04/11/2025

WWF skruer op for ambitionerne: Vil indgå flere partnerskaber med erhvervslivet

Danske virksomheder sætter et stort aftryk på naturen, både herhjemme og globalt. Derfor vil WWF Verdensnaturfonden nu fokusere endnu mere på samarbejder med virksomheder, for kun i fællesskab kan vi løse naturkrisen.

Ifølge World Economic Forum udgør tab af biodiversitet en af de største globale økonomiske risici over de næste ti år. Derfor er det helt afgørende, at danske virksomheder arbejder aktivt med biodiversitet.

WWF Verdensnaturfonden har i mange år arbejdet tæt sammen med nogle af Danmarks største virksomheder for at skabe langsigtede resultater, der giver værdi – for både virksomheden og naturen. Nu opruster naturorganisationen internt med den klare ambition at få endnu flere danske virksomheder til at arbejde fokuseret med natur og biodiversitet.

”Vi oplever fra både virksomheder og fonde en stor vilje til at handle på natur, klima og biodiversitet. De ønsker både at reducere deres fodaftryk på naturen, investere i bæredygtighed og igangsætte naturbevarende projekter. For at kunne hjælpe dem bedst muligt med at fremtidssikre deres virksomheder styrker vi nu vores interne set-up for virksomhedssamarbejder,” siger Mikkel Aarø-Hansen, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Ny direktør for partnerskaber

Inden for den nærmeste fremtid vil WWF ansætte en ny direktør for partnerskaber, mens den nuværende direktør, Ajs Dam, får en ny rolle som Head of Corporate Outreach, der kan skabe endnu flere kontakter til og partnerskaber med virksomheder.

Her vil der være fokus på at bygge bro mellem WWF’s viden og ekspertise og de større virksomheders behov med det formål at etablere langsigtede partnerskaber, der gør en forskel for naturen.

”Når naturen forsvinder, står mange danske virksomheder i en sårbar situation, men de har til gengæld mulighed for at stå ekstra stærkt over for både investorer, kunder og medarbejdere, hvis de formår at handle ambitiøst og takle tilbagegangen i biodiversitet. Derfor vil vi med vores strategiske partnerskaber hjælpe virksomheder med at identificere og adressere risici og muligheder, udvikle biodiversitetsstrategier og sikre lokal forankring og legitimitet,” siger Ajs Dam.

Biodiversitet er en god forretning

WWF Verdensnaturfonden og Bain & Company har tidligere udgivet en fælles rapport, der på baggrund af snakke med 44 af de største danske virksomheder gjorde status på virksomhedernes arbejde med biodiversitet. Rapporten viste blandt andet:

  • Danske virksomheder påvirker biodiversiteten på flere områder. Det sker primært via deres globale værdikæde, men også i en dansk sammenhæng.
  • Cirka 70 procent af de danske virksomheder ser biodiversitetstab som en trussel mod deres forretning, men kun 10 procent af dem har sat konkrete mål til at adresse krisen.

Hvis vi ikke gør noget for at stoppe naturødelæggelsen inden 2030, kan det risikere at påvirke halvdelen af den globale BNP, som er afhængig af naturens ressourcer.