Nyt internationalt partnerskab skal arbejde for flere ansvarlige valgmuligheder

I 2024 indgik Lidl og WWF et femårigt internationalt partnerskab i alle de 31 lande, hvor Lidl er repræsenteret, herunder Danmark. Det langsigtede strategiske samarbejde mellem WWF og Lidl fokuserer på dagligvarekædens arbejde med bæredygtighed gennem hele værdikæden for at bidrage til at håndtere en række globale miljøudfordringer. Målet er at gøre det lettere for Lidls kunder at vælge ansvarligt og fremme forretningsmodeller, der tager hensyn til naturen.

© Jonas Lysholdt Ejderskov / WWF Verdensnaturfonden

Vi skal vende krisen sammen

“Den måde, vi producerer og forbruger mad og energi på i dag, er en af de primære årsager til tab af natur og klimaforandringer. For at standse og vende den største krise, menneskeheden står overfor i dag, har vi brug for dristige handlinger, der kan ændre vores fødevare- og energisystemer. Her har fødevare- og detailbranchen en stor rolle at spille. Som en af de største dagligvarekæder har Lidl stor international indflydelse og kan dermed fremme bæredygtig forandring i branchen. I WWF er vi stolte over at følge Lidl på denne rejse, hvor vi både vil støtte og udfordre dagligvarekæden.”

Kirsten Schuijt, generaldirektør for WWF International

©WWF

Partnerskabets fokusområder

  • Bevare og fremme biodiversitet
  • Ansvarlig forvaltning af vandressourcer
  • Beskytte klimaet via videnskabsbaserede klimamål
  • Opbygning og udvidelse af sporbare, afskovnings- og konverteringsfrie forsyningskæder
  • Ansvarligt indkøb af kritiske råvarer, såsom palmeolie, soja, kakao, te, kaffe, træ og papirprodukter
  • Engagerende kampagner for at fremme mere bevidste og bæredygtige kostvaner og forbrug
  • Reduktion af madspild

Udover Lidls engagement med udgangspunkt i dagligvarekædens egen værdikæde, vil Lidl også gennem WWF støtte forskellige naturgenopretningsprojekter.

Flere bæredygtige valgmuligheder

”Som en af de største dagligvarekæder er vi bevidste om vores ansvar og indflydelse. Det er et ansvar, vi påtager os, og det er vigtigt for os at drive forretning med omtanke for naturen og kloden. For Lidl handler bæredygtighed ikke kun om holdninger. Det er også fundamentet for, at vores forretningsmodel kan overleve i fremtiden.

Med støtte og ekspertise fra WWF vil vi nu styrke vores indsats for bæredygtighed og tage det til næste niveau. Kun ved at samarbejde kan vi overkomme store globale udfordringer, som klimaforandringer og tab af natur. Derfor tror vi på, at stærke partnerskaber er vejen frem for at arbejde sammen om at tilbyde flere ansvarlige valgmuligheder.”

Jens Stratmann, adm. direktør i Lidl Danmark

PARTNERSKABER FOR EN BÆREDYGTIG FREMTID

Private virksomheder spiller en central rolle for verdens bæredygtige fremtid. Vi samarbejder med virksomheder for at skabe langsigtede resultater, der giver værdi – for både virksomheden og naturen.

Vi går altid positivt og konstruktivt ind i et samarbejde med en virksomhed. Vores samarbejde bygger på, at vi sammen vil gøre en forskel for det pres, som verdens natur lider under. Samarbejdsformen finder vi i fællesskab – ud fra størrelsen på din virksomhed og dens aftryk på planeten.

WWF har stærke eksperter på råstoffer som fx soja, palmeolie og træ. På store skovprojekter og klima. På biodiversitet, ferskvand og en lang række andre områder. Hvis eksperterne ikke findes i Danmark, så findes de helt sikkert blandt WWF’s 6.000+ medarbejdere rundt om i verden.