Den 28. marts har Danmark opbrugt sine naturlige ressourcer for 2023 som et af de første lande i verden. Dagen er kendt som ‘Overshoot Day’. Og resten af året bruger vi flere ressourcer, end Jorden naturligt kan nå at genskabe. Fra og med den 28. marts er det derfor i teorien slut med at bygge nyt, fælde træer og fange fisk.
WWF Verdensnaturfonden arbejder sammen med myndigheder og virksomheder overalt i verden for at begrænse det menneskeskabte fodaftryk på naturen, men også som forbruger kan du gøre meget for at mindske belastningen på jordens ressourcer. Se her, hvad du selv kan gøre for at bringe forbruget i Danmark ned.
Tænk, før du køber nyt. Køb og sælg brugt, og send dine gamle ting til genanvendelse, når du ikke har brug for dem længere. Reparér dine ting i stedet for at købe nyt. Det koster op imod 1.400 liter vand at producere en enkelt t-shirt, så der er mange ressourcer at spare, hvis du køber og sælger brugte ting.
Skær ned på affald og plastik. Danmark er et af de lande, der producerer mest husholdningsaffald per indbygger. Drop varer, der er unødigt pakket ind i emballage, og sortér eller genanvend dit affald. I snit smider hver dansker 33 kilo plast i skraldespanden hvert eneste år. Find bæredygtige alternativer til engangsplastikken, og få masser af andre gode plastikråd her.
Spis flere grønsager, mindre kød og mindsk madspild. Fødevarer er skyld i knap 60 procent af det globale tab af biodiversitet. Du kan derfor spare på naturens ressourcer, hvis du tænker over, hvad du spiser. Spis mere grønt og mindre kød, og køb gerne bæredygtig, lokalt produceret mad – og vælg fisk, der er fanget med bæredygtige redskaber, og arter, der ikke er overfiskede. Se, om fisken er bæredygtig fanget i WWF’s fiskeguide.
Tænk derfor over, hvordan du rejser og transporterer dig klimavenligt. Benyt offentlig transport i stedet din egen bil, hvis du kan, og overvej at tage toget på ferie i stedet for at køre selv.
Flere og flere pensionsselskaber er begyndt at tænke biodiversitet ind i deres investeringsstrategi. Vil du gerne leve klimavenligt – eller hvis du allerede gør en aktiv indsats – kan du med fordel vælge en grøn pensionsopsparing. Det kan samtidig være en god forretning. Få gode råd til en grønnere pensionsopsparing her.
Danmark har det 15. højeste forbrug i verden målt per indbygger. Vi har tidligere ligget endnu højere på listen. Det betyder desværre ikke, at Danmark har forbedret sig men derimod, at de andre lande har øget deres forbrug markant.
Samtidig betyder vores forbrug, at det ville kræve over fire jordkloder, hvis alle levede som i Danmark.
“Vi har vænnet os til at have et markant overforbrug af Jordens ressourcer, som truer naturen og biodiversiteten. Det er vigtigt, at vi er bevidste om det, så vi kan træffe de rette beslutninger og omstille os, så vi igen lever i balance med naturen,” siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.
Den private tænketank Global Footprint Network udregner hvert år datoen for Overshoot Day i Danmark og resten af verden. Regnestykket bag modellen er kompliceret. Data stammer primært fra FN’s opgørelse over jordens ressourcer og vores forbrug.
Beregningen viser, hvornår efterspørgslen på naturens ressourcer – det økologiske fodaftryk – overstiger, hvad jorden kan nå at genskabe samme år – dens biokapacitet. Læs mere om udregningen bag Overshoot Day her.