Spækhugger

Havets ulv

Hvor lang bliver den?
Hunnen bliver op til otte en halv meter, hannen op til små 10 meter.

Hvor lever den?
 
I alle verdenshavene, men den er hyppigst i de koldere egne.

Hvor gammel bliver den?
 
Hannen kan blive op til 60 år, hunnen op til 90 år.

Kæmpe delfin

Spækhuggeren er i virkeligheden en kæmpe delfin, og den er et af havets største rovdyr. Den har en vægt som en elefant, men svømmer hurtigere end en søløve. Den kan jage stort set alle dyr i havet, både unger af store hvaler, men også delfiner, søløver, sæler, pingviner og hvidhajer.

Selv når byttedyrene er ude af vandet, kan de ikke vide sig sikre. En spækhugger kan svømme ind under en isflage med en pingvin eller en sæl på og bumpe hårdt imod isflagen, så den splintres, og byttet ryger i vandet. Spækhuggeren kan også kaste sig i land for at få fat på søløver, der ligger og soler sig på stranden.

Spækhuggeren har omkring 50 drabelige, spidse tænder, næsten lige så mange som en krokodille, og de er allesammen længere end løvens hjørnetænder.

Flokdyr

Spækhuggere lever i flokke, der normalt er på 10 til 30 stykker. Der er et tæt sammenhold i flokken, og alle hjælper med at tage sig af ungerne. Når der er fare på færde, samles hannerne i en ring om hunnerne og ungerne for at beskytte dem. Spækhuggere snakker hele tiden med hinanden, og hver flok har sin helt egen dialekt.

Spækhuggere bruger sonar ligesom ubåde. Sonar fungerer ved at udsende høje lyde. Når lydene rammer noget i vandet, bliver der sendt et ekko tilbage. Ekkoet kan fortælle en ubåd, hvor der er andre ubåde eller skibe. Spækhuggerne derimod bruger ekkoet til at finde frem til byttedyr på lang afstand eller i mørke.

Trusler

Spækhuggere har tidligere været truet af hvalfangst, men nu er de fredet og jages kun lidt. Den største trussel i dag er nok menneskenes forurening af havene, som fylder spækhuggerne med farlige gifte.