Djævlerokke

Havets flyvende tæppe

Hvad vejer den?
Op til 1.300 kilo.

Hvor lever den?
 
I de varme have verden over.

Hvor længe lever den?
Op til 25 år.

Djævlehorn

 

Djævlerokken har verdens største vingefang. Fra vingespids til vingespids måler den op til ni meter! Det er lige så langt, som de røde busser i London. Som et andet svævefly svømmer djævlerokken gennem havet med rolige vingeslag. Den kan også svømme så hurtigt, at den kan springe flere meter op af vandet. Djævlerokken har fået sit navn på grund af de horn, der sidder på hver side af munden. Hornene er i virkeligheden en slags finner. Når djævlerokken svømmer normalt, er hornene rullet sammen, så de ikke giver vandmodstand. Men når kæmperokken skal æde, folder den hornene ud. Hornene fungerer som en slags fejeblade, der leder maden lige ind i det enorme gab.

Kæmpegab til mikromad

På trods af sin store størrelse er djævlerokken helt ufarlig for alt andet end havets allermindste dyr. Den lever nemlig af bittesmå krebsdyr og andre byttedyr, der er så små, at der skal et forstørrelsesglas til for at kunne se dem. Djævlerokken svømmer igennem skyer af disse smådyr med åbent gab som en anden støvsuger. Den har hele 18 rækker af tænder i underkæben, men tænderne er meget små, og rokken tygger slet ikke maden. I stedet presser den vandet i munden ud igennem sine gæller. Mellem gællerne sidder der et filter, der fungerer som en si, og som opfanger alle smådyrene.

Føder levende unger

De fleste rokker lægger æg, men hos djævlerokken beholder hunnen æggene inden i sig. Når hunnen har været drægtig i 13 måneder, føder hun én til to minidjævle med et vingefang på én til halvanden meter.

Trusler

Den største trussel mod djævlerokken er, at den bliver fanget i fiskenet. Derfor betragtes arten som sårbar i dag.