Sultne isbjørne betyder sammenstød mellem mennesker og dyr med fatale konsekvenser til følge. Projekt Isbjørneberedskab sørger for, at borgere i Grønland får de rette redskaber og uddannelse, så isbjørne ikke bliver skudt i selvforsvar.
Klimakrisen rammer Arktis tre gange hårdere end resten af verden og de dyr, der er afhængige af havisen, lider. Isen smelter tidligere på året og lægger sig senere. I Baffinbugten betyder det, at isbjørnene bliver tvunget på land over en måned længere end i 90’erne, imens de venter på muligheden for igen at kunne jage sæler på isen. Indtil da er isbjørnene tvunget til at søge føde andre steder, og her er bostederne oplagte. I hele Arktis stiger antallet af farlige situation mellem isbjørne og mennesker. I enkelte tilfælde har det medført tab af menneskeliv og ofte medfører det, at isbjørnene bliver nedlagt.
WWF vil med projektet Isbjørneberedskab uddanne og udstyre fem til ti særligt udsatte lokalsamfund i Grønland. Med nyt udstyr og den rette viden kan befolkningen opdage og skræmme nærgående isbjørne væk og på den måde beskytte både mennesker og isbjørne
En del af indsatsen handler om oplysning, så de lokale ved, hvordan de kan begrænse de lugtkilder, der tiltrækker isbjørnene, og hermed forbygge nogle af de farlige situationer.
Projektet skal på sigt danne grundlag og viden, så isbjørneberedskabet kan blive udbredt til endnu flere bosteder. Erfaringerne vil skabe værdi for både beslutningstagere i Grønland og generelt for konflikthåndtering mellem isbjørne og mennesker i hele Arktis.
Projektet er støttet af Beckett Fonden, Karen Krieger-Fonden, Dronning Magrethes og Prins Henriks Fond. Fonden af 24. december, Inger og Skjold Burnes Fond, Den Grønlandske Fond og Steen Daugaard fond.