantebestanden gået massivt tilbage på få årtier – særligt på grund af krybskytteri. I dag er den afrikanske savanne-elefant truet.

Vandhullerne forsvinder

Elefanten bruger sine stødtænder til at grave vandhuller, som flokken kan drikke fra. Vandhullerne udvikler sig til selvstændige levesteder, hvor fisk, krokodiller og flodheste kan trives, ligesom en lang række andre dyr kan drikke fra vandhullet. Men når elefanten forsvinder, forsvinder vandhullerne og dermed også adskillige arters levegrundlag.

Vegetationen gror til

Når de op til seks tons tunge elefanter vandrer gennem landskabet, vælter de træer, tramper planter ned og æder også planter på deres vej. På den måde bidrager elefanterne til at skabe områder, hvor der kan vokse græs frem. Uden elefanterne kommer græslevende arter som antiloper, zebraer og gnuer til at mangle føde, og derfor bliver der færre af dem.

Rovdyrene mangler byttedyr

Savannens rovdyr – løver, leoparder og hyæner – lever af at jage græssende dyr som antiloper, zebraer og gnuer. Men når der bliver færre græssere, mangler rovdyrene mad, og arterne oplever tilbagegang.

Mindre lort i naturen

Elefanterne lægger enorme lorte flere gange dagligt. Men elefantlorten er ikke bare planterester fra dyrets måltider. Lorten er også levested for gødningsbiller og mange andre insekter. Uden elefantlort, ingen biller.

Færre fugle som storken

Den langbenede hvide stork kender de fleste danskere nok mest som en Morten Korch’sk gæst på stråtækte hustage. Men storken er en trækfugl, der overvintrer i Afrika i de kolde vintermåneder. Og her lever storken blandt andet af gødningsbiller. Uden lort, ingen biller. Uden biller, ingen stork.

Ingen mad til gribbene

Selv når elefanten er død, spiller den en nøglerolle i sit økosystem. For ådselædende fugle som gribbe er en død elefant et lækkert måltid. Men uden elefanter, uden græssere og uden rovdyr er der ingen mad til gribbene.

 


 

Vil du hjælpe os med til at beskytte klodens truede dyr? Bliv Naturvogter her.