Årsberetning 2019
Biodiversiteten er i markant tilbagegang over det meste kloden, og FN ringer med de store alarmklokker. Deres ekspertpanel for biodiversitet har netop slået fast, at op mod en million dyrearter er i fare for at uddø, mens FN’s klimapanel, IPCC, har påvist den ufravigelige sammenhæng mellem måden, vi misbruger klodens landjord på, og verdens stigende temperaturer. Naturens balance er livsnødvendig for både dyrene og for os. Uden naturen, ville mennesket nemlig være i store problemer. Verdens skove, floder og have renser vores luft, regulerer klimaet, sikrer vores drikkevand, og giver os mad, byggematerialer og ly.
Naturens bratte tilbagegang er imidlertid en ond spiral, som vi heldigvis kan komme ud af. Vi har løsningerne, der kan sikre naturen og dyrenes overlevelse og på samme tid sikre, at mennesket har adgang til mad, fremgang og ly. Og det seneste år har vist, at opbakningen til at løse naturens krise er større end nogensinde. I WWF Verdensnaturfonden går vi forrest i kampen for at redde naturen og genoprette den økologiske balance, inden det er for sent. Og det seneste år har vi været mere aktive end nogensinde.
WWF Verdensnaturfonden har gennemført en lang række af projekter overalt i verden, hvor naturen er i nød. Verdens regnskove står i brand, korallerne blegner og dør, og de vilde dyr er i drastisk tilbagegang. Og med hjælp fra medlemmer, støtter, virksomheder og fonde er WWF Verdensnaturfonden i frontlinjen for at redde det hele. Fra Asien til Afrika genetablerer vi skove og vandløb, så naturen kan stå imod menneskets ødelæggelser og klimaforandringer. Vi hjælper lokalbefolkningerne med at skabe nye, bæredygtige indtægtskilder, så de ikke behøver ødelægge naturen for at overleve. Og vi er i frontlinjen for både næsehorn, tigere, gorillaer og de andre sjældne dyr der er i nød. Og det virker.
WWF-DK har bl.a. arbejdet i Uganda og Myanmar i årevis. Og for nyligt kunne vi endelig bekræfte, at tigerne igen lever frit i Myanmars skove efter årtiers fravær. Den kritisk truede Irrawaddydelfin gået frem med 12 nye individer, så vi nu har 92 delfiner i alt. Og antallet af bjerggorillaer i Ugandas højland er steget igen i år.
Tusind tak til alle jer, der har støttet WWF Verdensnaturfondens arbejde det seneste år. Vi ville ikke være nået så langt uden jer. Og sammen skal vi nok nå helt i mål. Det skylder vi verdens vilde dyr og sårbare natur.
De bedste naturhilsener
Bo Øksnebjerg, Generalsekretær WWF