Det var de fynske, bakkede landskaber omkring barndomshjemmet i Odense, skabt og formet under istiden, der fra en tidlig alder vækkede Sebastian Mernilds interesse for naturen og klimaet – og ikke mindst for at forstå de enorme kræfter, der ligger bag begge.

“Klimaet og naturen hænger sammen. I Danmark kan man helt tydeligt se, hvordan istiden – eller klimaet – har formet vores landskab,” fortæller han.

Senere bragte interessen Sebastian Mernild til Grønland, hvor han som ung studerende udforskede gletsjerne og med sine egne øjne bevidnede, hvordan isen trak sig tilbage. Det er siden blevet til et utal af rejser over hele verden, altid med den mission at blive klogere på klimaet.

Sebastian Mernild har som professor i glaciologi og klimaforandringer dedikeret sit professionelle virke til at forske i og ikke mindst formidle klimaforandringer og deres konsekvenser for Danmark og resten af planeten som en af de mest markante forskningsstemmer i klimadebatten herhjemme gennem en årrække. Og forkærligheden for naturen har han ikke glemt. Derfor er han en af hovedforfatterne til en ny bog, der er et langt forsvar for én af de i Sebastian Mernilds optik allermest oversete løsninger i klimadebatten, nemlig naturen.

“Naturen er den måske mest undervurderede klimaløsning, vi har. Vi kan sætte vindmøller og solceller op, udfase fossile brændsler og sætte alle de andre i øvrigt rigtig gode og effektive klimaløsninger i spil. Men naturen er helt enestående, fordi den kan utroligt mange ting på én gang,” forklarer professoren.

Naturen er en schweizerkniv

Økosystemer på land har de seneste to årtier optaget 30 procent af menneskers CO2-udledning. En WWF-rapport fra 2022 kommer frem til samme tal og anslår samtidig, at havet har optaget tilsvarende 23 procent. Naturen absorberer med andre ord over halvdelen af den menneskeskabte CO2-udledning.

Men det er ifølge Sebastian Mernild ikke naturens vildeste egenskab.

“Den vilde natur kan lagre enorme mængder CO2 , beskytte mod oversvømmelser og tørke, forhindre jordskred og beskytte vores kyster. Foruden selvfølgelig at være til gavn for biodiversiteten og os mennesker på en lang række parametre.”

Det kan være et urørt skovområde, et kystnært stenrev og ålegræsenge, sump og mose eller noget fjerde. Naturen kan tage mange former, og det er lige præcis det gode ved den som klimaløsning.

“Det vilde ved naturen er, at den kan tilpasses efter lokale forhold. Ved de danske kyster kan det handle om at etablere stenrev og ålegræsenge, som både absorberer CO2 og beskytter kysterne mod oversvømmelser. Men andre steder i landet eller i verden er det noget helt andet natur, der er udgangspunktet,” forklarer Sebastian Mernild.

Det hele hænger sammen

De sidste halvtreds år er den gennemsnitlige globale overfladetemperatur steget hurtigere end på noget andet tidspunkt de sidste 2.000 år. Samtidig er verdens bestande af vilde dyr gået tilbage med 73 procent.

Fra år 1850 og frem til i dag er temperaturen steget ti gange hurtigere, end den gjorde de foregående 22.000 år. Alene i Danmark er temperaturen steget 1,55 grader på 150 år. Det er mange tal, men det kan forklares simpelt: I samme periode som temperaturen globalt kun er gået én vej, nemlig op, er det gået modsat i naturen, nemlig nedad.

Vild natur bidrager til at reducere drivhuseffekten, men der er alligevel særligt én type økosystemer med markant større klimapotentiale end andre.

Tropisk skov fører an

Nogle af verdens største tropiske skove er regnskovsområderne Amazonas, Congobassinet eller Borneo. Her finder en fjerdedel af det samlede kulstofoptag på verdensplan sted. Ikke alene er de tropiske skove verdens største CO2-lagre. Det er også de mest artsrige områder på hele kloden, hvor over halvdelen af alle kendte arter lever.

“Der er al god grund til at bevare de store tropiske skovområder. De er planetens schweizerknive med helt afgørende betydning for vores klode, dyrene og os mennesker,” siger Agnete Schønau Winther, miljøfaglig direktør i WWF Verdensnaturfonden.

Også hun er, som Sebastian Mernild, opvokset på Fyn og fik grundlagt sin kærlighed til naturen fra barnsben i Sydfyns skove. Som voksen har Agnete Schønau Winther til gengæld tabt sit hjerte til skovene i klodens tropiske egne. Hun har både boet flere år i Ghana samt som landechef for WWF i Uganda. Derfor står Afrikas vilde og varierede natur også Agnete Schønau Winther særligt nært, og hun har med egne øjne bevidnet, hvordan klimaet og naturen hænger uløseligt sammen i et land som Uganda.

“Ekstreme vejrhændelser relateret til klimaet rammer hyppigt og hårdt i Uganda, hvor infrastruktur, byggeri og landbrug er mere sårbart end i vores egne af kloden. Når skoven samtidig forsvinder, gør det kun landet endnu mere udsat for eksempel for jordskred, tørke og oversvømmelser,” forklarer hun.

Fremtiden er naturbaseret

Kernen i WWF’s arbejde over hele verden er naturen og biodiversiteten, men klima og lokalsamfund er tænkt ind fra start. Det kaldes naturbaserede løsninger, når alle tre parametre mødes i ét projekt eller en indsats. Det kan være lokal træplantning, der både fungerer som en klimaløsning, bevarer skov og udvikler lokale jobs og uddannelse.

Både FN’s klimapanel IPCC og FN’s biodiversitetspanel IPBES er helt enige om, at naturbaserede løsninger er fremtiden, hvis vi skal lykkes med at vende både klima- og naturkrisen.

“Klimakrisen og naturkrisen forværrer hinanden. Klimaforandringerne udgør en selvstændig trussel mod naturen og vil formentlig inden for få år være en af de primære trusler mod arter og økosystemer globalt. Samtidig forværrer naturtab og -forringelse klimakrisen. Men sådan behøver det ikke at være,” siger Agnete Schønau Winther.

Verdens lande har forpligtet sig til at begrænse stigningen i den globale gennemsnitstemperatur til halvanden grad i forhold til det førindustrielle niveau. Under Biodiversitetskonventionen har man forpligtet sig til at beskytte og genoprette 30 procent af naturen både på land og i havet inden 2030. Målene er med andre ord på plads, men hvordan går det så med at leve op til dem?

Kun omkring 15 procent af landjorden er i dag beskyttet på verdensplan, mens det i havet gælder blot 10 procent. Kloden har samtidig kurs mod tæt på tre graders gennemsnitlig global temperaturstigning inden udgangen af dette århundrede.

Kan en klimaprofessor som Sebastian Mernild bevare håbet?

“Håb er en speciel størrelse. Jeg har et håb om, at den globale opvarmning ikke overstiger tre grader, men det scenarie er bare ikke særligt opløftende, selvom det selvfølgelig er bedre end fire grader. Vi når ikke halvandengradersmålet. Jeg tror heller ikke på, at vi holder os under to grader.

Det betyder, at vi skal indstille os på en verden i forandring, og vi kommer til at opleve noget ret ubehageligt, herunder flere tipping points (fundamentale forandringer i Jordens systemer, red.). Men jeg håber, at alvoren så vil gå op for os, så vi kan handle mere aktivt. Men det bliver uden tvivl en anden verden, vi går i møde.”

Tre eksempler, hvor naturen er løsningen

Naturbaserede løsninger er fremtiden, hvis vi skal lykkes med at vende både klima- og naturkrisen.

Grønne skoler i Uganda

I Rwenzoribjergene i Uganda stiger risikoen for oversvømmelser og jordskred, i takt med, at klimaforandringerne får områdets gletsjere til at smelte hurtigere. Når floderne går over deres bredder, kan skoler, huse, marker og broer blive skyllet væk. Med støtte fra Danida arbejder WWF med projektet Grønne skoler, som omfatter 35 særligt udsatte skoler i området.

Her har 350 lærere fået undervisning i klima og naturbevarelse, og sammen med eleverne planter de blandt andet bambus langs floderne. Bambussens tætte rodnet binder jorden og hjælper med at holde på vandet, så risikoen for oversvømmelser og jordskred mindskes. På den måde beskytter naturen både mennesker og deres levegrundlag.

Grønne kyster i Madagaskar

Mangrover er naturens superskove. De kan lagre op til fire gange mere CO2 end tropiske skove på land og fungerer samtidig som et naturligt værn mod oversvømmelser, stormfloder og cykloner. Men på Madagaskar er mangroverne under pres fra blandt andet landbrug, tømmerhugst og brændselsforbrug.

I området Manambolo-Tsiribihina, hvor flere truede og sjældne arter lever, arbejder WWF og VELUX Gruppen sammen med lokalsamfundene om at genoprette mangroveskovene. Vi planter nye træer, beskytter eksisterende mangrover, og udvikler mere skånsomme fiskerimetoder der skaber alternative indtægtskilder.

Resultatet er mere natur, mere CO2- lagring og stærkere kystsamfund, der er bedre rustet til fremtidens vildere vejr.

Vådområde virker som en svamp

Sommerens hedebølger har udtørret landskaber og presset både mennesker og natur flere steder i Europa. På Holnicote, et naturområde i Somerset i det sydvestlige England, fortæller luftfotos en anden historie. Her er genoprettede vådområder og naturlige vandløb fortsat grønne og frodige, mens det omkringliggende landskab er tørt og brunt.

Projektet er et eksempel på, hvordan naturbaserede løsninger kan gøre samfund mere robuste over for klimaforandringer. Vådområder fungerer som naturens egne reservoirer, der holder på vandet under tørke og samtidig kan mindske risikoen for oversvømmelser. I Storbritannien er mere end 90 procent af landets vådområder forsvundet gennem det seneste århundrede.