Sumatranæsehorn (Dicerorhinus sumatrensis)

Sumatranæsehornet er presset fra flere leder og kanter. Bevaringen af Sumatranæsehorn er afgørende for at beskytte denne truede art og dens levesteder. På WWF’s hjemmeside kan du dykke ned i detaljerne omkring indsatsen for at bevare dette ikoniske dyr og de udfordringer, det står over for i naturen. Gennem initiativer som styrkelse af beskyttede områder, anti-krybskytteprogrammer og lokalbefolkningens inddragelse arbejder organisationer aktivt for at bevare bestanden af Sumatranæsehorn. Disse indsatsområder sigter mod at bevare biodiversiteten og sikre en bæredygtig fremtid for dette sårbare dyr og dets levesteder. Ved at lære mere om Sumatranæsehornets situation kan vi alle bidrage til at bevare denne unikke art og dens naturlige levesteder for kommende generationer.

IUCN har kategoriseret næsehornet som kritisk truet art, og kun få individer lever i dag. Bliv klogere på den sjældne art nedenfor.

Karakteristika og adfærd

Sumatranæsehornet den mindste næsehornsart i verden, og er den nærmeste levende slægtning til det uldne næsehorn, som fandtes i istiden. De lever i små isolerede grupper og er karakteriseret ved dens unikke næse, som har to horn, og dens farve, som skifter med alderen. Hos de unge voksne vil man se et rødbrunt næsehorn, mens de ældre ofte er mere sorte i farven. 
Man kan også kende sumatranæsehornet på dens spidse overlæbe, som er perfekt til at plukke bær, grene og andre planter fra Sumatras frodige natur.  

Sumatranæsehornet er også kendt som det syngende næsehorn. Dette er på grund af den brede vifte af vokaliseringer, næsehornet kan lave. Man kan sammenligne det med lyde, delfiner eller hvaler laver. Forskere mener, at lyden laves, når den kalder på andre artsfæller.   

Bliv klogere på sumatranæsehornet og andre asiatiske næsehorn. 

Levesteder og habitater

Sumatranæsehornet lever i bakkede tropiske regnskove i nærheden af vand. I 2015 blev sumatranæsehornet erklæret uddød i Malaysia, fra både den malaysiske Halvø og Malaysisk Borneo. Nu lever den udelukkende vildt på øen Sumatra i Indonesien. 

Sumatra er den sjettestørste ø i verden, og den udmærker sig globalt for blandt andet dens fantastiske regnskov, der også er på UNESCO’s verdensarvsliste. Regnskoven har nemlig et helt særligt økosystem. Her findes nogle af verdens mest sjældne, vilde dyrearter som orangutanger, tigre, elefanter, tapirer og næsehorn. Regnskoven er netop udmærket, da den huser et væld af endemiske arter – med andre ord: arter, som kun lever på sumatraøen.  Desværre er meget af regnskoven allerede forsvundet. Siden 1985 har Sumatra mistet omkring 55 procent af sin naturlige skov.  

Sumatranæsehornet er en nøgleart i regnskoven og har stor betydning for dens funktion. De æder eksempelvis snerleagtige pionerplanter, der vokser hurtigt og kvæler de voksende regnskovstræer. Og i deres færden roder de i træernes bark og skovbunden, som er med til at skabe levevilkår for insekter, svampe og planter. Desuden er næsehornet også en vigtig naturlig frøspreder, når den spiser forskellige planter og bevæger sig fra sted til sted. 

Trusler og bevaringsindsatser for sumatranæsehorn

Sumatranæsehornet er af IUCN (The International Union for Conservation of Nature) kategoriseret som en kritisk truet dyreart. Det vil med andre ord sige, at bevaringsindsatser er nødvendige for at kunne vende udviklingen. Og desværre går udviklingen hurtigt og i den forkerte retning. I 2008 anslog IUCN, at cirka 200 sumatranæsehorn levede frit i den vilde natur. I dag er det tal faldet til mindre end 80 individer. Hertil er der et fåtal i fangenskab. Den store tilbagegang skyldes blandt andet, at der i 1900-tallet var en intensiv jagt på netop sumatranæsehornene, og det fik bestanden til at falde markant. I dag har dette resulteret i, at der på Sumatra-øen lever to bestande i hver sin ende. Det gør det svært for næsehornene at finde hinanden og parre sig, og derved få blandet generne. En af de største trusler for sumatranæsehornene er derved fragmentering. Et initiativ for at kunne bevare bestanden er, at indfange sumatranæsehorn fra forskellige bestande og sætte dem sammen. Normalvis får sumatranæsehornet 3-4 igennem hele livet. Derfor er der grund til at handle nu.  

En af de andre trusler, sumatranæsehornet står overfor, er illegal jagt og ulovlig handel. Der er en efterspørgsel på næsehornets horn i flere dele af Asien, blandt andet på grund af dens hævdede medicinske egenskaber, og som dekorativ genstand, der symboliserer prestige og penge. Selvom der i dag er kommet større fokus på denne form for ulovlig handel, fortsætter det i flere asiatiske lande som Vietnam og Kina. Gennem bevaringsprogrammer og forstærket håndhævelse af lovene mod illegal jagt og ulovlig handel med næsehornets horn, kan man styrke indsatsen for at bevare og øge bestanden af den truede næsehorns-art. Læs mere truslerne her (engelsk)

Fakta om sumatranæsehornet

Hvor mange sumatranæsehorn er der tilbage?
Der er cirka 80 sumatranæsehorn tilbage i verden.

Hvor højt er et sumatranæsehorn?
Et sumatranæsehorn er 1 meter – 1,5 meter 

Hvor lang er et sumatranæsehorn?
Sumatranæsehornet er 2 meter – 4 meter 

Hvad vejer et sumatranæsehorn?
Et sumatranæsehorn vejer mellem 600 kg – 950 kg

Hvor gamle bliver sumatranæsehorn?
Typisk  bliver et sumatranæsehorn 35- 40 år gammelt  

WWF’s indsats

WWF arbejder for at beskytte og besvare sumatranæsehornet. Det gør vi blandt ved at identificere de bedste måder til at overvåge populationerne på sumatraøen. Yderligere samarbejder WWF med den indonesiske regering, lokale eksperter og andre førende internationale miljø- og bevaringsorganisationer om at udvikle og etablere initiativer, som kan hjælpe den truede art. Dette samarbejde er bundet op i alliancen ”The Sumatran Rhino Survival Alliance” , som blev stiftet i 2018. Alliancen støtter blandt andet etableringen er intensive beskyttelseszoner og etablering af særlige avlsfaciliteter designet til netop sumatranæsehornet. Dette inkluderer f.eks. etablering og udvidelser af reservater samt flytning af sumatranæsehorn, så de færdes i områder med større bestande og sikrere omgivelser.  

Støt WWF’s arbejde for klodens vilde dyr