Ishavets gigant
Hvad vejer den?
Normalt 75-100 ton
Hvor lang er den?
typisk 14-18 meter, men undtagelsesvis op til 20 meter
Hvor længe er hunnen drægtig (gravid)?
13 til 14 måneder.
Grønlandshvalen er den eneste bardehval, der kun lever i de kolde arktiske og subarktiske have. Den er udbredt rundt om polen, men er mest almindelig omkring Alaska og Canada og er på vej tilbage til Østgrønland.
Grønlandshvalen lever af dyreplankton, især krebsdyr, som den sier fra vandet med barderne. Den svømmer rundt med åben mund, og byttet bliver fanget i de lange barder, der fungerer som et net eller si. En fuldvoksen hval æder op mod 2 ton om dagen.
Barderne er nogle op til 4-6 meter lange stave af keratin (det samme stof som horn, hår og negle er lavet af) med trævler langs kanten. En hval kan have op til 350 af dem i den enorme mund, der udgør en tredjedel af kropslængden.
Grønlandshvaler larmer meget og kan høres vidt omkring. De bruger lydene til at kommunikere med hinanden og larmer særlig meget i parringstiden. Måske bruger de også lyde til at navigere rundt mellem isskosser.
Op mod halvdelen af kropsvægten udgøres af spæk, som ligger rundt om kroppen i et 50 cm tykt lag og isolerer mod det kolde havvand. Selv den nyfødte unge har et tykt lag spæk og vejer op mod 1 ton.
Grønlandshvalen er en langsom svømmer, og da den ovenikøbet er så fed, at den flyder, var den et oplagt bytte for hvalfangere. Da den kommercielle hvalfangst begyndte, var der omkring 50.000 hvaler. I 1920erne var der bare 3000. I dag er den fredet, og der er omring 16.000 grønlandshvaler, et mindre antal må stadig fanges af oprindelige folk.