11/03/2026

Barselshoteller giver nyt håb for pandaerne

I Kina etablerer WWF såkaldte fødehuler for at sikre de ikoniske pandaers fremtid.

Dybt inde i de kinesiske bjergskove, hvor tågen hænger lavt mellem bambusstammerne, lever den ikoniske panda, også kaldet kæmpepandaen. For mange forbindes pandaen med sit rolige væsen og sin forkærlighed for bambus, men bag det karakteristiske sort-hvide ydre gemmer der sig en sårbar art. Der er færre end 1.900 voksne pandaer tilbage i naturen, og derfor er hver eneste panda afgørende for artens fremtid. Selvom der kun er få pandaer tilbage i naturen, har årtiers indsats for at styrke bestanden medført, at pandaen ikke længere er truet. Pandaens specialiserede føde og begrænsede og fragmenterede levesteder gør dem dog fortsat sårbare over for menneskelige aktiviteter og meget følsomme over for klimaforandringer

WWF’s nye pandaprojekt (Giant Panda Programme) fokuserer på at etablere såkaldte fødehuler til pandaer for at skabe endnu bedre betingelser for hunpandaen og hendes unger. Projektet skal øge bestanden af vilde pandaer og skabe sammenhæng mellem dyrets fragmenterede levesteder. Ifølge flere forskere er manglen på egnede huler i pandaernes naturlige miljø nemlig en af de væsentligste udfordringer for deres overlevelse. Huler kan beskytte unger mod rovdyr og skærme dem mod koldt og vådt vejr. Hvis pandaens naturlige levested mangler egnede huler, kan det påvirke kæmpepandaers evne til at reproducere sig og ungernes mulighed for at overleve,” fortæller Shirley Shen, seniorspecialist i WWF Verdensnaturfonden.

Skovene forsvinder

Engang levede pandaen i størstedelen af Kina samt dele af Myanmar og Vietnam. I dag findes den kun i tre kinesiske provinser i små og ofte isolerede bestande. Naturkatastrofer og menneskeskabte trusler som skovrydning og byggeri har nemlig fragmenteret skovene, hvor pandaen lever. “Når store dele af skovene forsvinder, bliver det svært for pandaerne at finde hinanden i parringssæsonen, og hunner og unger får sværere ved at finde sikre og optimale levesteder,” fortæller Shirley Shen. Da hunpandaen kun kan blive drægtig én gang om året, har det stor betydning for artens fremtid.

Traditionelt er pandaerne afhængige af gamle, store og hule træer, når de skal føde og opfostre deres unger. Netop disse træer er blevet sjældne i mange områder og udgør ifølge forskere en udfordring for pandaernes fremtid. Uden et trygt sted at komme til verden risikerer ungerne ikke at overleve de første sårbare måneder, hvor de er blinde, hårløse og dybt afhængige af deres mor.

Fødehuler i bjergene

I tæt samarbejde med lokale partnere skal WWF’s nye pandaprojekt imødekomme manglen på optimale fødesteder. Projektet tager udgangspunkt i Daxiangling-regionen i Kina, hvor pandaerne lever i små bestande, og hvor det vurderes, at der er mangel på egnede fødesteder. “Vi etablerer fødehuler af naturmaterialer designet med udgangspunkt i pandaernes naturlige habitat. Hulerne har til formål at give pandaerne de rette betingelser for at kunne føre næste generation videre: ro, stabilitet og tryghed,” fortæller Shirley Shen.

I alt etableres ti fødehuler, som hver er udstyret med infrarøde kameraer. Kameraerne gør det muligt at følge med i, hvordan pandaerne bruger hulerne – uden at forstyrre dem. Den indsamlede viden er essentiel for at vurdere effekten af indsatsen og for at kunne udbrede metoden til andre områder.

 

Støt arbejdet her

 

Ikke truet, men fortsat sårbar

Pandaen har eksisteret i mere end otte millioner år, men dens overlevelse er langt fra en selvfølge. I over et halvt århundrede har WWF arbejdet for at beskytte pandaerne samt deres levesteder og for at give tilbage til den ikoniske panda, som har prydet WWF’s logo siden organisationens grundlæggelse.

“Pandaen har været truet i mange år og selvom det er en vigtig milepæl, at der er kommet lidt flere pandaer i naturen, er vi slet ikke i mål endnu,” fortæller Shirley Shen og understreger samtidig, at fødehulerne er ét initiativ i rækken af indsatser, der skal hjælpe pandaerne, som fortsat er dybt afhængige af langsigtede naturindsatser.