Natur er blevet ren matematik. Procenter og udregninger. Er 100.000 hektar lavbundsjorde nok til at mindske Danmarks CO2-udslip og nedbringe det med 70 procent? Er 12 procent svaret på, hvor meget vi skal reducere landbruget?

Det er tid til at løfte blikket fra regnepulten og starte et andet sted. “I mange år har naturen været underlagt menneskenes behov og planlægning. Vi vil gerne vise et grønnere Danmark, hvor det er naturen, der får lov at tale og har fået førsteprioritet,” starter arkitekt Stine Poulsen, da vi interviewer hende og billedkunstner Camilla Berner i Akademiraadets rådssal på Kongens Nytorv.

Helt nye Danmarkskort

Vi skal tale om de fem utopier, som de to har skabt sammen med udvalgets medlemmer; Heine Skjerning, Jacob Kamp og Maria Finn. På det store langborg ligger printede A3-ark med farverige Danmarkskort. Kort, som umiddelbart ligner vores velkendte Danmark, men som – ved nærmere eftersyn – er ganske nye versioner.

Nogle vil kalde dem vilde og radikale. De er imidlertid ment som et indspark i en debat, der er kørt fast, fortæller de to udvalgsmedlemmer. “Nogle gange skal der helt ny inspiration til at løsne op og komme videre. Derfor kommer vi med et bud på, hvordan vi kan leve i en anden sameksistens med andre arter og vores natur. Vores fem utopier er en total gentænkning af, hvordan vi anvender det danske landskab,” forklarer Camilla Berner.

Rådgiver landets kommuner

Hun er udvalgsleder og kan fortælle, at de i udvalget sidder tre arkitekter og tre billedkunstnere. De arbejder som selvstændige kunstnere og arkitekter, men er udpeget af Akademiraadet for en toårig periode, fordi de alle har en særlig faglig viden om natur og miljø eller har særlig erfaring i landskabs- og byplanlægning. Deres virke for udvalget går i hovedtræk ud på at skrive udtalelser, svare på høringer og bistå Akademiraadet med at rådgive, når for eksempel en stor energiø er på tegnebrættet, en kommune skal anlægge en grøn kile eller i forbindelse med Lynetteholm i Københavns Havn.

Hvad Danmark består af

At de fem medlemmer valgte at gå et skridt videre og tænke i fem nye, visuelle bud på et grønnere Danmark, var et supplement til deres arbejde, som de fandt nødvendigt. “Det var en god anledning, nu hvor vi har så meget pres på arealerne i Danmark. Vi ville gerne genbesøge, hvad det danske landskab faktisk består af,” siger Camilla Berner.

En stor del af udvalgets arbejde gik med at dykke ned i de fysiske, geologiske og biologiske strukturer i det danske landskab. Pointen er, mener de to medlemmer, at vi har glemt at kigge på det, der ligger lige for. “På nuværende tidspunkt har vi en rangfordeling, hvor naturen til enhver tid skal underlægge sig vores behov og anvendelse.

Vi har tænkt, hvorfor ikke se på de forhold, der allerede er i landskabet, og bruge dem bedst muligt?” spørger Stine Poulsen. “For eksempel har vi arbejdet med et kort over istidslandskabet. På det kan vi se, at størstedelen af Vestjylland består af nærringsfattige, sandede jorde, der hvor heden lå, før den blev opdyrket. Opdyrkningen af Vestjylland og heden var en ingeniørmæssig bedrift i 1800-tallet, men det skete og sker med mærkbare omkostninger, fordi jordene er magre. Samtidig er der værdifuld og unik natur i området, blandt andet på grund af jordbundsforholdene.”

Lad landskabet tale

Fordi jordene er nærringsfattige, kræver de med andre ord ekstra gødning og vanding. Det er ikke bæredygtigt. Derfor peger de i utopierne på, at store områder i Vestjylland kunne udlægges til sammenhængende vild natur, der forbinder de små og fragmenterede naturområder med høj biodiversitet. De store naturområder skulle plejes af får, køer og heste, som giver os det kød, vi har brug for. Og hoveddelen af danskerne skulle flytte til byerne for at koncentrere vores aftryk på færre kvadratmeter. “Det kunne være én måde at frigøre endnu mere plads til naturen på,” siger Stine Poulsen.

Vild natur overruler trafikken

De andre kort giver blandt andet et fremtidsblik ind i, hvordan Danmark kunne se ud, hvis vi slukkede for drænene, lægger en ring af skov rundt om vores byer eller lader grønne korridorer skære gennem vores landskab i et fast gitter på 25 kilometer. De siger det selv. At det kan virke vildt og meget radikalt, hvad de foreslår med deres fem kort, men historisk set kan radikale ændringer i vores måde at indrette os på som samfund godt lade sig gøre, argumenterer de.

“Generationer før os har lavet enorme omvæltninger, haft store visioner og gennemført dem. Se på jordreformen i 1919, hvor jorden skiftede hænder fra få jordbesiddere til mange mindre bønder. Det var en stor omvæltning,” siger Stine Poulsen.

Vi står overfor en enorm opgave

Derfor spørger vi i utopierne til, hvordan vi i fremtiden skal anvende det danske landskab, og hvordan vi kommer hen til et grønnere Danmarkskort. “Vi har været optaget af at skabe rum for den gode samtale og debat om de nødvendige forandringer, vi står overfor. Danmark har forpligtet sig til at nå de europæiske mål med 30 procent mere natur, hvilket ikke er en hel nem opgave,” siger Stine Poulsen.

“Tænk nu, hvis vi skaber en grøn infrastruktur ækvivalent til vores motortrafik-infrastruktur for at skabe biologisk sammenhæng,” siger Camilla Berner. “Som vi har indrettet os nu, er naturen så fragmenteret, at langt de fleste danske arter af dyr og planter er i stor tilbagegang.”

“Ja, vi oplever tab af biodiversitet i hele verden, men vi er dybt afhængige af naturen. Det har vi måske i nogen grad glemt. Og det er egentlig noget af det, vi gerne vil minde om med de her kort,” supplerer Stine Poulsen.

De ved godt, at deres utopier måske provokerer nogen. Til det svarer Camilla Berner: “Alle har interesse i, hvordan vi forvalter vores land. Alt efter om du er sommerhusejer, landmand eller kæmper for biodiversiteten. Det vil være forskelligt, hvem der føler sig udfordret eller inspireret, alt efter hvilket kort man kigger på. Derfor er det også vigtigt, at et uvildigt organ som os giver inspiration til, at vi tænker ‘hvad nu hvis’. For hvad nu hvis de her utopier ville bringe os et bedre sted hen? Hvad nu hvis mennesker, planter, dyr og andre organismer, som vi skal leve sammen med, i virkeligheden ville trives bedre? Hvad nu hvis …”

HER SER DU AKADEMIRAADETS FEM BUD PÅ ET GRØNNERE DANMARK

Vestjylland skal være én stor nationalpark

Danmark er efter sidste istid overordnet præget af to meget forskellige geologiske situationer. Vest for israndslinjen (der hvor isen gik til under sidste istid) er landskabet præget af forholdsvis næringsfattige sandede jorde, hvor heden lå før, den blev opdyrket.

Øst for linjen er jorden fed og fuld af næring til at dyrke planter/afgrøder/skov. Vestjyllands og hedens opdyrkning var en ingeniørmæssig bedrift i 1800-tallet, men det skete og sker med store omkostninger. Når jordene er så dårlige, som de er, skal de uafladeligt vandes og gødes for at give afgrøder – det hænger ikke sammen. Så hvad nu hvis vi udlagde hele Vestjylland til natur.

Vi flytter til byerne

Én stor nationalpark, der virkelig ville batte noget, vidstrakte hede og skovarealer, lade Vadehavet få frit spil til dynamisk at æde af kysten med nye strandenge til følge, slippe de store åer fri, hvor laks og smelt kunne boltre sig. Vi flytter til byerne og koncentrerer vores aftryk på færre kvadratmeter, hvilket frigør plads til mere fælles natur.

Vi skal ikke for en hver pris holde liv i alle små flækker og hendøende provinsbyer, flertallet vil på sigt bo i færre og mere koncentrerede byområder. I stedet for med næb og kløer at kæmpe imod en udvikling, der sker alligevel, hvad så med at tage den positive vinkel og kigge på alle de fordele, der er ved det – både i forhold til det, de enkelte byer kan tilbyde af uddannelse, erhverv og kultur, hvordan færre byer lettere kan betjenes af effektiv offentlig transport, og hvor meget mindre asfalt vi er nødt til at bruge til et mindre, men mere koncentreret vejnet.

Store skove rundt om alle store byer

Hvad nu hvis der lå en ring af skov rundt om alle større byer i Danmark? Skov der også spreder sig ud i landet og binder eksisterende skov sammen til større naturområder. For at komme dertil tager vi i fremtiden toget frem for bilen, og når vi skal uden for Danmark, lader vi være med at flyve og tager i stedet nattog. Lige nu eksisterer motorvejsringe rundt om vores større byer, som vi benytter, når vi skal ud i naturen. Men en anden mulighed er, at skoven spreder sig som en ring omkring byerne, så vi kan nå skovene til fods, på cykel, med S-tog eller bus – uden bilen. Skovene er verdens lunger og et effektivt middel til at hive kulstof ud af atmosfæren. At plante en ring af skov rundt om hver by i Danmark ville således bidrage til den nødvendige proces, som klimatilpasningen er, og samtidig berige bylivet med naturområder på nært hold til rekreation, motion og samvær.

Vild natur skal skære gennem veje og byer

Vi har valgt, at infrastruktur overruler natur. Infrastrukturerne og den høje prioritering af indtjening på landbrug former vores landskaber. Veje skaber forbindelser for mennesker, men klipper samtidig landskabet i stumper og stykker. Hvad nu hvis vi ophørte med at lade infrastruktur overrule landskab og natur. Danmark opdeles af et stort grid med cirka 25 kilometer mellem hvert skæringspunkt. Alle linjer gennem landskaberne afbryder alle andre strukturer. Griddet udgøres af vild natur. Veje og byer bliver skåret igennem af smukke og livgivende korridorer. Jernbaner og få, store veje graves i tunneler under korridorerne.

Dæmninger, værfter og diger skal fjernes

I de kystnære landskaber har dyr, planter og naturtyper nogle steder udviklet en høj biodiversitet. I dag er billedet fragmenteret. Der er enge, der er svære at opdyrke, og er drænet og gødet for at skabe marker på næringsfattig jord. Hvis vi vil ændre trusselsbilledet, må vi forholde os til naturens dynamikker og helhedsbilledet. Ved at indrette os med naturen i de særlige kystnære landskaber kan vi finde veje til reduktion af CO2- udledning, biologisk mangfoldighed og tilpasning til nye vandstande.

Vandet vil stige

Beskyttelse af veje, byer og kulturmiljøer er en del af mosaikken, hvor dæmninger, værfter og diger danner nye strukturer. Vi må acceptere, at nogle af de kystnære områder vil blive oversvømmet, da beskyttelsen vil være omkostningsfuld. Her er lavbundsjorderne af betydning. De vil kunne oversvømmes og forbindes med de nye blå pletter fra havvandsstigninger og bidrage til reduktion af CO2-udledningen.

Næringsfattige lavbundsjorde med lavt næringsindhold og -tilførsel er første skridt, da de sandsynligvis vil give den største effekt. Nye kystnære skovområder skal på den lange bane bidrage til mindre sandflugt, variation i naturindholdet og CO2-binding.

Sluk for drænene og lad vandet bestemme

Hvad nu hvis man overlod lavbundsområderne til vandet og fugten, slukkede for drænene (sparede elektricitet) og lod arealerne udfolde sig i mere naturlige processer. Som i forlængelse af andre eksisterende naturkvaliteter blev til store sammenhængende naturforløb. Hvad nu hvis de berørte byer tillod mere vand og indrettede sig i en ny samhørighed med flere planter, åløb og gadekær. Og vi fremadrettet helt undlod at bygge, hvor der er vådt. Hvad nu hvis vi kørte uden om de vådeste områder i stedet for lige hen over dem. I lavbundsjorden findes på sigt en vigtig ressource til højere biodiversitet og endog en CO2 lagring.

Læs resten af magasinet her