04/09/2024

Danmark skal have 20 marine naturnationalparker

Der bør være mindst lige så mange naturnationalparker i havet som på land. Det mener WWF Verdensnaturfonden, der foreslår at etablere 20 naturnationalparker i havet.

Det var WWF Verdensnaturfonden, der i 2021 foreslog at etablere Danmarks første marine naturnationalparker. Parkerne i Øresund og Lillebælt blev siden vedtaget, og nu går WWF skridtet videre.

Hele 20 naturnationalparker bør etableres i havet for at give plads til beskyttelse og genopretning af havnaturen.

”20 naturnationalparker i havet vil give et tiltrængt løft af havnaturen og have en afsmittende effekt på biodiversiteten også uden for parkernes område. Danmarks farvande skriger på naturgenopretning både i kystnære områder og ude på de dybere farvande, men havnaturen er alt for længe blevet politisk overset,” siger Jacob Fjalland, miljøfaglig direktør i WWF Verdensnaturfonden.

Skriv under: Danmark skal have 20 marine naturnationalparker

Naturen på Danmarks landarealer har de seneste år fået markante løft med 15 naturnationalparker og yderligere fem på vej. Men Danmarks havareal er 2,5 gange større end vores landareal, og havnaturen er mindst lige så nødlidende som vores øvrige natur.

Derfor skal havnaturen ifølge WWF Verdensnaturfonden anerkendes på lige fod med naturen på land.

De 20 marine naturnationalparker skal foruden at styrke havets natur og biodiversitet samtidig være folkelige flagskibe for naturformidling og friluftsliv. Indsatsen skal samtidig suppleres af den helt nødvendige igangværende udpegning af beskyttede og stærkt beskyttede områder.

Sådan skal naturnationalparkerne placeres

WWF Verdensnaturfondens havbiologer har analyseret, hvor de 18 nye naturnationalparker med fordel kan udpeges. Blandt andet rummer det sydfynske øhav, Sejerøbugten og dele af Limfjorden potentiale for at omdanne større områder af havet til marine naturnationalparker.

”Vi skal have naturen i havet tilbage, og vi skal genskabe forbindelsen mellem livet under og over vand. Derfor foreslår vi at placere de fleste af naturnationalparkerne, hvor der både er stor naturværdi og potentiale for genopretning samt gode muligheder for naturoplevelser og formidling af viden om havets natur,” siger havbiolog Thomas Kirk Sørensen.

Han understreger, at naturnationalparkernes præcise størrelse, placering og afgrænsning samt omfanget og karakteren af aktiviteter, der skal tillades i parkerne, bør være op til en individuel og faglig vurdering, som inkluderer både lokale interessenter, kommuner og myndigheder.

Her er WWF Verdensnaturfondens anbefalinger til de marine naturnationalparker:

1. Der etableres mindst 20 naturnationalparker i de danske farvande, hvor der både er stor naturværdi og genopretningspotentiale samt formidlings- og forskningspotentiale

2. Der bør sættes et politisk mål om, at samtlige marine naturnationalparker skal være udpeget inden 2030

3. Naturnationalparkernes præcise placering og størrelse samt omfanget og karakteren af aktiviteter, der skal tillades i parkerne, bør være op til en lokal proces, der inkluderer borgere, kommuner, lokale interessenter samt relevante myndigheder og organisationer.

 

WWF’s biologer udpeger følgende områder som egnede til marine naturnationalparker:

Skagens Gren, Hirsholmene, Nordlige Læsø, Jammerbugt, Limfjorden, Aalborg Bugt, Anholt, Kims Top og Istidslandskabene, Djurslandsfarvandet, Storebælt, Sejerø Bugt, Hundested-Rørvig og Ertholmene. Gule Rev, Doggerbanke, Det Sydfynske Øhav, Vadehavet, Det Sydsjællandske Øhav