Deprecated: trim(): Passing null to parameter #1 ($string) of type string is deprecated in /var/www/www.wwf.dk/www/wp-content/plugins/wordpress-seo/src/presenters/canonical-presenter.php on line 49
05/10/2022

Året der gik 2021/2022

Naturen har fået plads i rampelyset

For få år siden dominerede klimadagsordenen de fleste flader. Politikere tog til klimatopmøder, virksomheder så på deres klimaaftryk, og borgere gik på gaden… for klimaet. Klimaet har i den grad fortjent den opmærksomhed, den har fået, men den har måske også skygget for en anden krise, som udfoldede sig uden for offentlighedens søgelys, nemlig naturkrisen.

Det er et faktum, at vi mister vild natur og arter hurtigere end nogensinde før i historien. Heldigvis er dette emne også begyndt at få opmærksomhed. Billeder af brændende koalaer, giraffer, der er døde af tørst, og orangutanger, der kæmper mod gravkøer for at beskytte deres hjem gør det tydeligt, at noget er riv-rav-ruskende galt. Flere og flere ved, at naturen lider. Og med opmærksomheden følger også krav om handling.

Dele af samfundet skal først lige finde ud af, hvordan man skal handle. En rapport, som WWF lavede i samarbejde med Bain & Company viste, at 70 procent af de største danske virksomheder ser biodiversitetstab som en trussel mod deres forretning, mens kun 10 procent af dem har en konkret plan for, hvordan de vil handle på det.

Andre er kommet lidt længere i arbejdet på at bruge naturen til at skabe positive forandringer. Således har vi hos WWF fået 68 millioner fra Danida til at udvikle naturbaserede løsninger i blandt andet Madagaskar, Kenya, Uganda og Myanmar. Hvert eneste af disse projekter sikrer livsvigtig natur i fremtiden. De sikrer også en mere bæredygtig fremtid, hvor mennesker har noget at leve af om 40 år. Tilmed minimerer de risikoen for, at FN’s skrækscenarier om tørke, vandmangel og flygtningekatastrofer bliver en realitet.

I år har vi lavet masser af projekter, der tydeligt viser, at naturen er svaret på flere udfordringer på én gang. Vi behøver således ikke vælge, om vi vil løse klimakrisen, biodiversitetskrisen eller udfordringer med fattigdom, ulighed og sundhed. Naturbaserede løsninger skaber nemlig positive effekter på alle de store udfordringer, vi står overfor.

Nu skal vi holde momentum, og få naturen endnu længere frem i folks bevidsthed. Både som udfordring og som løsning. Tusind tak til alle jer trofaste støtter – private som virksomheder og fonde. Uden jeres støtte og hjælp ville vores arbejde ikke være muligt.

Mange hilsner, Bo Øksnebjerg

Generalsekretær, WWF Verdensnaturfonden