28/09/2026

Danskernes foretrukne ferieparadis er i fare

Det er levested for mere end ti procent af alle marine arter som hvidhajer, hvaler og havskildpadder. Desværre er hver fjerde art i danskernes solparadis dybt truet. Tag med WWF til Middelhavet, og bliv klogere på, hvordan vi redder havnaturen.

Det azurblå Middelhav, de hvide sandstrande og friskfanget fisk og skaldyr tiltrækker hvert eneste år hundredtusindvis af sol- og badeglade danskere. Spanien, Italien, Grækenland og Frankrig topper år efter år listen over danskernes foretrukne udenlandsrejsemål.

Det er dog ikke kun danskerne, der flokkes om Middelhavet. Faktisk er regionen hele verdens mest populære turistdestination, hvor flere end 300 millioner – svarende til en tredjedel af alle verdens turister – hvert år rejser til. Men der er en bagside af medaljen. Turisme udgør nemlig en selvstændig og hastigt voksende trussel mod arter og havnatur i Middelhavet.

Tag for eksempel de strandgæster, der i mere end 100 millioner år har lagt vejen forbi græske og italienske sandstrande længe før, der fandtes hoteller, strandbarer og liggestole. Der er naturligvis tale om havskildpadderne, som er udsat for et voksende pres fra masseturismen. Den græske ø Zakynthos’ sydlige kyst er et af havskildpadden uægte karettes vigtigste ynglesteder i hele Middelhavsområdet. Særligt den 550 meter lange Sekaniastrand er populær hos skildpadderne.

Der er bare det problem, at turisme skræmmer skildpadderne væk, forhindrer dem i at yngle og ødelægger reder. Presset fra stigende turisme fik i 1990’erne WWF til at søsætte en kampagne med det formål at opkøbe og beskytte stranden og havskildpadderne mod mennesker. Det lykkedes. Siden blev hele området erklæret strengt beskyttet af den græske regering, og i dag registreres der årligt over 1.000 reder på den korte strandstrækning.

Sværdfisken er tilbage

Sekaniastranden og havskildpadderne er et godt eksempel på, hvordan WWF arbejder i Middelhavet, mener Giuseppe Di Carlo. Han er direktør for WWF Middelhavet, der samler indsatser på tværs af de fleste Middelhavslande og giver havnaturen én samlet stemme.

“WWF er en helt unik organisation i den forstand, at vi gennemfører konkrete projekter i felten og samtidig arbejder med national, regional og global politik. Det er den afgørende faktor for vores succes: Vi starter med den lokale, konkrete forandring, der kan bruges til at vise politikerne, hvordan naturbevarende arbejde skal gøres.”

En af Giuseppe Di Carlos største sejre i spidsen for WWF Middelhavet er sværdfiskens fremgang. For få år siden skrabede bestanden af sværdfisk i Middelhavet bogstavelig talt bunden. Noget måtte gøres. WWF vidste, at fiskerne fangede og solgte unge sværdfisk stik imod reglerne. Udfordringen var bare, at ingen rigtig ville gøre noget ved det.

Det var lige indtil, en journalist dokumenterede problemet, og WWF kunne rejse til Bruxelles med billederne i hånden. EU-politikerne, der sætter rammerne for fiskeriet i hele unionen, kunne ikke komme udenom at handle. En genopretningsplan blev lynhurtigt sat i værk, og i dag er bestanden af sværdfisk i Middelhavet i markant bedring.

10 procent af alle marine arter

Middelhavet udgør mindre end én procent af verdenshavet, men er levested for mere end 10 procent af alle kendte marine arter. Havnaturen og det marine liv i Middelhavet er dog udsat for en perlerække af trusler, der betyder, at mere end hver fjerde art er truet af udryddelse, og bestande af havpattedyr er så godt som halveret på 50 år.

“Fiskeri er den største og mest direkte trussel mod havnaturen i Middelhavet. Det truer ikke bare fiskebestande, men også andre arter som hajer, rokker og havskildpadder, der blandt andet fanges som bifangst. Derudover er fiskeri med bundslæbende redskaber med til at skade havbunden og økosystemer som dybhavskoralrev, som dyrene er helt afhængige af,” forklarer Giuseppe Di Carlo.

Middelhavet er samtidig et af verdens mest trafikerede havområder. Hele 30 procent af verdens shipping til søs går over Middelhavet, og det forårsager flere former for forurening, der truer både økosystemer, dyr og mennesker.

“Shipping, krydstogtturisme og fiskeri forurener Middelhavet med olie- og kemikalieudslip, plastik og støj,” siger Giuseppe Di Carlo.

Plastik udgør 95 procent af alt affald, der flyder i Middelhavet, svarende til 200.000 tons plastik hvert år. Den farligste form for plastikforurening er tabte fiskenet, også kendt som spøgelsesnet. WWF arbejder derfor sammen med både fiskere, myndigheder og frivillige dykkerorganisationer om at tracke spøgelsesnet, fjerne dem og genbruge dem.

Ubudne gæster fra syd

Der er også en trussel, som er sværere at gøre noget ved, men som i stigende grad bekymrer manden, der i mere end ti år har stået i spidsen for kampen for Middelhavets havnatur.

“Klimaforandringer opvarmer Middelhavet hurtigere end noget andet havområde i verden, fordi det er indelukket, relativt småt og mange steder lavvandet. Varmere vand stresser arterne og hele balancen i havet, men det tiltrækker også invasive arter.”

Næsten 1.000 invasive arter er over årene vandret ind i Middelhavet fra Det Røde Hav og Det Indiske Ocean, primært via Suezkanalen. Indtil for ganske nylig var Middelhavets farvande for kolde til langt de fleste af dem. Men nu trives mange af arterne i det varmere vand og spreder sig mod nord og vest, hvor de fortrænger hjemmehørende dyrearter og skader deres levesteder.

Mere end en fjerdedel af Middelhavets arter er endemiske, hvilket vil sige, at de kun lever her og ingen andre steder i verden. Det gør også arterne ekstra sårbare over for trusler og invasive arter.

Kritisk truede arter i fremgang

Englehajen, afrikansk ørnerokke og middelhavsmunkesælen har udover deres yderst specielle og karakteristiske navne det til fælles, at de er blandt Middelhavets kritisk truede arter. Giuseppe di Carlo har i årtier kæmpet for at redde naturen og særligt de allermest truede arter i Middelhavet. Derfor er han også håbefuld, når det kommer til deres fremtid.

“Middelhavsmunkesælen er kritisk truet, men den er også en succeshistorie. For bare få årtier siden var der kun få hundrede, og i dag er bestanden vokset så betydeligt, at der nu lever over 600 i det nordøstlige græske øhav og omkring Cypern,” fortæller han.

I årevis troede man, at englehajen var regionalt uddød i Middelhavet, indtil fiskere for få år siden fik et eksemplar i nettet ud for Kroatiens kyst. Nu arbejder WWF sammen med lokale partnere for at genoprette bestanden.

Den afrikanske ørnerokke, hvis bestand er gået tilbage med over 80 procent siden 1980’erne, er ofte udsat for bifangst, men WWF kæmper blandt andet for at beskytte rokkens vigtigste leve-, yngle- og opvækstområder.

Italien er hotspot for hajkød

Måske kommer det som en overraskelse, at du under din badeferie til det blå og lokkende Middelhav deler havvand med hele 40 forskellige hajarter. 29 af dem er truede, herunder hvidhajen, der findes i en meget lille og kritisk truet bestand i det sydlige Middelhav. Faktisk betegner Den Internationale Naturbevarelsesorganisation (IUCN) Middelhavet som ét af de farligste steder i verden at være haj.

“Hajer risikerer at forsvinde fra Middelhavet, selvom de har været en del af vores hav siden før dinosaurernes tid. De er vigtige for hele balancen i økosystemet, og derfor er vi nødt til at sikre, at hajer også findes i Middelhavet i fremtiden,” siger Giuseppe di Carlo.

De fleste hajer fanges i Libyen og Tunesien, der ifølge en WWF-rapport fanger over 8.000 tons hajer om året tilsammen. Herfra sælges de videre til andre markeder. Italien er ét af verdens største markeder for hajkød, som ofte fejlagtigt mærkes som sværdfisk. De hajarter, der spises mest i Italien, er blåhaj og sildehaj, som begge er kritisk truede i Middelhavet.

Derfor arbejder WWF blandt andet sammen med myndigheder og fiskere på tværs af regionen for at indføre elektroniske overvågningssystemer, som kan levere præcise data om fiskeri og bifangst, så det bliver lettere at spore ulovligt hajfiskeri og -salg.

Verdens næststørste dyr er i fare

2002 er en milepæl for Middelhavet og indsatsen for havets arter og natur. Her blev et område på to gange Danmarks størrelse nemlig erklæret fredet af Frankrig, Italien og Monaco ud for landenes kyster og helt ned til Sardiniens nordlige kyst. Det er blandt andet et af finhvalens – verdens næststørste dyr – foretrukne områder at opholde sig i om sommeren, hvor der er masser af føde at finde her.

Problemet er bare, at også turister flokkes til området i krydstogtskibe, yachts og sejlbåde i sommermånederne, og det medfører en risiko for sammenstød, der er over tre gange så høj som i resten af Middelhavet. 40 truede finhvaler bliver hvert eneste år dræbt i sammenstød med både i Middelhavet.

“Kampen om pladsen mellem os og dyrelivet er steget voldsomt og vil fortsætte med at stige i fremtiden. Derfor har vi brug for effektive metoder til at forhindre døden for alt for mange hvaler i Middelhavet,” siger Giuseppe Di Carlo.

Selvom samarbejdet om det fredede område er en god idé, så viser manglen på reel beskyttelse af områdets dyreliv også, at det kan være svært at gennemføre i praksis. Men det kan lade sig gøre at forhindre sammenstød mellem skibe og hvaler. I samarbejde med DFDS var WWF i 2024 med til at omlægge skibsruter og sænke farten for skibe i den Hellenske Grav i Middelhavet, som er et vigtigt område for den truede kaskelothval. Med en forlænget rejsetid på mindre end en halv time er indsatsen med til at mindske risikoen for påsejling væsentligt.

En håbefuld fremtid for Middelhavet

Trods omfanget af truede arter og trusler mod det marine liv er Giuseppe Di Carlo som manden i spidsen for WWF’s naturbevarende indsatser på tværs af Middelhavet ikke en mand, der ligger søvnløs om natten.

“Alt taget i betragtning, så er jeg positiv og håbefuld for Middelhavets fremtid. Jeg har set den positive forandring ske med mine egne øjne særligt de sidste et til 15 år. Truslerne og bekymringerne er der selvfølgelig stadigvæk, men jeg ser også en stigende bevidsthed på tværs af sektorer om vigtigheden af biodiversitet og beskyttelse af det marine liv.”

Men det er også naturen selv, der giver Giuseppe Di Carlo håb: “Jeg har set, hvor modstandsdygtige økosystemer og arter er. Bedst som vi tror, de har tabt kampen, så vender de tilbage. Når bare vi giver dem lov.”

 

Tre gode råd til dig, der er turist ved Middelhavet:

1. Vælg hoteller, turistture og andre aktiviteter, der tager ansvar for miljøet og minimerer aftrykket på naturen. Spørg, hvis du er i tvivl.

2. Begræns forbruget af vand og elektricitet særligt i sommeren, hvor der er stort pres på ressourcerne.

3. Reducér dit plastik- og affaldsforbrug ved at undgå engangsprodukter. Smid aldrig affald i naturen.