WWF indgår strategisk partnerskab med Udenrigsministeriet i det globale syd og Ukraine
Regeringen løfter de strategiske og flerårige partnerskaber med civilsamfundet. Med et fornyet partnerskab med Udenrigsministeriet over fem år vil WWF Verdensnaturfonden fortsat arbejde med naturbaserede løsninger til gavn for mennesker, natur og klima i partnerlande i Afrika, Asien og som noget nyt også Ukraine.


Som en del af den nye udviklingspolitiske strategi indgår Udenrigsministeriet 19 strategiske partnerskaber med civilsamfundsorganisationer og erhvervsorganisationer, herunder WWF Verdensnaturfonden.
Over hele verden arbejder WWF for at bevare og genoprette vitale økosystemer for at styrke biodiversiteten og samtidig bidrage til alt fra rent drikkevand og fødevarer til klimasikring og indtjening for milliarder af mennesker. Arbejdet gennemføres i stærke samarbejder med lokalsamfund, hvor udfordringer relateret til natur og klima adresseres gennem uddannelse, jobs og lokale løsninger.
Disse såkaldt naturbaserede løsninger, hvor natur, klima og mennesker tænkes sammen, er kernen i WWF’s naturbevarende arbejde og i tråd med den udviklingspolitiske strategi, der trådte i kraft sidste år og nu skal udmøntes i strategiske partnerskaber.
”Det er stærkt, at regeringen nu samlet set løfter de strategiske og flerårige partnerskaber med civilsamfundet. WWF Verdensnaturfonden har en lang tradition for at samarbejde med Udenrigsministeriet om at skabe handling som understøtter den udviklingspolitiske strategi. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan fortsætte og udvide vores samarbejde og dermed bidrage til en grønnere udvikling og fremtid i de lande, vi arbejder,” siger generalsekretær Mikkel Aarø-Hansen fra WWF Verdensnaturfonden.
Fremover vil WWF Verdensnaturfonden fortsætte arbejdet i Kenya, Uganda, Madagaskar, Brasilien og Myanmar, men for første gang vil organisationen også over de næste fem år igangsætte projekter i Tanzania, Rwanda og Ukraine.
Flere partnerskaber på tværs
Som en del af den udviklingspolitiske strategi bringer Udenrigsministeriet også dansk erhvervsliv tættere på civilsamfundets arbejde, idet Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer og Dansk Industri indgår som partnere i konsortier med danske civilsamfundsorganisationer.
Det er helt i tråd med internationale mål om at sikre medfinansiering fra både offentlige og private aktører. Også WWF Verdensnaturfondens arbejder i dag sammen med virksomheder og fonde som VELUX og Hempel Fonden i lande, hvor organisationen også har projekter i regi af partnerskabet med Udenrigsministeriet.
”Hvis vi skal lykkes med at skabe langsigtet forandring for mennesker ude i verden, for Danmark og for vores planet, så kræver det, at vi arbejder sammen på tværs af en lang række aktører. Derfor er det positivt at se Udenrigsministeriets styrkede fokus på at engagere store danske erhvervsorganisationer og danske virksomheder,” siger Mikkel Aarø-Hansen.
Om WWF Verdensnaturfondens strategiske partnerskab med Udenrigsministeriet
WWF Verdensnaturfondens strategiske partnerskab med Udenrigsministeriet løber fra 2027-2031. I perioden modtager WWF Verdensnaturfonden årligt 34 millioner kroner.
Formålet med det strategiske partnerskab er at skabe bedre levevilkår, styrke naturen og øge modstandsdygtigheden over for klimaforandringer gennem indsatser i Kenya, Tanzania, Rwanda, Uganda, Madagaskar, Brasilien, Myanmar og Ukraine.
Gennem naturbaserede løsninger vil WWF beskytte og genoprette natur, som samtidig bidrager til at løse udfordringer blandt andet med rent vand, fødevarer og klimatilpasning. Samtidig skal bæredygtige værdikæder og bedre markedsadgang skabe nye indtægtsmuligheder og grønne jobs, særligt for kvinder og unge. Lokale organisationer og lokalsamfund og oprindelige folk får en helt central rolle i at udvikle og gennemføre løsningerne.
WWF vil desuden mobilisere yderligere offentlig og privat finansiering for at øge effekten og sikre langsigtede resultatet.


