19/08/2020

H.K.H. Kronprinsessen udsætter sømrokker

Der var store smil og godt humør, da H.K.H. Kronprinsessen i dag udsatte sømrokker med repræsentanter fra WWF Verdensnaturfonden, H&M i Danmark og Kattegatcentret.

Foto: Lars Hestbæk

 

 

Med solen højt på himlen og vind i håret har H.K.H. Kronprinsessen i dag udsat de første seks ud af i alt 50 sømrokker i Kattegat.

Det er Kronprinsessens første officielle opgave som nyudnævnt præsident for WWF Verdensnaturfonden. Et embede hun har overtaget efter Prins Henrik, som var med til at etablere den danske afdeling af WWF.

Og ifølge Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, klarede Kronprinsessen, med sin særdeles indlevende deltagelse, opgaven til ug med kryds og slange.

Parterne bag projektet håber at skabe større fascination omkring havnaturen herhjemme samt ny viden om rokkernes adfærd. Generelt er de danske farvande i det, der hedder ugunstig naturtilstand.

Derfor indgik H&M og WWF Verdensnaturfonden for knap to år siden i et langsigtet partnerskab for i fællesskab at hjælpe Danmarks marine liv. Det kulminerede i dag med H.K.H Kronprinsessens udsætning af seks sømrokker.

Sømrokken er i danske farvande gået tilbage med 80 procent over de seneste 60 år og det er problematisk, for som toprovdyr spiller den en vigtig rolle i havet ved at holde det øvrige marine liv i en sund balance.

De udsatte sømrokker er udstyret med et lille, nummeret mærke, som fiskere vil blive honoreret for at indberette i en database, hvis de får rokken i nettet. På den måde kan WWF Verdensnaturfonden og Kattegatcentret løbende blive klogere på rokkernes fangststed, tilvækst og bevægelsesmønstre.

Det vil give ny viden, der kan bruges i nye naturbeskyttende indsatser og som led i at udpege nye områder med beskyttet havnatur, hvilket i dag er en mangelvare.

Projektet er et godt eksempel på, hvordan ambitiøse samarbejder mellem NGO’er og virksomheder kan gavne naturen – og samtidig sætte fokus på nye forbrugsvaner og udviklingen af mere bæredygtige forretningsmodeller.

WWF’s generalsekretær, Bo Øksnebjerg, Country Manager ved H&M Denmark Cristel Friis-Mikkelsen og Kronprinsessen

En masse glade børn mødte frem for at hilse på kronprinsessen

H.K.H Kronprinsessen skal være med til at skabe større fascination omkring havnaturen herhjemme samt ny viden om rokkernes adfærd.