Verdens lande halter bagud på internationale naturmål
Når FN’s Biodiversitetstopmøde COP17 i disse dage afholdes i Armenien, skal der sikres fremdrift mod de internationale 2030-mål. Her misser Danmark en mulighed for at være et internationalt foregangsland.


WWF har netop udgivet sin flagskibsrapport Living Planet, der hvert andet år gør status over naturens tilstand på vores planet. Rapporten peger på Danmark som et land, der tager flere vigtige skridt for den systemiske transformation, der skal være med til at vende tabet af natur nationalt og globalt.
Alligevel har Danmark for længst overskredet deadline for at sende nationale handlingsplaner for naturindsatser forud for FN’s Biodiversitetstopmøde COP17, der nu er i gang og slutter 30. oktober.
Danmark dukker med andre ord tomhændet op til topmødet og har samtidig valgt ikke at sende ministre til Armenien.
Det er ifølge WWF Verdensnaturfonden ærgerligt.
”Danmark har de seneste år gjort store fremskridt for at forbedre betingelserne for biodiversitet og sikre mere natur i vores lille land både på land og i havet. Det måske mest ambitiøse regeringsgrundlag nogensinde på natur og biodiversitet kan inspirere langt udover vores egne landegrænser og vise vejen til den nødvendige transformation af vores samfund. I det lys er det ærgerligt, at vi ikke udnytter muligheden for at levere en handlingsplan og samtidig prioritere at deltage i FN-mødet på ministerniveau,” siger Mikkel Aarø-Hansen, generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden.
Finansiering er den store knast
For fire år siden nåede verdens lande til enighed om naturens Parisaftale med det knap så mundrette navn Kunming-Montreal-aftalen. Aftalen indebærer 23 mål for at styrke natur og biodiversitet globalt, herunder en forpligtelse til effektivt at beskytte og genoprette 30 procent af naturen på land og i havet inden 2030.
FN’s biodiversitetstopmøde COP17 har til formål at gøre status på den nationale og internationale fremdrift mod de internationale naturmål. Nu – godt halvvejs mod 2030 – er der sket store fremskridt, men man er dog fortsat langt fra at opfylde de forpligtelser, som aftalen indebærer.
En rapport fra Campaign for Nature og Together for the Ocean viser, at 20 procent af verdens landareal i dag under beskyttelse og blot 10 procent i havet. Ifølge en ny rapport fra FN udgivet forud for topmødet er de globale ambitioner generelt for lave, og implementering af konkrete indsatser halter bagud.
”Flere lande har gjort fremskridt med at beskytte og igangsætte genopretning af naturområder, særligt på land. Den reelle og effektive beskyttelse af havet halter fortsat, og særligt de internationale farvande volder udfordringer. Desværre mangler der også milliarder til biodiversitetsindsatser globalt, og det bliver den helt store knast under topmødet,” siger generalsekretær Mikkel Aarø-Hansen fra WWF Verdensnaturfonden, der selv deltager på COP17.
Ifølge rapporten vil 27 procent af verdens landareal være beskyttet i 2030, hvis landene fortsætter den nuværende kurs mod kun lidt over 13 procent i havet.


