01/10/2019

Levende Natur, oktober 2019

I denne måned har vi sat pris på naturen. Bogstaveligt talt. Hvert år trækker vi nemlig 833.750.000.000.000 danske kroner ud af naturen omkring os. Det er simpelthen værdien af alle de fisk, træer, frugter, rent vand, klimaregulering og meget, meget mere, som naturen giver os – og som vi bare tager for givet. Og det er bare rå økonomi. For regnestykket tager ikke naturens skønhed og kulturelle betydning med. Når WWF alligevel har valgt at regne naturens værdi ud, er det fordi, at den er under pres. Læs med og bliv klogere på, hvorfor det er så vigtigt, at vi stopper med at drive rovdrift på alle naturens gratis gaver. Hvad kræver det egentlig for en art at blive anerkendt? Og hvem får lov til at navngive de op til 20.000 nye arter, som vi hvert år beskriver? Få svarene og mød Henrik Enghoff, der blandt andet har navngivet et nyt tusindben ‘Det lyserøde dragetusindben’.

Læs også om, hvordan WWF lige nu kæmper for at hjælpe gibbon-aberne i Myanmar. Inden 2030 skal hele befolkningen være tilknyttet det nationale elnet, og det kan blive en dødsdom for de aber, der svinger sig i kablerne. Rigtig god læselyst!

Med venlige hilsener
Maria Houen Redaktør, WWF Verdensnaturfonden