Anbefalinger til hele familien
Læs vores anbefalinger til, hvordan du (også) kan opleve naturen den kommende tid.


LÆS: 250 planter og dyr i Danmark
Har du nogensinde set en lille pupperøver? Hvad med en panter-fluesvamp? Hvornår kan årets første sommerfugle opleves, og hvad spiser et pindsvin egentlig til aftensmad? Biolog og naturformidler Anders Kofoed har skrevet en formidabel bog for hele familien om den natur, der findes lige uden for din hoveddør – i haven, skoven, søen og byen. Bogen giver et fantastisk indblik i, hvor fascinerende selv de mest almindelige arter er, og giver samtidig de kommende generationer et sprog for naturen.
ANDERS KOFOEDS STORE BOG OM NATUREN
Anders Kofoed, Lindhardt & Ringhof
SE: Tal med dyrene
Kan vi forstå dyrene? Måske endda tale med dem? Det kan mennesker i en spritny Pixar-film, hvor forskere løser koden til at blive en del af dyrenes verden og dermed blive klogere på dens mange mysterier.
MISSION: BÆVER, PIXAR
I biograferne fra 5. marts 2026
OPLEV: Byer og biodiversitet i børnehøjde
Lad natur og arkitektur smelte sammen, når I besøger Dansk Arkitektur Center, der netop nu sætter fokus på, hvordan vi forener byer og bygninger med bedre betingelser for biodiversitet. For mens vi mennesker er blevet flere og optager mere plads på planeten end nogensinde før, så er naturens og arternes tilbagegang blot forværret år for år. Børnene kan følge udstillingens særlige børnespor, hvor I kan ånde med træerne, tegne vilde dyr og bygge jeres helt eget hjem til dem! Udstillingen er en oplagt mulighed for en samtale i børnehøjde om, hvordan vi giver naturen plads i vores fælles fremtid.
AGE OF NATURE, DANSK ARKITEKTUR CENTER (DAC)
Udstillingen kan opleves indtil 17. maj 2026


