Klimahandling i den danske pensionssektor
2020 har været fyldt med markedsføringskampagner af pensionsselskabernes nye grønne klimaprodukter. Men hvor grønne er pensionsselskabers samlede investeringsformuer egentlig, når det kommer til stykket? Det svarer WWF Verdensnaturfonden på i ny omfattende analyse af pensionsselskabernes klimafokus, hvor blandt andet Topdanmark og Velliv er at finde blandt bundskraberne, mens PKA fortsat er sektorens grønne frontløber.
Årets pensionsrapport fra WWF Verdensnaturfonden er den sjette i rækken og den mest omfattende til dato, der undersøger de 16 største danske pensionsselskabers klimafokus. For at sætte en tyk streg under behovet for handling her og nu, har WWF Verdensnaturfonden sat øget fokus på pensionsselskabernes faktiske økonomiske aktiviteter og engagement i at drive den grønne agenda. Sammenholdt med målsætninger for grønne investeringer, strategier for aktivt ejerskab og fossilt frasalg samt transparens udpeger rapporten igen i år PKA som førende i sektoren sammen med AkademikerPension, der i år er næstbedst på klimafronten.
”Årets klimaanalyse af pensionskasserne, skiller virkeligt fårene fra bukkene. PKA har lagt afstand til de andre selskaber, fordi de har mange grønne investeringer, ligesom de har lovet at frasælge alle aktier i kul-, olie- og gasvirksomheder, der ikke efterlever Parisaftalen, ved udgangen af 2022. I den anden ende af skalaen er det skuffende, at for eksempel Topdanmark og Velliv fortsat ikke mener, at klima bør spille en større rolle i den måde, de forvalter danskernes penge på,” siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.