Et intelligent dyr
Ulven kan veje op til 80 kilo. Den er et meget intelligent dyr, og den er utrolig dygtig til at klare sig i mange forskellige slags områder. Den findes blandt andet i Nordamerika, Grønland, Europa og Sibirien. Efter at den uddøde i Danmark for 200 år siden, er der atter kommet ulve i Danmark, men kun enkelte steder i Jylland.
Ulve lever og jager i flok. Sammen kan de nedlægge byttedyr, der er mange gange større end dem selv, såsom bisonokser, elge, moskusokser og rensdyr. En ulv kan trave 200 kilometer på en dag. Ulve jager især store dyr om vinteren. Om sommeren lever de mest af smådyr som kaniner, harer, mus og fugle.
En ulveflok har typisk fem til 15 medlemmer, men kan have mange flere. Normalt består en flok af et forældrepar og deres afkom, så alle de yngre medlemmer af en flok er derfor søskende. Efter en jagt tager alle voksne familiemedlemmer mad med hjem til de små i hulen.
Når ungerne er store nok til at kunne følge med de voksne, bliver de taget med ud på jagt, men de deltager ikke i selve jagten, før de er omkring otte måneder gamle. I modsætning til løver får ulveungerne lov til at spise først af et byttedyr. Når en ung ulv selv bliver parat til at få unger, forlader den sin familie for at lede efter en mage og finde sig sit eget territorium.
Fordi ulve kan tage husdyr, er de altid blevet forfulgt og dræbt af mennesket, og de er blevet udryddet i størstedelen af deres tidligere leveområde. Den anden store trussel mod ulve er, at deres levesteder bliver ødelagt, når mennesker laver naturen om til landbrugsområder eller bebyggelse.