Af Maria Houen Andersen

Havskildpadden skal føle sig helt og aldeles tryg. Ellers vender den om med det samme. Du kan se sporet om morgenen i det endnu uberørte, hvide strandsand. Et bredt spor af havskildpaddens to luffer, der fører op på stranden for så at lave en u-vending tilbage mod havet igen. Den grønne skildpadde eller på dansk suppeskildpadden, som du kan finde både i Atlanterhavet, Stillehavet og det Indiske Ocean, kommer som kønsmoden hvert andet til tredje år tilbage til den strand, hvor den selv udklækkede. Men selvom den har tilbagelagt flere tusinde kilometer for at nå sin destination, er det langtfra sikkert, at æggene ender i en rede i det lune sand.

Vi holder vejret

Kenyas smukke kyststrækning starter i nord ved Lamu og fortsætter hele vejen ned til Tanzanias grænse. I mange millioner år har den været foretrukket ynglested for særligt suppeskildpadden, men oftere og oftere har den måtte vende om med uforrettet sag. Kunstigt lys fra hoteller, støj og affald på de kridhvide sandstrande har minimeret antallet af havskildpadder, der udklækker på denne strækning.

Heldigvis arbejder WWF sammen med lokale partnere på at vende den udvikling. Og det går faktisk rigtig godt. Det oplever vi ved selvsyn en sen nattetime i januar, hvor jeg og to andre danskere får lov at komme med ned til stranden ved byen Watamu for at overvære en havskildpadde lægge sine æg. Vi er egentlig i området, fordi vi næste dag skal interviewe Rosalia Neema Kahindi, som arbejder i organisationen Bahari Hai. En organisation, der i over to årtier har kæmpet for at beskytte havskildpadderne ved Kenyas kyst.

Denne nat får hun lov til at vise, hvordan WWF og Beckett-Fondens støtte helt konkret hjælper hendes arbejde. Et arbejde, som hun og resten af teamet udfører hver eneste dag og nat året rundt, hvor de overvåger og patruljerer op og ned ad kysten.

Vi flytter næsten alle reder for at sikre, at flest mulige æg klækker. Med et ud af 1.000 æg, der bliver til en voksen skildpadde, tæller hvert et lille æg.

Stille vidner til naturens mirakel

Vi mødes på den stille strand, hvor månen står helt rigtigt og skaber en gylden sti hen over det blanke, sorte hav. Klokken er lidt i 02, og vi sætter os sammen med Rosalia Kahindi og to andre fra Bahari Hai. Vi hvisker en kort hilsen og sætter os med armene omkring knæene og stirrer mod stjernerne. Havskildpadden har endnu ikke lagt sine æg, så vi kan ikke risikere den mindste form for forstyrrelse.

Vi sidder i stilhed indtil en af mændene prikker mig på ryggen og beder mig følge med. Vi lister med krum ryg – hvad der viser sige at være bagom havskildpadden, for at den ikke skal få færten af os – omkring seks meter længere op på stranden. Han signalerer, at jeg skal kravle resten af vejen. Forsigtigt møver jeg mig afsted over sandet, til han med flad hånd giver mig et stopsignal og peger frem for sig i mørket. Nu kan jeg både høre og se den. En overraskende høj og tung prusten lyder fra fordybningen foran mig, og jeg kan ane det mørke skjold på en stor havskildpadde. Den ligger helt stille og er i færd med at lægge sine runde, hvide æg. Kun et par dybe prust bryder af og til stilheden. Endnu en halv time går, og æggene er nu lagt. Havskildpadden basker bagud med lufferne og dækker sin redde med sand.

Håb i sandet

Alle ånder ligesom lettet op. Rosalia Kahindi og de to mænd arbejder hurtigt. De har tændt et rødt lys, som ikke forstyrrer havskildpadden så meget som hvidt lys. Rosalia Kahindi tager målebånd frem og måler havskildpadden. 117 centimeter fra luffe til luffe. Det er et pragteksemplar. De ved, at den er over 30 år gammel, da den først er kønsmoden som 30-årig. Men størrelsen indikerer, at den er endnu ældre. Over de næste 14 dage kommer den op på stranden fem til seks gange for at lægge sine æg. Omkring 100 hver gang. Det er vildt at tænke på, at der ud af de knap 650 æg måske kun ender med at være én enkelt lille havskildpadde, der lever, til den bliver voksen.

Æggene skal i sikkerhed

Nu trækker Rosalia Kahindi en metaltang frem og sætter en lille metalplade på skildpaddens ene luffe. På den måde kan de genkende den, når den forhåbentlig kommer igen om to til tre år. Hun taster alle data ind på en app på sin mobil-telefon. Det lysner så småt ude over havet. Vi er desværre nødt til at tage hjem for denne gang, men Rosalia Kahindi og teamets arbejde er langt fra færdigt. Så snart havskildpadden har forladt stranden, graver de æggene op og flytter dem nænsomt fra reden.

“Vi flytter æggene af to årsager,” fortæller Rosalia Kahindi. “Æggene skal en smule højere op på stranden, så de ikke bliver oversvømmet og risikerer at skylle ud i havet. Og så flytter vi dem også, så de får lidt skygge og ikke er så udsat i varmen.” Arbejdet stopper dog ikke her. Flere gange om dagen overvåger teamet reden for at sikre, at der ikke kommer nogen og stjæler æggene. Krybskytteri er et stort problem, for der er store summer at hente ved at sælge havskildpaddeæg. “Der er stadig en del overtro forbundet med æggene, som nogen mener, har helbredende egenskaber. Det er desværre gammel tradition at spise dem,” fortæller Rosalia Kahindi. Derfor skal alle rederne overvåges nøje. Klokken er omkring ni om morgenen, da det lille holds vagt er ovre. Nu er det hjem i seng.

En digital revolution

Da vi mødes på samme strand i fuld solskin næste dag, fortæller Rosalia Kahindi, at den nye app, som hun tastede alle havskildpaddens oplysninger ind i i nat, betyder alverdens for deres arbejde. Appen gør det nemlig muligt at indsamle præcise oplysninger om havskildpaddernes ynglesteder. Men det er ikke det eneste. “Den er også designet til at geolokalisere potentielle trusler for havskildpadder, som plastaffald, invasive planter, stranderosion og generende lys fra kystområder,” forklarer hun. “Med hjælp fra WWF og Beckett-Fonden har vi desuden trænet lokale frivillige i at bruge teknologien og over 35 grupper, der samarbejder om at bevare havskildpadder fra Lamu til Kwale, er involveret i overvågning og beskyttelse af strandene.”

Nyudklækkede havskildpadder kæmper sig gennem det bløde sand mod havets bølger.

En bæredygtig og lys fremtid

Alle de indsamlede data bliver centraliseret i en digital database, der gør det muligt for bevaringsteam og beslutningstagere at tage hensyn til ynglestederne, fortæller WWF landeansvarlig Aruwa Bendsen. “På den måde sikrer appen, at beslutninger bliver truffet med henblik på at passe på de sårbare ynglesteder. Og at veje, hoteller og anden aktivitet på kysten bliver bygget med hensyn til skildpadderne, så de kan vende tilbage til deres egen strand og lægge æg.” “Regeringen kan bruge dataene til at implementere løsninger, der passer til de lokale forhold. For eksempel kan de overveje naturbaserede løsninger for at modvirke stranderosion ved Watamu, eller patruljeringen kan øges på strande, hvor krybskytteri er en stor udfordring. På den måde beskytter vi både de voksne skildpadder, der vender tilbage for at lægge æg, og ungerne, der kravler mod havet.”

De lokale tjener penge på plastik

Men projektets anden dimension er mindst lige så vigtig. Al plastikken fra strandene bliver tænkt ind i en værdikæde, der kommer de lokale samfund til gavn, fortæller Aruwa Bendsen. “Vi har fundet aftagere til plastikken. Det er blandt andet virksomheder, der specialiserer sig i genanvendelse og genbrug af plastikaffald. De omdanner det indsamlede plastik til pellets, som kan bruges til alt fra møbler, plantekrukker eller opbevaringskasser til byggematerialer og fliser. Ja, sågar fodtøj og tasker.”

Læs mere om vores plastikprojekt Waste to Value

Ved at forbinde grupperne, der beskytter havskildpadderne med genanvendelsesindustrien og virksomheder, sikrer projektet ikke kun en renere natur, det skaber også økonomiske muligheder for lokalsamfundene, der kan tjene penge på at indsamle, bearbejde og sælge plastikaffaldet. “Projektet viser, hvordan teknologi, naturbaserede løsninger og cirkulær økonomi kan forenes for at beskytte naturen og skabe en bæredygtig fremtid for både dyr og mennesker,” siger Aruwa Bendsen. Tilbage på stranden er Rosalia Kahindi og resten af teamet fortrøstningsfulde. Hun forsikrer, at hun også om 10 år vil arbejde på selv samme strand. Men til den tid vil meget være forandret. “Det vil vrimle med havskildpadder igen, som da min bedstefar var en ung fisker. Og vi er allerede godt på vej.”

Tusind tak til Beckett-Fonden for at gøre projektet muligt og for den helt uundværlige støtte til Kenyas havskildpadder.

Læs mere om Beckett-Fonden her.

Artiklen er bragt i WWF Verdensnaturfondens magasin Levende Natur, marts 2025.