Øregrib

Luftens rockere

Hvor stor er øregribben?
 
Cirka en meter høj, over to meters vingefang.

Hvor lever den?
I det østlige og centrale Afrika. Findes også få steder i Mellemøsten.

Hvor gammel bliver den?
20 til 50 år.

Stærkt næb og store vinger

I det centrale og østlige Afrika lever øregribben på savannen. Den er en af de mest genkendelige gribbe i Afrika. Den bliver omkring en meter lang og er, som mange andre gribbe, skaldet. Men det, som gør øregribben speciel, er dens rynkede, røde hoved.

Der er en ganske god grund til, at gribben er skaldet. Det betyder nemlig, at den ikke får blod og kød i fjerene, når den mæsker sig med et dyr.

Gribbe er ådselædere, det vil sige, at de spiser døde dyr, som de ikke selv har dræbt. Hvis for eksempel en løve har slået en gnu ihjel, eller en antilope er død, så kommer gribbene og spiser dyret. De har et meget stærkt næb, så de kan flå kødet af dyret.

Øregribben er så stor, at den skræmmer andre rovfugle væk fra sit bytte. Når øregribben angriber, spreder den sine enorme vinger ud og løber mod sin modstander. Dette får ofte de andre rovdyr til at flygte.

Doven start

Det tager cirka 100 dage for ungerne at lære at flyve. De har egentlig mest lyst til at blive i reden og blive opvartet af forældrene, men med lidt overtalelse kommer de af sted fra reden. Den næste måned holder de sig tæt til moren eller faren, så de kan lære at finde mad.

Trusler

Mange af de områder, hvor øregribben lever, er blevet ødelagt af mennesker, som også kan finde på at forstyrre den, når den ligger på rede. Men en af de største trusler mod øregribben er gift. Hvis den kommer til at spise et ådsel, som er forgiftet af mennesker, spiser den også giften, og det kan den ikke klare.