En lille rotte i en minivest snuser sig målrettet frem mellem kufferter og rygsække. For mange virker synet absurd: Et dyr, vi normalt forbinder med skrald og sygdom, på en mission. Rotten tilhører arten afrikansk kæmperotte, og den har i årtier bevist, at den kan hjælpe med at redde liv. I næsten 30 år har rotterne fundet skjulte landminer i krigshærgede lande som Cambodja, Angola og Mozambique. Ligesom de opdager sygdomme som tuberkulose i laboratorier.

Hver skridt, hvert lille skrab med poten er resultatet af træning, intelligens og en lugtesans, der overgår langt de fleste andre dyrs og menneskers. “Kæmperotten, der oprindelig stammer fra det sydlige Afrika, kan blive op til otte år. Men vi har set enkelte, der bliver op til 11 år,” fortæller forsker i adfærdsvidenskab Eduardo Reynoso. Han arbejder for APOPO, en NGO, der træner rotter og tager dem med i felten – senest for at hjælpe myndighederne i Tanzania med at finde illegalt handlede vilde dyr forsøgt smuglet ud af landet via lufthavne og færgehavne. “Illegal handel med vilde dyr er en kæmpe industri. En af de største i verden på over 23 milliarder dollars om året. Vi har trænet rotterne i at kunne lugte sig frem til alt fra de dybt truede skældyr til horn fra næsehorn og elfenben,” fortæller Eduardo Reynoso.

Belønningen giver motivation

Det tager omkring et år at træne en rotte. Træningen består af forskellige stadier, hvor rotten først og fremmest lærer, at den bliver belønnet, når den finder bestemte dufte og snuser til dem. Hvis den snuser til andre dufte, så udebliver belønningen i form af en godbid lavet af bananer, avokado og korn, som bliver givet gennem en lille sprøjte. “Herefter lærer vi den at indikere, at her er den duft, som vi gerne vil have den til at finde. Og her har vi faktisk trænet den til en smart metode, hvor den trykker på en lille knap på sin vest, som udløser en summende lyd,” fortæller Eduardo Reynoso.

I begyndelsen trænede de rotterne i laboratorier, men nu er de kommet så langt i træningen, at de øver sig i rigtige ‘arbejdssituationer’. Det vil sige i lufthavne, på togstationer og også på fragtcontainere. “Det smarte ved rotterne er, at de kan bevæge sig rundt i containere, der er pakket ret tæt. Steder, ingen mennesker eller hunde har mulighed for at klemme sig ind og undersøge.” Faktisk er rotternes lugtesans så knivskarp, at de ved at snuse til ventilationen uden på en container kan lugte, hvis der er gemt ulovlige dele af truede dyr indeni.

Hunde finder gift og dræbte dyr

Rotterne er ikke de eneste med næser, der er gode at have på sit hold i kampen mod dyrekriminalitet. I lande som Canada, Australien og New Zealand har der længe været tradition for at bruge hunde. Hundene bliver ligesom rotterne brugt i transitområder, men er også gode ude i naturen, hvor de kan sniffe sig frem til døde dyr, fortæller Christina Wolfe-Petre, som er projektleder på et wildlife crime-projekt for WWF, der både dækker Tyskland og Østrig.

Hun startede selv med at træne sine egne to hunde til denne disciplin for omkring fem år siden. Hundene er ikke i sig selv løsningen, men når vi arbejder med vores øjne og deres næser, så står vi stærkere,” forklarer Christina Wolfe-Petre.

Der er i øjeblikket fem aktive hunde hos WWF i Østrig, som bliver kaldt ud til assistance af politiet. Med omkring 60 sager om året, hvor dyr er blevet dræbt ulovligt, er hundene en vigtig hjælp. “Det store problem i forhold til drab af for eksempel rovfugle, oddere, bævere, los og ulve er i høj grad, at de aldrig bliver opdaget. Ligene ligger med andre ord og rådner op uden at blive fundet. Og dermed bliver forbrydelsen aldrig opdaget.“

Forskellige indsatser

Det kan forebyggende aktioner afhjælpe, forklarer Christina Wolfe-Petre. “Nogle gange laver vi særlige indsatser med hundene i samarbejde med politiet, hvor vi afsøger områder, som vi ved er såkaldte ‘wildlife hotspots’, hvor der lever mange af de arter, som er særligt udsatte. På den måde kan vi løbende holde øje med, om der sker kriminalitet. Og potentielt finde døde dyr.”

I andre tilfælde bliver hundene tilkaldt. “Politiet ringede, da de havde fundet en død rovfugl på en mark. I det tilfælde kom jeg ud med mine hunde for at afsøge området. Da politiet var ved at pakke sammen og tage hjem, trak mine hunde voldsomt for at undersøge en nærliggende mark. Og her fandt vi en masse forgiftede æg og endnu flere døde fugle,” fortæller Christina Wolfe-Petre, som med de nye beviser bidrog til, at der var nok bevismateriale, til at sagen kunne komme for retten.

Desværre vurderede domstolen, at der ikke var nok beviser til at knytte den tiltalte til forbrydelsen og dermed få ham dømt. Alligevel mener Christina Wolfe-Petre ikke, at hende og hundenes arbejde var spildt. “At en mistænkt kommer for retten, betyder i den grad noget. Det er i sig selv et pres at blive tiltalt og ende for en dommer. Jeg håber og tror bestemt, at sådan en oplevelse vil få mistænkte til at tænke sig om en anden gang. Og så sender det et signal til andre, der kan finde på lignende,” siger hun.

Fårene må ind fra bjerget

Motivet for at dræbe de vilde dyr er ofte tab af fortjeneste. “Det kan være en kyllingeopdrætter, der er træt af rovfugle. Hyrder, der får taget får eller jægere og fiskere, der synes, de får for meget konkurrence fra ræve, los og oddere,” fortæller Christina Wolfe-Petre. Det er en konflikt, der er kompleks, så WWF har sat ind på mange forskellige områder for at beskytte de vilde dyr. “Vi lægger selvfølgelig politisk pres for at sikre økonomisk støtte til forebyggende indsatser og kompensation til landmænd, der mister husdyr. Og så oplyser vi og tilbyder vejledning og støtte.” For eksempel har det i mange år været kutyme i Østrig at lade sine får græsse ubevogtet på bjerget hele sommeren.

“Her må vi finde nye løsninger, så fårene er beskyttet. Med vores viden i WWF om naturen og dyrenes adfærd kan vi hjælpe opdrætterne. Vi ved for eksempel, at der er særlige perioder, hvor de unge ulve forlader flokken og jager selv. Her går de efter de lette byttedyr. Så i den periode er det klogt at holde sine får på græs nede i lavlandet. Min pointe er, at der er masser af løsninger for fremtiden, så mennesker og dyr kan eksistere side om side i fred.” Tilbage til Eduardo Reynoso i Tanzania. Her sidder de otte rottetrænere og deres rotter klar til at komme ud af starthullerne. “Vi kan slet ikke vente med at finde smuglergods, beskytte de afrikanske naturområder og arter – og gøre livet surt for bagmændene.”