20-ÅRIGT PARTNERSKAB SKAL SIKRE VERDENS SKOVE

VELUX Gruppen og WWF Verdensnaturfonden lancerede i september 2020 et ambitiøst 20-årigt partnerskab, der forpligter virksomheden til at tage ansvar for dets historiske udledninger.

Naturen er i krise, og klimaforandringer er en af de største udfordringer menneskeheden har skullet overkomme. Samtidigt er biodiversiteten i kraftig tilbagegang globalt set, og bestandene af fisk, fugle, pattedyr, padder og krybdyr er samlet set faldet med 69 procent siden 1970 (kilde: WWF Living Planet Report 2022).

Derfor er der et stort behov for ambitiøse handlinger fra både regeringer og virksomheder, hvis vi skal nå ambitionerne fra Parisaftalen og skabe en bæredygtig fremtid for de kommende generationer. Det er netop det, som det 20-årige partnerskab sigter efter gennem skovbevarende- og genoprettende projekter rundt om i verden. Formålet med projektet er ligeledes at forbedre biodiversiteten og levevilkårene for lokale samfund.

ET INSPIRERENDE PARTNERSKAB

VELUX Gruppens initiativ til klimahandling indebærer, at virksomheden tager ansvar for dets historiske CO2-aftryk siden koncernens grundlæggelse i 1941.

Med dette partnerskab har VELUX Gruppen forpligtet sig til at reducere og fjerne mindst 4,5 millioner tons CO2 gennem finansiering af skovprojekter udviklet og leveret af WWF Verdensnaturfonden. Det er partnerskabets ambition at bidrage de verificerede CO2-reduktioner til værtslandenes klimaforpligtelser. Det betyder, at den verificerede CO2-reduktion ikke vil blive solgt eller brugt til udligning af VELUX Gruppens eller andre virksomheders CO2-udledning.

Partnerskabet mellem VELUX Gruppen og WWF Verdensnaturfonden rækker udover VELUX Gruppens bæredygtighedsambitioner, hvor virksomheden blandt andet har forpligtet sig til at reducere emissionerne fra sin egen produktion med 100 procent og og halvere udledninger fra værdikæden inden 2030, i overensstemmelse med Parisaftalens mest ambitiøse 1,5°C målsætning gennem Science Based Target-initiativet.

WWF Verdensnaturfonden ønsker at sprede håb og at inspirere andre virksomheder til at følge VELUX Gruppens eksempel og tage ansvar for deres CO2-aftryk.

PARTNERSKABETS SKOVPROJEKTER

Partnerskabet mellem WWF Verdensnaturfonden og VELUX Gruppen består af foreløbigt tre skovprojekter i henholdsvis Uganda, Madagaskar og Vietnam, som tilsammen har et mål om at beskytte over 90.000 hektar tropisk skov og samtidigt genoprette over 10.000 hektar naturlig, tropisk skov. Det svarer tilsammen til et område på 1.000 km2 eller et område svarende til lidt mindre end Lolland.

Læs mere om projekterne herunder.

SKOVGENOPRETNING OG SKOVBESKYTTELSE I UGANDA

Partnerskabets første skovprojekt befinder sig i den ugandiske del af Albertinekløften – et af verdens vigtigste biodiversitetshotspots. Dette område er ramt af massiv skovrydning grundet blandt andet lokalbefolkningens behov for landbrugsjord, trævarer og brænde.

Projektet i Uganda har derfor fokus på genopretning af den degraderede skov, plantning af ny skov samt beskyttelse af de eksisterende naturlige skovområder. Dette skal ske gennem en bred vifte af initiativer og i samarbejde med lokalsamfundene, og projektet forventes at reducere og fjerne op mod 1 million ton CO2.

Implementering af projektet begyndte i 2022 i og omkring fire skovreservater. Indtil videre er genopretning af 700 hektar skov påbegyndt, svarende til 26 procent af det samlede areal projektet forventer at genoprette. Dette sker ved at unge træer plantes mellem de tilbageværende træer i projektområder. Derudover, er der blevet igangsat aktiviteter, der skal understøtte og forbedre lokalbefolkningens levevilkår, herunder biavl, svampedyrkning og bæredygtige alternativer til trævarer og brænde.

GENOPRETNING OG BESKYTTELSE AF MADAGASKARS GRØNNE KYSTER

Partnerskabets andet skovprojekt befinder sig i Manambolo-Tsiribihina-landskabets mangrove på Madagaskars vestlige kyst – et område klassificeret som et vådområde af international vigtighed grundet dets unikke biodiversitet.

Mangroven er essentiel for lokalbefolkningens levebrød og -vilkår idet den blandt andet understøtter områdets primære indkomstkilde, fiskeri, samt beskytter og øger lokalsamfundets modstandsdygtighed mod de stormfloder og cykloner kysten rammes af. Derudover er mangroven hjem for mindst 18 truede dyrearter. På trods af dette er området påvirket af skovrydning.

Projektet, som blev lanceret i 2023, har derfor fokus på genopretning og beskyttelse af mangroven og dets økosystem, og forventes at reducere og fjerne op mod 0,5 million tons CO2. Dette indebærer blandt andet plantning af træer, som vil bidrage til at beskytte kystområdet, forbedre habitater for fiskeyngel og forbedre både lokalsamfundets levevilkår og områdets fauna.

GENOPRETNING AF VIETNAMS STILLE SKOVE

Partnerskabet tredje skovprojekt ligger i Quang Nam-provinsens Annamites-landskab i det bjergrige og centrale Vietnam. Det biodiversitetsrige område er hjem for 64 arter af pattedyr inklusiv et af verdens mest sjældne, saolaen (Pseudoryx nghetinhensis).

Dog præges området af skovrydning og krybskytteri, som både truer områdets flora og fauna samt lokalbefolkningens levevilkår. Gennem genopretning af skoven, fokuserer projektet derfor på at skabe en mere sammenhængende natur for regionens rige flora og fauna samtidig med at have fokus på initiativer, der bidrager til at reducere krybskytteri. Projektet forventes at reducere og fjerne op mod 2 millioner tons CO2.

Skovprojektet vil desuden understøtte og forbedre lokalbefolkningens levevilkår. Dette vil blandt andet ske gennem kapacitetsopbygning i bæredygtige landbrugspraksisser, som fx bæredygtig produktion af medicinske planter under den oprindelige skovs løvtag.

GAMLE TRÆER - NYE IDEER

Verden står overfor både en klimakrise og en biodiversitetskrise, som kun forværres af den fortsatte skovrydning verden oplever. Ifølge FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO, går 100.000 km2 skov tabt hvert år – det svarer til et område lidt mindre end Island.

Heldigvis er naturen og skovene selv en del af løsningen på udfordringerne. Skove bidrager til at holde klimaet stabilt ved at absorbere CO2, frigive ilt, regulere vandstrømme og forbedre vandkvalitet. Samtidigt er skovene hjem for mere end halvdelen af alle arter der findes på landjorden og for det liv, der er med til at holde økosystemer i gang. Derfor er sunde og sammenhængende skove essentielle for både planeten og menneskeheden.

NATUREN ER EN DEL AF SVARET PÅ KLIMAKRISEN

BBC StoryWorks rejste i foråret 2022 til Uganda for at se nærmere på det skovprojekt, som WWF Verdensnaturfonden har etableret som en del af partnerskabet med VELUX Gruppen. Her så de, hvordan anvendelse af naturens egne egenskaber kan bidrage til at løse både klimaforandringerne, tab af biodiversitet og den ulige udvikling på en og samme tid.
Videoen indgår i serien Age of Change: The Business of Survival (Forandringens tidsalder), som giver et spændende indblik i, hvordan virksomheder og organisationer verden over forsøger at tilpasse sig til en verden i forandring. Serien er produceret af BBC StoryWorks Commercial Productions. Se mere på BBC Age of Change – the business of survival.

NØGLEN TIL SUCCES ER LOKAL VIDEN

Erfaringerne fra over 50 års naturbevarende arbejde viser, at robuste og varige løsninger skal tage udgangspunkt i lokalsamfundenes viden om skoven og miljøet. Dette giver desuden også virksomhederne de stærkeste forudsætninger for de mest holdbare projekter. Dertil er projekter der fokuserer på genoprettelse og beskyttelse både en hurtigere og mere varig løsning at bevare og øge verdens skovdække i forhold til blot at plante ny skov.

PARTNERSKABER FOR EN BÆREDYGTIG FREMTID

Private virksomheder spiller en central rolle for verdens bæredygtige fremtid. Vi samarbejder med virksomheder for at skabe langsigtede resultater, der giver værdi – for både virksomheden og naturen.

Vi går altid positivt og konstruktivt ind i et samarbejde med en virksomhed. Vores samarbejde bygger på, at vi sammen vil gøre en forskel for det pres, som verdens natur lider under. Samarbejdsformen finder vi i fællesskab – ud fra størrelsen på din virksomhed og dens aftryk på planeten.

WWF har stærke eksperter på råstoffer som fx soja, palmeolie og træ. På store skovprojekter og klima. På biodiversitet, ferskvand og en lang række andre områder. Hvis eksperterne ikke findes i Danmark, så findes de helt sikkert blandt WWF’s 6.000 medarbejdere rundt om i verden.