12/10/2022

Levende Natur, oktober 2022

I år fylder WWF Verdensnaturfonden 50 år. I 50 år har vi sammen med danskerne kæmpet for klodens vilde dyr og natur. Sammen har vi vendt udviklingen for bjerggorillaerne, tigerne, pandaerne og mange flere arter og naturområder over hele kloden. Det markerer vi ved at fejre vores mange sejre for naturen i denne udgave af Levende Natur.

Her ser vi blandt andet på den positive udvikling for bjerggorillaer i Øst- og Centralafrika, hvordan vi har sikret, at den smukke monarksommerfugl kan vandre frit, og hvordan vi samarbejder med 30 store byer i hele verden for at forhindre, at byernes plastik ender i havene.

Det er også i dette nummer, du får et skræmmende indblik i, hvordan det står til i Amazonas regnskoven. Skovbrandene hærger i Amazonas hvert eneste år og kæmpestore områder bliver ryddet for træer. Det er nu, vi for alvor skal kæmpe for regnskoven og huske på, hvor livsvigtig den er for alle os mennesker, de vilde dyr og naturen.

Hvordan ser verden ud, hvis vi kigger 50 år frem? Det spår fem af vores eksperter om. Om 50 år vil vi fange flere og større fisk i de danske farvande, have en vildere natur med en rig biodiversitet og renere luft og et klima i balance. Alt det afhænger dog af, at vi træffer de rigtig valg for naturen. Læs mere på side 10.

Vores 50-års fødselsdag er ikke kun en anledning til at se tilbage på alle de resultater, vi har skabt sammen. Det er også et vidnesbyrd om, at kampen ikke er slut. At der er meget mere tilbage at kæmpe for. Og at vi sammen gør en verden til forskel.

Tak for din støtte og rigtig god læselyst

Maria Houen Andersen
Redaktør, WWF Verdensnaturfonden