01/10/2017

Levende Natur, oktober 2017

Verdens smukke tigre er truede. WWF kæmper under overskriften “Kvit eller dobbelt?” for, at antallet af vilde tigre bliver fordoblet inden 2022 – og der skal kæmpes hårdt og hurtigt, hvis de store kattedyr ikke skal ende med at forsvinde helt fra jordens overflade.

Den kriminelle handel med dyr er desværre ikke fortid. Den finder sted hver eneste uge – også i Danmark. Den bliver kontrolleret af de samme kriminelle netværk, der også excellerer i smugling af narko og våben, og som styrer den omfattende trafficking af kvinder.

Mange steder i verden slår myndighederne knaldhårdt ned på smuglerne. Det har flyttet de kriminelles hovedkvarterer alarmerende tæt på Danmark. Senest blev et kæmpe netværk optrevlet i Berlin få hundrede kilometer fra den danske grænse.

Resten af Europa har svaret ved at øge straffene for såkaldt wildlife crime. Men i Danmark sker ingenting, og vi er langsomt blevet bundskraber i kampen mod de kriminelle netværk. Derfor kæmper WWF lige nu for at sikre, at politiet i Danmark har alle de værktøjer, det behøver for at forhindre disse grusomme overgreb mod verdens sjældne dyr. Danmark skal ikke være dyresmuglernes nye fristed og paradis.